Læsetid: 6 min.

Newt Gingrichs bagland smuldrer

28. august 1997

Når en ideologisk bevægelse har vind i sejlene, er det første vartegn som regel, at de revolutionære tænkere grundlægger et tidsskrift og skaber sig indflydelse udover deres egne rækker. Dette aksiom må siges at være blevet opfyldt i forbindelse med USA's republikanske partis overtagelse af Kongressen i 1994. Som man vil huske stod republikaneren fra Georgia Newt Gingrich frem som den filosofiske høvding for den "Konservative Revolution", og én af hans inspiratorer var den unge, amerikanske, intellektuelle William Kristol, søn af den nykonservative filosof Irving Kristol.
Med finansiel støtte fra den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch startede William Kristol et politisk ugemagasin The Weekly Standard i begyndelsen af 1996.
I løbet af kort tid er dette blad blevet en uovertruffen succes. Det læses og kommenteres ikke alene af partitro republikanere, men studeres vidt og bredt af folk, som interesserer sig for, hvilken retning den konservative bevægelse i USA vil tage i de kommende år.
Det republikanske parti befinder sig åbenlyst i en alvorlig iden-titetskrise. På den ene side domineres partiets kernevælgere af det dybt konservative religiøse højre. Ingen præsidentkandidat kan vinde partiets nominering uden deres opbakning.
På den anden side er en republikansk præsidentkandidat dømt til at tabe, hvis denne i andre konservative vælgeres øjne bliver sat i gabestok af de kristelige inkvisitorer. For partiet er det et skisma, som kan blive meget svært at hele i forbindelse med midtvejsvalget i 1998 og præsidentvalget i 2000.
Hvordan forklarer man, at Amerikas konservative - hvis ideologi hver dag vinder indpas i amerikansk politik og som i en ikke ringe grad er blevet overtaget af en demokrat, præsident Bill Clinton - har begivet sig ud på en selvødelæggende odyssé?
Og hvorfor vil vælgerne hellere overlade Clinton og den engelske premierminister Tony Blair opgaven at føre den konservative revolution ud i livet?
Det var hovedspørgsmålene, Weekly Standard stillede en række konservative tænkere og skribenter på et symposium i Washington i juni. Filosoffen Francis Fuku-yama svarede kort og godt, at politik jo i grunden ikke er andet end en kamp om magten: "Så hvis en stor idé (den konservative revolution, red.) er blevet accepteret vidt og bredt, er det kun naturligt, at striden herefter vil handle om mindre betydningsfulde idéer og personligheder."
David Brock, en ledende skribent fra Kristols ugemagasin, gik derimod i clinch med de ærkekonservative religiøse fortropper i det republikanske parti.
"Ideologer er som regel blottet for en sund, strategisk dømmekraft, som Gingrich beviste, da han fik lukket dele af forbundsbureaukratiet i 1995. Clinton har lært, at amerikanerne ikke holder af ekstremister. Spørgsmålet er, om de republikanske ledere kan lære samme lektie, inden Titanic synker," sagde han.
Brock advarede ideologerne i det republikanske parti mod at køre hele den konservative bevægelse i sænk, og forklarede: "De amerikanske vælgere opfører sig ideologisk skizofrent. På den ene side vil de have skåret de statslige udgifter ned og begrænset regeringens og Kongressens regulerende myndighed. På den anden side ønsker ingen at ofre uddannelse, miljøet eller sygesikring for fattige børn. De konservatives opgave er derfor at fortælle den amerikanske offentlighed, at det republikanske parti sidder inde med de rette løsninger på sociale problemer."
I partiledelsen falder den slags råd imidlertid for døve øren. Her er nogle eksempler på, hvor galt det står til.
Sidst på foråret nominerede præsident Clinton den moderate republikanske guvernør i delstaten Massachusetts til stillingen som ny ambassadør i Mexico. William Weld anses for at være en genial politiker og er gift med ét barnebarn til den tidligere demokratiske præsident Franklin Delano Roosevelt. At Clinton pegede på en liberal republikaner skyldes først og fremmest en forespørgsel fra Kennedy-familien i Boston, der ønskede at få den populære William Weld til Mexico, så kongresmedlem Joseph Kennedy, ældste søn af Robert Kennedy, kunne få frit slag til at vinde guvernørposten i Massachusetts i 1998.
Dele af denne plan faldt imidlertid til gulvet, da Jesse Helms - bannerføreren for de reaktionære i det republikanske parti - i kraft af sin stilling som formand for senatets udenrigsudvalg til alles overraskelse pure nægtede at arrangere en høring for Weld.
