Læsetid: 6 min.

Nødhjælpens dilemma

28. august 1997

Siden Anden Verdenskrig er den humanitære nødhjælp nået flygtninge gennem internationale organisationer med det formål at sikre mad, tilflugt og retsbeskyttelse mod deportation eller henrettelse, til de mennesker som flygter fra konfliktramte områder.
Men hjælpen har ofte været så kringlet, at den har båret ved til bålet.
Hundrede tusinder af rwandiske flygtninge tilbragte to år i lejre i Zaire kontrolleret af Hutu-militsen, før de forlod stedet i november sidste år. De blev gidsler i, hvad der kun er den seneste af en række situationer, hvor nødhjælpen til flygtninge har givet ny næring til krigene, og på samme tid forsøgt at begrænse ødelæggelserne.
Store grupper af flygtninge, truet af sult og sygdomme kalder på medfølelse og dramatisk mediedækning, som tiltrækker dollars fra de store internationale hjælpeorganisationer samt regeringer rundt om i verden. Men hjælpen ender ofte i hænderne på militante grupper med base i flygtningelejrene, på lokale forretningsfolk, eller modtagerlandets militær.
Oprørene om natten
De Forenede Nationers Pagt fra 1945 udstak retningslinjer vedrørende flygtninge og humanitær nødhjælp. Seks år senere blev FN's flygtningehøjkommisariat (UNHCR) oprettet til hjælp for overlevende fra Holocaust og andre som blev fordrevet under anden verdenskrig.
UNHCR har nu 30.000 "klienter", et antal som er vokset med omkring to mio. om året i det sidste årti.
En sammenslutning af græsrodsbevægelser såsom Red Barnet, Amnesty International, Human Rights Watch, Læger uden Grænser, World Vision og CARE er blevet magtfulde talerør for flygtninge og andre med behov for humanitær nødhjælp.
Når flygtningene befinder sig i krisesituationer, føler hjælpearbejderne ofte, at de har nok at gøre med blot at dække de akutte basale behov: politiske og militære spørgsmål bliver henlagt til senere diskussion i verdens hovedstæder med forhandlingsparter i jakkesæt som deltagere.
At militsen gemmer sig blandt flygtningene, betyder ikke, at de civile skal sulte, argumenterer hjælpearbejderne.
Det er dette medfølelsesinstinkt, blandt donorer og hjælpearbejdere, som de militante grupper drager fordel af.
Dertil kommer, at til trods for at de fleste nødhjælpsarbejdere er idealistiske og underbetalte, har deres organisationer fundet en prestigefyldt og indbringende niche som leverandør, hvilket deres procedurer i krisehjælpen kan bære præg af.
Et nyt ansigt
Om end store beløb bliver skaffet gennem private fonde, kommer de største bidrag fra regeringer.
I 1995 bidrog USA med 383 mio. dollar, EU med 295 mio. dollar og Japan med 151 mio. dollar, fulgt af mange andre lande. Under Den kolde Krig blev flygtningehjælpen til et våben for regeringerne i kampen mod kommunismen.
Enhver som flygtede fra, - eller var imod kommunismen, kunne være ret sikker på at få asyl og hjælp fra Vesten.
USA ydede ofte militærhjælp til anti-kommunistiske oprørere under dække af, at det var hjælp til flygtninge. Siden Sovjetunionens sammenbrud, er der blevet gjort forsøg på at omdirigere nødhjælpen til rent humanitære formål, men en vis andel ender stadig i hænderne på guerillagrupper.
I 1980'erne støttede USA og Saudi-Arabien lejre i Pakistan, som husede tre mio. afghanske flygtninge, og som samtidig var base for mujahedin-styrker, som kæmpede mod de sovjetiske besættelsestropper i Afghanistan.
15.000 sovjetiske soldater mistede livet, og to mio. afghanske civile og mujahedin-krigere er blevet dræbt i kampene, som fortsætter endnu den dag i dag.
Under Cambodja konflikten fra 1978-91 støttede USA sammen med andre anti-kommunistiske lande flygtningelejre i Thailand, som var baser for tre cambodjanske guerillahære, som kæmpede mod den vietnamesisk støttede regering.
En af disse var de Røde Kmer, hvis morderiske styre ansporede til den vietnamesiske invasion i 1978.
Omkring 50.000 vietnamesiske soldater døde i kamp eller af malaria under den mere end 12 år lange krig; antallet af dræbte oprørene er aldrig blevet offentliggjort.
