Læsetid: 4 min.

Noa Noa på Nationalmuseet

19. august 1997

Etnisk sværmeri blandt historiske søjler og grædende statuer
Byens lys

Enhver, der har besøgt modemessen i Bella Centerets sterile beton, kan gennemskue, hvorfor tøjfirmaet Noa Noa valgte Nationalmuseet som scenografi om sit 15 års jubilæumsshow. I øvrigt det første nogensinde, så det var vel også på tide, som direktøren Harald Holstein sagde efter at have viklet sig ud af en hvid skjorte.
Hvorfor han havde en hvid t-shirt på under skjorten, vil for altid være en gåde for Bagsidens moderedaktion, varmegraderne taget i betragtning.
Det var lørdag aften og mindst 35 grader i rummet med de klassiske korintiske (tror vi nok) søjler, men Harald Holstein har tilsyneladende identificeret sig så massivt i det år, det har taget ham at kreere sin lag-på-lag kollektion, at den er gået ham personligt på kroppen.
Vi andre havde desværre ikke noget at smide andet end damp. Så vi dampede og dampede og dampede endnu mere, så de hvide statuer til sidst begyndte at græde.
Efter en halv time duggede det så voldsomt i salen, at man kun kunne skimte de store guldbogstaver Noa Noa for enden af det sorte podie.
Publikums døde kroppe havde på det tidspunkt udviklet sig til rosédrikkende engle, der ventede og ventede og ventede og ventede og indimellem nippede til roséen. På et tidspunkt brød et sæt projektører igennem den emmende mur, og en stemme oplyste, at vi desværre ikke kunne lukke vinduerne op på grund af den musik, der ville lyde om lidt.
Bindesbøll i saronger
Og musikken kom. Men først efter en lille introduktion af direktøren, der ikke var bleg for at røbe sin inspirationskilde: Gustav Bindesbøll. Dansk arkitekt, kunsthåndværker og designer, død 1908. Hvad vi skulle præsenteres for om lidt, var simpelthen Bindesbøll omsat i saronger. Sådan. Det havde Bindesbøll, der eksempelvis har Sømandsstiftelsen Bombebøssen på samvittigheden, nok ikke regnet med.
Harald Holstein snakkede også om nordisk mytologi, så Bagsidens moderedaktion, der gerne vil lægge sig op ad den øvrige avis' kulturelle standard, følte en vis lettelse. Det kommer jo ingen ved, at Noa Noa-showet mest var prioriteret, fordi samme Holstein engang har givet Bagsidens moderedaktør en kompliment.
At denne kompliment faldt efter, at redaktøren havde besværet sig over, at Noa Noas store bomuldstrøjer skal tørretumbles, tjener manden til ære. Jeg mener - hvem har plads til en tørretumbler eller tid til at gå på jagt efter en?
Det skal retfærdigvis tilføjes, at Noa Noa gør sig kraftigt bemærket inden for den politisk korrekte mode. Således var Holsteins svar, at hvis det var så besværligt med den tørretumbler, så kunne jeg bare handle et andet sted. Selv ville han hellere ekspedere end putte tilsætningsstoffer i sin bomuld. Sådan noget i den retning sagde han.
Det idealistiske udsagn gjorde et sjældent ærligt indtryk.
Noa Noas image samt afslappede, lidt romantiske livsholdning må yderligere siges at udgøre et endda meget vigtigt politisk budskab i disse tider, hvor eksempelvis en anden del af industrien kan tjene penge på at snitte kål og salat og låse begge dele inde i plastic. Måske fordi folk ikke har tid til selv at købe en snittekniv. Og det - for at nævne endnu et eksempel på, at udviklingen er gået agurk - er en jævnligt konstateret praksis at tale i mobiltelefon samtidig med, at man kysser.
Umuligt på en cykel
Eftersom Bagsidens moderedaktion alt for sjældent når ind til centrum, kan det ikke oplyses, om den lange ventetid er en del af et modeshows kulturelle udtryk.
Men omsider skimtedes da den første kreation på det sorte podie. Noget luftigt, gråt georgette, som designeren havde skrevet på. Ikke nemt at tyde på sexede slå om-bluser, saronger og kjoler. Men meget flot.
Det skulle snart vise sig, at der havde været en mening med at bure publikum inde i en temperaturstigning: Vi skulle, opdagede vi, lege, at vi var i Indien. Gennem hele opvisningen flød den indiske profil: Kort eller lang sarong enten alene eller over florlette bukser eller en lang ensfarvet kjole. Jeg var ikke i stand til at fortrænge forestillingen om denne lag-på-lag pige på cykel. Med gevandterne sovset ind i sort cykelolie. Selv uden den overdimensionerede, plantepyntede hat ville det ikke gå. En redningsmanøvre med cykelklemmer er gennemtænkt, men opgivet. Det vil nærmest svare til at iføre sig guld og gummistøvler.
Plads til nøglerne
Jeg tror, Harald Holstein vil have pigerne med i skoven, eller også vil han bare snakke. Imens skal de have det rart, for eksempel i en klassisk hvid kabelstrik(trøje). Madpakke og nøgler er praktisk placeret i en lille rygsæk og engang imellem er det så, at vi smider både rygsæk og nøgler for at give den som "rigtige" kvinder i mystiske, gennemsigtige stropkjoler i flere lag og farver - brunt og sort for eksempel. Mahogni og limegrøn eller bare en ren himmelblå. Den måske allerflotteste var en turkis underkjole med en brun i samme længde udenpå.
Noa Noas farver har altid været en historie for sig, og det ikke altid for det gode. Men her var både og - og på baggrund af det diciplinerede sort/hvide udtryk, der dominerer gadebilledet p.t., kan man bringes til at holde af en orange nederdel med grønne kanter.
Scoopet
Bindesbøll eller ej - korintiske søjler eller unge bryster: Den fagligt set virkelige oplevelse på Nationalmuseet hin hede højsommer-lørdag var den fremragende idé at forene Noa Noas sunde enkelhed med Gerda Lynggaards fandenivoldske, kolossale smykker. Forestil jer en halskæde af horn og sorte eller gule perler, der er så lang og fyldig, at den hviler som en skråtaske fra skulderen ned over den modsatte hofte.
"Den må være tung og besværlig," tænker kun den, der ikke har set den.
De smykker, Gerda Lynggaard har lavet til Noa Noas jubilæumsshow, er helt fantastiske. Kæmpekæder og brede armbånd - et om hvert håndled sæføli' - forvandler i en håndevending det etniske sværmeri til et drøn af selvfølgelig selvtillid og storladen interessanthed.
Så tilgiver vi næsten, at der ikke var en eneste voksen kvinde på podiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her