Læsetid: 7 min.

I mørket synger en græshoppe

18. august 1997

Hvo'dn Ligger landet
En gang i trediverne kom en mand hjem til Liseleje fra Amerika. Han havde bestemt sig for at bygge Danmarks første motel efter amerikansk model. Først da motellet stod færdigbygget blev han opmærksom på, at der stort set ikke var nogen der havde bil i Danmark. Havde man en bil havde man også penge og var nok mere tilbøjelig til at vælge en anden måde at tilbringe ferier og fridage på. Så manden, der ønskede sig et motel, måtte se sin nyopførte længe blive til et sommerpensionat. Liselængen.
Sommerpensionat. Ordet har en litterær hørm af hermetisk sorgløshed og luksusproblemer med for korte dyner og for lidt eller for megen jævning i rødgrøden.
Det er sikkert ingen sag at slå en liggestol op, når man har taget. Jeg klemte håndryggen, så jeg har det nok ikke. Liggestolen blev slået op i Liselængens baghave. Her sad vi et par eftermiddage og lod solen gennemlyse øjenlågenes tynde hud.
Jyske piger fra Tyborøn
Et skarpt smæld af en pludselig vind i lagenerne på tørresoren vækker en. Man må have været faldet i søvn. Fru Gants vasketøj er ved at være tørt. Her dufter af kage - hun må være ved at bage.
Fru Gant er den høje, ældre kvinde der er pensionatsværtinde. Det var hendes far der i sin tid byggede længen. Hun har stort set været på stedet hele sit liv. En gang var det hende der i pensionatets bus hentede nye sommergæster og afleverede de gamle inde ved Det Gamle Grønttorv i København. Lørdag var skiftedag. Dengang var et ophold ensbetydende med fuld pension og der var jyske piger ansat, altid fra Tyborøn. Kun én gang måtte fru Gant annoncere, ellers kørte det med lillesøstre, veninder og veninders veninder. Der var altid nogen der havde lyst til en god plads i huset. Nu er hun alene om det hele og serverer kun morgenmad. Når man spiser hendes gode hjemmebagte morgenbrød med paradisæblegelé og syltetøj fra haven kan godt man ærgre sig over, at man ikke kom her i de jysk piger og den fulde pensions tid.
Værelserne er små celler
Liselængen ligger på Liselejes hovedgade, lige overfor købmanden. Hovedhuset med spisesal, tv-stue og reception er temmlig almindeligt. Men selve længen man indkvarteres i ligner noget der kunne have ligget i Sydøstasien. Måske er det taget, hvis smukke, lidt ujævne tegl slår et fint pagodesving. Tidens tyngende tand eller overlagt eksotisme - der er i alt fald mere Surrabaya Johnny end Sam Spade over stedet.
Som små celler ligger værelsene ned ad en svalegang. Halvdelen er orienteret mod vejen. Her kan man glæde sig over næsten at sove i arm med sin parkerede bil. Det skal nok have forhøjet oplevelsen af et par dage på landet for en og anden bilist i tidens løb.
Vi var fornøjede med at være indkvarterede i et af de værelser der vender til gården og haven. Herude kan man som sagt nyde solen eller slumre trygt i skyggen af et frugttræ, til lyden af fru Gants gøremål. Inde på værelset hersker en særlig gammeldags overskuelighed. To lakerede senge redt op med gammelt, hvidt sengetøj. Det dufter endnu af ozon. Mellem sengene står to små skamler med rødt plasikbetræet - lige til at tørre af med en klud. På væggen oven over sidder sengelamperne, to mørkerøde metalkræmmerhuse med hulbort. De kan drejes individuelt på deres messingspiralstilke, men der er kun én afbryder. Der må gerne læses i sengen, bare man er enige om hvornår der skal slukkes... Bordet er også lakeret. På bordpladen ligger en tyk glasplade med et udvalgt stykke 50'er tapet nedenunder. Her kan man tømme sine lommer, og alligevel få plads til fornødenheder som rødvin, medbragte glas, slik, landkort og fundne strandskaller. For de ordentlige er der skuffer under bordet og et lille indbygget skab til at hænge sit tøj i. Væggene er svagt blågrønne og i et hjørne, helt oppe ved loftet, sidder resterne af et stankelben i et edderkoppespind. Til højre for døren er der knager til badekåber og en kikkert. I en niche ved skabet er en lille vask muret ind. Hanen sidder højt og løber med en kold og tynd stråle. Et glas vand, tandbørstning og lidt etagevask kan det blive til. Selvom man har lyset tændt, tillader man kun de andre gæster at ane hvad man fortager sig, for der er råglas både i det lille vindue og i døren. Sammen med tagudhænget giver det skygge i solskin og halvmørke i gråvejr.
Bløde løg i middagsbrisen