På flere rejser mellem 1982 og 1991 besøgte jeg alle de cambodjanske flygtningelejre langs grænsen til Thailand, og her oplevede jeg en tydelig alliance mellem flygtningehjælpen og modstandsbevægelsen, som kæmpede mod de vietnamesiske besættelsestropper.
Om dagen bragte nødhjælpsorganisationerne mad, medicin og andre fornødenheder til de cambodjanske flygtninge. Om natten vendte oprørerne tilbage til lejrene for at hvile sig, for at nyde godt af forsyningerne af mad og medicin, for at sove sammen med deres hustruer og besøge deres børn, og for at rekruttere velnærede unge flygtninge.
Når nødhjælpsarbejderne ankom næste dag, fandt de, at mange unge mænd var forsvundet, og at flygtninge som havde vovet at protestere, var blevet slået eller truet.
Forlænger krigen
Den nylige flygtningehjælp til områder i det sydlige Sudan, hvor oprørene har rejst sig mod regeringen, og til sudanske flygtningelejre i nabolandene, menes at have trukket kampene ud.
"De første seks måneder (af 1989) reddede nødhjælpen mange fra at dø af sult eller krig. Men nu mere end fem år efter er den civile befolkning stadig ofre for krigen.
Der er stadig større forståelse for, at yderligere nødhjælp ikke er løsningen, det er derimod et øget pres på parterne om at indgå fred", siger Larry Minear fra Brown Universitys Thomas J. Watson Jr. Institute.
Mange eksperter på flygtninge-området mener, at nødhjælpen erstatter et politisk initiativ, som kunne standse flygtningestrømmene ved at angribe problemerne ved roden, hvad enten der er tale om krig, etniske konflikter, hungersnød, miljøødelæggelser eller økonomiske kriser.
Under den eksisterende krise i Afrika flygtede 1,5 mio. rwandere og 300.000 burundier, hovedparten hutuer, i 1994 til nabolandene Zaire og Tanzania, efter at hutuernes folkedrab på tutsier, ansporede tutsi-oprørene, - som selv havde levet som flygtninge i Uganda i årtier-, til at mobilisere sig for at udkæmpe og vinde en borgerkrig i Rwanda.
Flygtningelejrene i Zaire blev kontrolleret af mere end ti tusinde hutu-militssoldater og tidligere rwandiske militærstyrker.
Med flygtningelejrene som base iværksatte de angreb over grænsen mod Rwandas nye tutsi-dominerede regering. Frankrig indsatte militærstyrker til beskyttelse af de tilbagetrukne rwandiske tropper og militssoldater, og gav dem politisk opbakning, da de operede som guerillaer i flygtningelejrene.
Og så dem som en genvej til at genindsætte et fransktalende regime i Kigali.
Værre end Cambodja
Det er til overflod bevist, at guerillaerne brugte fysisk og psykisk tvang for at holde flygtningene i lejrene, ud over, at de hemmeligholdt nyheden om den rwandiske regerings løfte om, at alle flygtninge kunne vende sikkert hjem, samt udspredte propaganda advarsler om at tutsierne ville slagte dem, hvis de forsøgte at vende tilbage.
"Det var mere ekstremt end i Cambodja", sagde Bob Devecchi leder af International Rescue Committee, som sørgede for vand og sanitet til den største lejr nær Goma i Zaire, ifølge en kontrakt med donorlande og UNHCR.
"Militssoldater fastsatte madrationer og adgang til lægehjælp. De kontrollerede simpelthen alt. Flygtningene var mere gidsler, end flygtningene som modtog nødhjælp."
Overgrebene i lejrene var så grove, at UNHCR for første gang tillod, at flygtninge blev tvunget hjem under trussel om magtanvendelse. Kort tid efter at de zairiske oprørene havde drevet flygtningene ud af Zaire, tvang Tanzania de 500.000 rwandiske flygtninge til at forlade landet, selv om de frygtede for deres liv ved at vende til Rwanda.
Den tvungne tilbagevenden af rwandere og ligeledes cambodjanere siden fredsaftalen i 1991, afspejler en holdningsændring overfor flygtninge. Der køres nu en ny, hårdere linje. De endeløse flygtningesagaer hænger donorlandene langt ud af halsen. Nabolandene, hvor flygtningen først flygtede til, frygter at flygtningekolonierne vil blive til permanente brændpunkter langs deres grænser.
En medvirkende årsag til den nye, hårde linje i flygtningepolitiken, er overgrebene og manipulationen med nødhjælpen, som de rwandiske flygtninge er et billede på.

© 1997 Information
og Foreign Affairs.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu