Læsetid: 2 min.

Nepotismen på tilbagetog

20. august 1997

Oxford og Cambridge er udsat for kritik, fordi de satser på positiv diskrimination af unge fra de offentlige skoler

"There ain't no university in Oxford," sagde buschaufføren til mig, da jeg for en halv snes år siden besøgte byen for første gang. Det er for så vidt korrekt - både for Cambridge og Oxford. Mens universiteterne i f.eks. London, Heidelberg, Leiden og Chicago består af en række institutter med en fælles ledelse, består Oxbridge af cirka 70 uafhængige og privatejede colleges. Nogle af de mest kendte er Balliol, St. Johns College, Christ Church, Jesus og All Souls (alle Oxford), og Kings College, Selwyn, Peterhouse og Christ (alle Cambridge).
Disse colleges kan ikke sammenlignes med institutter, men er snarere små mini-universiteter. At det giver mening at tale om et universitet i Cambridge og Oxford - i folkemunde kaldet "Oxbridge" - skyldes, at de er blevet enige om at udstede fælles eksamensbeviser, samt at colleges i fællesskab betaler udgiften til laboratorier og videnskabeligt personale.
Den middelalderlige struktur skaber en række mærkværdigheder for de studerende, der søger om optagelse.
Nepotisme
For at blive optaget er det ikke nok at den studerende opnår det karaktergennemsnit, som kræves for at blive optaget på et bestemt studie. Hvis en student er blevet optaget, kan hun kun begynde studierne, hvis et college er villig til at optage den vordende studerende som medlem.
Det sidste betyder i praksis, at ansøgeren skal møde til en række interviews med professorer og andre repræsentanter for college.
Proceduren er blevet beskyldt for at favorisere ansøgere fra privatskoler og ansøgere fra de højere sociale lag.
Der findes flere eksempler på, at nepotisme og old-boysnetværk har sikret overklassens børn optagelse på Oxbridge. Donald Trelford, tidligere redaktør på The Observer med afgangseksamen fra Selwyn College Cambridge, gav f.eks. følgende eksempel i et interview med avisen The Sunday Times:
"Da min datter skulle vælge universitet, ringede jeg naturligvis til Selwyn, og rektor sagde til mig 'når vi nu skal have kvinder på universitetet kan vi i det mindste sikre os at de kommer fra gode familier'".
Farvede ryster rektor
Nepotismen er dog på tilbagetog. Begge universiteter foretager nu en positiv diskriminering, der sikrer, at over halvdelen af de studerende på grunduddannelsen rekrutteres fra offentlige skoler. Der er sågar blevet oprettet legater for studerende, der ikke har råd til at betale den årlige studieafgift på 50.000 kroner.
Den udvikling har ikke været lige populær hos alle.
"Det er rystende, at man vil institutionalisere en preference for de underprivilegerede," siger Eric Anderson, rektor på Lincoln College Oxford, og tidligere inspektør på drengeskolen Eton.
Men Dr. Andersons opfattelse er ikke dækkende for flertallet af de ansatte på universitetet. "Resultatet af de nye optagelseskrav har hidtil ført til, at flere farvede er blevet optaget i prestige-institutioner og ikke mindst i centraladministrationen. Jeg vil næsten sige, at vi bidrager til at udjævne klasseskellene", siger Liz Frazer, filosofi-lektor på New College, Oxford.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her