Associationer til toiletterne i en skolegård er nærliggende, når man sidder på et af de tre på stribe, bagest i pensionatets have. Men sikrer man sig med en hånd på håndtaget kan man holde døren lidt åben og sidde og se ud på blommetræet og courgetterne der gror på kompostbunken, indtil der kommer nogen. Der er mulighed for at se en ørentvist gå enegang i bunden af et vævet håndklædes rullefold og i mørket synger en græshoppe.
Alting står på krog i Liselængen, for frisk luft er godt. Oppe ved hovedhuset står to døre på krog, det er brusebadene. De er fine, men duften af sommer er der ingen grund til at skylle af huden før det er højest nødvendigt. Her oppe i et hjørne af gården, er der flere toiletter for der er plads til mange gæster. Fra køkkenvinduerne kan haven og længen overskues. Duften af hakkebøffer med bløde løg bølgede engang i middagsbrisen. Nu er det som sagt kun brød og sandkage der bølger. På en varm dag hen imod slutningen af sæsonen, blandes duften ind imellem med en svag lugt fra den septiktank der har lagt dyb til en hel sommer.
Jeg vil ikke sige at det er en dejlig duft, men jeg er mildt stemt over for den, fordi den minder mig om min mormor og hendes pensionat. Tiltrukket af det katastrofeagtige stod jeg lidt på afstand. Med fingrene demonstrativt for næsen, betragtede jeg hende, hun så sammenbidt ud, som hun stod stod der i sine mørkerøde røjsere og svuppede en lang stang rundt i det unævnelige dyb. Jeg ved ikke præcis hvad hun foretog sig, hun var ikke meddelsom i sådanne situationer, men systemet var vel blokeret. Når lugten blev for skrap og mormor for kedelig tavs, kunne man fortrække ind i stuerne og være 'det søde barnebarn'. Derinde sad 'damerne' med kaffe og Amtstidende. Mormor fik altid gang i systemet igen.
Afskærmet fra tilbudsbøffer og isvafler sænker der sig en klosteragtigt ro, når man med med eller uden kaffe og sandkage sidder omme i Liselængens have. Man må gerne selv have mad med, sågar en lille grill hvis man gider, bare man bliver i haven eller på værelset med det. Oppe i hovedhusets stuer nyder man kun hvad man køber af fru Gant. Hun sælger øl, sodavand, kaffe, the, kage og sågar en gammel dansk til de fjernsynshungrende.
Fru Gants myndighed
Værelserne ligger tæt, men det nære tilstedevær af de andre gæster virker ikke anmasende. Fru Gants diskretion smitter af. Når hun ikke er i sving, trækker hun sig tilbage oppe i sit hus. Men man fornemmer at hun er der og hele tiden har styr på menagen.
Det må være den særlige myndighed hun udtråler. Autoriteten der må vindes. Vi gæster forsøger. Det kan være med en bemærkning om badevandets temperatur, en observation fra en udflugt, noget i avisen. Eller smigerende ord om morgenbrødet, som jeg forsøgte mig med. Men den går ikke, Fru Gant lader sig ikke fraternisere. Alle får hvad de skal have af rene håndklæder, varm kaffe, oplysninger om bustider og et venligt "god tur" med på vejen. Men hun giver ikke sin brødopskrift fra sig og laver ingen alliancer. Gud ske lov for det.
Den hvide dame svæver gennem sin Twin Peaks spisesal. Der er noget sygeplejerske eller forstanderinde-agtigt over fru Gant, når hun skænker morgenkaffe ved bordene. Hun kommenterer ikke hvad og hvor meget man spiser. Men springer man ægget over, gør hun opmærksom på at der er æg. Ligesom hun, når klokken er blevet ti minutter over ni, gør opmærksom på at bollerne ikke er lune længere. Morgenmaden serveres fra klokken 8 og indtil alle er mødt. Allerede efter den første morgen har man forstået at det betyder til klokken 9 - senest.
Liseleje er egentlig ikke noget at komme efter. Byen er bare én lang og ikke særligt charmerende gade. Bageren hedder Mode Bageren men selv i dagene efter Gianni Versaces død var det kun tidløse stykker som hindbærsnitter og kaffebrød der pyntede i vinduet.
Der må være en del nordmænd og tyskere i sommerhusene rundt omkring, for avisstativet udenfor kiosken er fyldt med VG og Bild. Kiosken er samtidig Liselejes posthus, og ved siden af sælges smykker og keramik. Ferietid er gavetid, sådan er der kommet mange små vaser i vindueskarmene.
Det er stort set ikke til at købe et måltid mad i Liseleje der er værd at spise. Skulle man sige noget positivt om Lisestuens burgere, så er portionerne rigelige. Mens man kæmper for at undgå at kinakål og optøede majs rutcher ud over tallerkenen kan man betragte hullet i en lappet glasrude. Et skudhul? Rocker, Gokker - av for pokker!
Men søger man væk fra hovedgaden og ned mod vandet, kommer klitterne. Bag dem dukker stranden med den lille havn op. Herfra syner Liseleje stadig af det fiskerleje det var engang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu