Læsetid: 3 min.

Nødhjælp - og sult - er politik

29. august 1997

"Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Christian Balslev Olesen tager fejl, når han siger, at nødhjælp ikke er en politisk handling og ikke må opfattes som en sådan".
Således satte den britiske professor Christopher Clapham som første taler tonen for gårsdagens internationale konference i København om nødhjælp under politiske kriser.
Bagefter uddybede Clapham synspunktet overfor Information: "Når man går ind i en konflikt - og når der ikke er tale om naturkatastrofer, er der jo en politisk konflikt bag en nødhjælpssituation - må man hurtigst muligt forsøge at gøre sig klart, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Man må gøre sig klart, at hjælpen uvægerligt vil få politiske konsekvenser. Derfor må man vælge, hvilket politisk mål man vil forfølge i konflikten".
Baggrunden for konferencen er de ubehagelige erfaringer, som nødhjælpsorganisationer og befolkningen i Somalia og Rwanda har gjort sig de seneste år.
I Somalia "førte det store internationale indgreb ikke bare til, at krigen mellem klanlederne blev forlænget, men det berigede også de samme personer, som stod bag krigen", konstaterede Clapham.
Styrkede ekstremisterne
I Rwanda styrkede nød-hjælpen de hutu-ekstremister, der stod bag folkemordet på tutsierne: Ekstremisterne satte sig på magten i lejrene i den zairiske by Goma, hvor over en million hutu-flygtninge ankom i sommeren 1994. De stjal fødevarer og solgte dem for at skaffe midler til våben til en planlagt destabilisering og invasion af Rwanda.
Men nødhjælpspersonalet kunne intet stille op, for ekstremisterne var bevæbnede, og hverken den zairiske hær eller FN afvæbnede dem. Nødhjælpsorganisationerne hjalp flygtningene på ekstremisternes nåde.
"Skulle vi have ladet være med at skaffe mad, vand og lægehjælp til de 19 mennesker, fordi den 20. er kriminel?" spørger Balslev-Olesen.
Direktør Rakiya Omaar fra menneskerettighedsorganisationen Africa Rights havde et svar: "Ja! For den ene kriminelle forhindrede jer i at hjælpe de 19 ordentligt - først og fremmest fordi ekstremisterne forhindrede flygtningene i at vende hjem til Rwanda".
Nødhjælp i vækst
Dilemmaet er voldsomt skærpet de seneste år, og det er havnet i de private organisationers hænder:
I 1970 blev over 90% af al international nødhjælp udbetalt til regeringerne i de nødstedte lande, idag er tallet nærmere fem procent, mens de private organisationer står for 75 procent.
Samtidig er behovet for nødhjælp steget eksplosivt - fra nogle hundrede millioner kroner årligt til mere end 25 milliarder forrige år. Altsammen fordi Den Kolde Krigs afslutning medførte utallige etniske borgerkrige: 60 millioner mennesker er idag fordrevet fra deres hjem.
- Havde Folkekirkens Nødhjæp slet ingen tanker om, hvilken politisk proces I blev deltagere i ved at give nødhjælp til de flygtede hutuer?
Måtte gøre noget
"Da jeg stod i Goma den 24. juli 1994 og så flygtningene vælte ind i hundredetusindevis var der ikke meget analyse. Det var bare så åbenlyst, at vi måtte gøre noget", siger Balslev-Olesen, der dengang beskrev, hvordan "flygtningene lå overalt - på gaden, langs landingsbanen, i lufthavnen, i tomme lagerbygninger...
Og alt manglede: vand, rent vand, mad, medicin, telte eller hytter, lastbiler.
"Det var klart en så voldsom humanitær katastrofe, at det umuligt kunne løses med humanitære midler. Der skulle med andre ord politiske løsninger til. Men de kom aldrig", fortsætter Balslev-Olesen.
"På det tidspunkt var der ingen som vidste, at folkemorderne kommanderede over flygtningene. Det stod først klart nogle måneder senere - og da var vi alle i fuld gang i lejrene. Hvad skulle vi så gøre? Der er endnu ingen der har overbevist mig om, at vi ville have hjulpet "de 19", ved at lukke for maden og vandet til dem".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her