Helms begrundelse var, at Weld som guvernør ikke har været streng nok i sin bekæmpelse af misbrug og smugling af narkotika. Han går for eksempel ind for lovlig anvendelse af marijuana som helbredsmiddel. Det skulle ifølge Jesse Helms diskvalificere Weld fra at være en effektiv ambassadør i Mexico, der er blevet hovedtransitland for narkotikasmugling til USA.
Den egentlige årsag til Helms' desavouering af sin partifælle er imidlertid ren og skær ideologisk. Som liberal republikaner og mulig præsidentkandidat i år 2000 må Weld ikke få et ben til jorden. Hvorfor skulle Helms i øvrigt hjælpe sin nemesis, Kennedy-klanen, med at vælge sin egen guvernør i hjemstaten Massachusetts?
Den foreløbige udgang på affæren er, at William Weld i juli trådte tilbage som guvernør for at hellige sig kampen mod Helms. En strid, der ligner en generalprøve på primærvalget i 1999.
Så er der de unge revolutionære republikaneres mislykkede kup mod formanden for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich. Ja, faktisk er helten fra Kongres-sejren i 1994 blevet ganske upopulær blandt sine egne tro tilhængere, i alt 76 deputerede, der blev valgt ind på grundlag af Gingrichs radikale program Contract With America. Og det er ikke det hele.
Mere etablerede republikanske lederskikkelser har siden Clintons genvalg sidste år været utilfredse med Gingrichs flygtige lederstil og tilbøjelighed til at indgå kompromis med den demokratiske præsident. Han repræsenterer ikke længere den rene konservative vare.
I midten af juli rottede oprørerne sig sammen med nummer to i partiets hierarki i Repræsentanternes Hus, Richard Armey, der var villig til at forråde sin chef, hvis han til gengæld kunne blive valgt til ny formand. Men i sidste øjeblik kunne Armey ikke få en garanti fra oprørerne og sladrede i stedet til Gingrich, hvorefter kupplanerne faldt til jorden. Sidenhen har rebellerne måtte søge om tilgivelse fra en rystet formand.
Denne historie handler fremfor alt om det republikanske partis ideologiske kurs fremover. Selv om det lykkedes republikanerne at få gennemført en antisocial reform af velfærdsstaten sidste sommer og en finanslov denne sommer, som vil bringe budgettet i ligevægt om fem år, hersker der stor utilfredshed med de indrømmelser, partiet har givet til Clinton.
Især vender man sig imod, at de planlagte skattenedsættelser ikke går langt nok, skønt regeringen og uafhængige tænketanke har beregnet, at 60 procent af gevinsten vil gå til den rigeste femtedel af USA's indkomstmodtagere.
Nej, republikanerne vil helt have afskaffet arve- og formueskat samt kapitalvindingsskatten. I deres øjne er der ingen plads til kompromisser af den slags, som Newt Gingrich og hans partifælle Trent Lott, formand for Senatet, har indgået med Det Hvide Hus.
Kritikken af Gingrich er straks blevet taget op af de mulige republikanske præsidentkandidater. George Bushs vicepræsident, Dan Quayle, har allerede startet sin kampagne og udtalte i søndags, at Gingrich og Lott aldrig burde være gået med til at bevilge landets familier 500 dollar om året i skattefradrag pr. barn. Øjensynligt fordi idéen er Clintons.
Dollarmilliardæren og bladkongen Steven Forbes rejser landet tyndt med samme budskab, og forlanger ligesom under primærvalget i 1996, at al indkomstskat bliver udskiftet med en føderal moms. I modsætning til tidligere har Forbes endvidere adopteret det kristelige højres mærkesager, for uden dem kan han ikke gøre sig håb om en nominering.
Mens linierne således bliver trukket op til det endelige opgør i partiet, ligner Newt Gingrich mere og mere en republikaner med "sund, strategisk dømmekraft." Ingen kan være i tvivl om hans evne til at tænke originalt som politiker. Gingrich har vist sig ikke at være en dog-matiker. Problemet er blot, at amerikanerne opfatter ham som en ekstremist; hans popularitet er helt nede på 15 procent, men det rør ham ikke. I de sidste to uger har Gingrich rejst USA rundt med sit nye moderate budskab og blandt andet været i New Hamp-shire, prøvegrunden for præsidentkandidater. Nye tilhængere skal findes, for den gamle flok revolutionære er fløjet af reden.
For Clinton, vicepræsident Albert Gore og demokraterne er denne interne blodsudgydelse en sand gave fra Gud. I de næste tre år kan de regne med, at den republikanske opposition optræder anæmisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu