Læsetid: 4 min.

'NGO'erne er ude på et skråplan...'

28. august 1997

INTERVIEW
"Det afgørende spørgsmål for nødhjælpsorganisationer er, om vi har viljen til at tage de svære moralske beslutninger. Men hvis vi ikke gør det, er vi ude på et skråplan, hvor vi selv undergraver vores humanitære arbejde," siger Nils Carstensen, pressetalsmand for paraplyorganisationen ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp.
Spørgsmålet rammer lige ned i en diskussion, som organisationerne i denne tid begynder at tage offentligt: Er det humanitære formål i en katastrofesituation at redde mennesker for enhver pris.
Eller skal man afstemme den humanitære indsats efter, at den skal leveres på forsvarlig vis?
"En af de vurderinger må gå på, om der er nogle der bruger nødhjælpen til at opruste til en ny krig, som hutu-militsen gjorde i det østlige Zaire," siger Carstensen.
Verdensorden skudt
I løbet af 1990'erne skete der to skelsættende begivenheder, som blev omdrejningspunkter for nødhjælpsorganisationernes nye arbejdsbetingelser. Og som i dag tvinger dem til at tage moralsk stilling til spørgsmålet: Hvad er de langsigtede politiske konsekvenser af deres nødhjælpsarbejde?
Den første kom i kølvandet på Berlinmurens fald, hvor en række lande var fælles om at skabe en optimistisk vision om en ny global verdensorden, hvor vestlige lande kom u-lande til undsætning.
Den næste var mere lokal - men det rystede ikke desto mindre verdenssamfundet, da den somaliske klanleder Aidids styrker skød en amerikansk helikopter ned i det borgerkrigshærgede land.
Ifølge Nils Carstensen skød Aidid samtidig den optimistiske vision ned. Samt 'det humanitære imperativ' - forstået på den måde, at fra den dag kunne ingen nødhjælpsorganisationer betragte sig selv som neutrale og ikke-politiske.
Klanlederen havde gjort organisationerne til part - på fjendens side.
At nødhjælpsorganisationer - mod deres vilje - bliver part i en sag sås endnu tydeligere i det tidligere Zaire, hvor hutu-militser så at sige levede af FN's hånd, mens de rustede sig til at vende tilbage og gøre deres blodige arbejde færdig i Rwanda.
"Vi kan se en tendens til, at ledere af borgerkrigsgrupper er blevet mere opmærksomme på nødhjælpsorganisationernes ressourcer, og at de på en eller anden måde kan bruge det til noget. Det er sket i de seneste borger."
Tidligere har organisationerne arbejdet ud fra devisen, at hvis det er muligt at undsætte nødstedte, så gør de det. "Det er vores kald. Men det er der, hvor klanlederen har luret os. Hvis de søger for at stille tilpas mange kvinder og børn til rådighed, er vi nødt til at rykke ind. Og så har de ressourcerne til at indrette en ny træningslejr for deres soldater. Hutumilitsen i Zaire drev det til perfektion, som andre bl.a. i Sudan havde gjort i adskillige år: de camouflerede en hær blandt nogle flygtninge. Og vi må se ud som en flok idioter i de militslederes øjne. Derfor er der opstået en diskussion om, hvordan vi arbejder i komplekse katastrofer."
For Nils Carstensen hænger muligheden for i fremtiden at tage et moralsk standpunkt uløseligt sammen med organisationernes evne til at ændre deres selvopfattelse.
"Vi er vant til at opfatte os selv som mirakelmagere, men i virkeligheden udgør vi måske kun 20 procent af det, der får en nødstedt gruppe til at overleve. Så er spørgsmålet, hvor alvorligt vi skal tage os selv."
Dømme folk til døden
Men samtidig står organisationerne uden den politiske opbakning og beslutsomhed til at definere, hvad og hvordan nødhjælpen skal bruges.
"FN og det internationale samfund skulle i forbindelse med Rwandaflygtningene have sagt, at enten afmilitariserer vi lejrene, eller også så lukker vi biksen."
- Men er der udsigt til at I får den politiske opbakning fra FN's sikkerhedsråd?
"Ærlig talt, så tror jeg det ikke. Tror du, Poul Nyrup har lyst til at sende 500 Jens'er ned i det østlige Zaire. Nej. Derfor er det en akut nødvendighed for os at tage de diskussioner selv og forsøge at blive enige organisationerne imellem, om hvad vi gør i en given situation. I sidste ende er det en beslutning, der kan dømme folk til døden - hvilket er stik mod vores selvopfattelse."
Netop enigheden blandt - i hvert fald de større, seriøse organisationer, er altafgørende, mener Carstensen:
"Organisationerne er også konkurrenter om donorens penge. Enigheden vil kræve, at vi sætter konkurrencehensynet til side - for vores egen overlevelses skyld." En gang er det lykkes forskellige NGO'ere at komme til enighed om nogle områder i Liberia, hvor man ikke ville arbejde p.g.a. de betingelser militsgruppernes hærgen udgjorde.
- Men hvad med de kvinder og børn i lejrene, hvor I allerede er inde. Hvordan kan I forlade dem?
"Vi er kommet dertil, hvor vi står med et spædbarn i hænderne, hvis forældre eller ledere har valgt at sætte det spædbarn udenfor, der hvor vi kan nå det med en ansvarlig humanitær indsats. Det er et fandens svært dilemma."
"I hutu-flygtningelejren Tingi-Tingi lagde nødhjælpsarbejderne ikke skjul på, at der i den ene ende var en decideret militær træningslejr. Jeg kan godt sidde hjemme på mit kontor i Genève og tænke: der skulle vi nok ikke have været med nødhjælp. Men hvis jeg havde været i Tingi-Tingi som sygeplejerske og siddet med spædbarnet på skødet, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde haft den samme holdning til det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu