Læsetid: 5 min.

Ikke nok at kunne lide at arbejde med børn

23. august 1997

Evalueringer, samarbejde med andre faggrupper, undervisning uden klokke og klasse. Det bliver virkeligheden for mange af de lærere, som skal undervise i fremtidens folkeskole. Men hvor er det nu, de selv lærer det

Hvis den, som i disse år vælger at blive lærer i den danske folkeskole, kommer til at kede sig, er det helt og holdent vedkommendes egen fejl.
For der findes ikke ret meget -- bortset fra sort arbejde - som kalder på så voldsomme følelser som folkeskolen. Og det er lærerne, som står midt i kampen.
"Den offentlige skole befinder sig utvivlsomt i en meget kritisk position i disse år. De forskelligartede krav til lærerne øges, men samtidig er de rammer, lærerne skal arbejde indenfor, resterne af en skoleform, der var nært forbundet med hele oplysningstanken og med den efterfølgende industrialisering. En afgørende rolle for fremtidens lærere vil være at få en i flere henseeender forældet skolestruktur ændret til en form, som svarer til et nutidigt og fremtidigt samfund."
Sådan analyserer seminarielektor ved Blaagaard Statsseminarium, Finn Held, folkeskolens situation i en undersøgelse af faget pædagogik.
Industrialiseringens skole, hvor alle lærer det samme i samme takt, mens de sidder på rad og række, er langsomt på vej ud. Folkeskoleloven fra 1993 tegner oven i købet en skitse til, hvad afløseren skal være. Men der er et problem.
Paradokset for lærerstuderende - både dem, der tager sidste tørn med den gamle uddannelse og næste hold, som begynder på den nye - er, at fremtidens krav til lærerrollen i skolen endnu mange steder er henvist til at stå uden for døren og banke på de 18 seminariers døre.
Smid klokken, skemaet og kalenderen ud af skolen, sagde en katolsk skoleinspektør engang til formanden for Folkeskolerådet, Svend E. Petersen.
Men alle tre dele trives stadig på seminarierne, hvor de kommende lærere uddannes.
Tag undervisningsdifferentieringen. Folkeskoleloven bekendtgør højt og tydeligt, at der skal tages udgangspunkt i "den enkelte elevs forudsætninger og aktuelle udviklingstrin."
Det skal lærerne kunne gøre med eleverne, når de kommer ud i folkeskolen.
Lodret uforeneligt med en undervisning, hvor en lærer for eksempel står ved tavlen i to dobbelttimer og skriver kemi-formler op for en mere eller mindre undrende gruppe lærerstuderende.
Men den type scener er ikke desto mindre en del af hverdagen på mange af landets seminarier.
For hvem skal lære lærerne på seminarierne alle de udfordrende undervisningsformer?
Se på team-samarbejdet, som lærerne skal kunne finde ud af, når de kommer ud i fremtidens folkeskole, hvor enelæreren er på retur.
På seminarierne arbejder lærerne de fleste steder alene med hver sin klasse og hver sine fag. Der er naturligvis gruppearbejde og projekt. Men grundstenen er stadig: Én lærer, én time, én klasse.
For slet ikke at tale om det mere vidtgående team-samarbejde, hvor lærerne skal samarbejde med andre faggrupper, pædagoger og måske også i retning mod gymnasiet med universitetsuddannede gymnasielærere.
De er alle spændt for det enkelte barns udvikling. Men hvordan skal de lære at trække i samme retning? Ikke på seminarierne, i hvert fald.
Og IT!
Der er stadig mange historier om informationsteknologiens trange kår flere steder på lærerseminarierne, selv om læreren skal kunne integrere IT i undervisningen i alle fag i alle klasser, når først hun er på i folkeskolens virkelighed.
Endelig kommer kravet om evalueringer. I øjeblikket arbejder Undervisningsministeriet på at finde retningslinier for, hvordan man kan måle de enkelte skoler, klasser, lærere og elever. Forsøg er i gang. Der er ingen tvivl om, at det bliver en del af fremtiden.
For politikerne kan skændes om faglighed kontra pædagogik. For-ældrene kan ønske sig en 'sortere' eller en mere kreativ skole. Erhvervsfolk vil prioritere både det faglige og samarbejdsevnerne. Men uenige som de er indbyrdes, er der dog en ting, de alle er enige om:
Folkeskolen skal ikke være en karakterfri ø for lærerne, når alle andre grupper, inklusive deres egne elever får deres præstationer bedømt, kritiseret, udviklet og dis-kuteret.
En kontordame, som har sloges i et års tid på at udfylde skemaer, blive tjekket og overvåget, været på kursus i kundetilfredshed og har måttet ændre sit arbejde totalt, fordi firmaet skulle ISO-godkendes, har ikke den store forståelse for, at lærernes arbejde ikke kan vurderes i et eller andet omfang.
Så den unge mand og kvinde, som har det dårligt med karakterer og ikke kan lide, at andre ser på, hvad de laver, skal nok overveje, om lærerprofessionen er den helt rigtige levevej i fremtiden.
Mange krav. Men de fleste står ikke på skemaet på seminarierne.
Der er derfor god grund til at læse formand for Lærerseminariernes Rektorforsamling, rektor Knud Erik Bangs gode råd til lærerstuderende andetsteds i avisen. Det lyder: Sørg for at få indflydelse på undervisningen. Skift fra at være elever til at blive studerende. Lad være med at lade lærerens planlægning af det hele komme til at definere, hvad der sker.
De lærerstuderende må selv finde ud af at sikre sig, at de faktisk kommer igennem noget af ovenstående pensum. For det er den enkelte lærer, som skal leve i folkeskolen bagefter.
Mange lærere vil gerne ud af offerrollen og over i den flatterende rolle som den, der aktivt skaber ændringer i skolen. Men det kræver en voldsom energi.
I hvert fald, hvis man skal følge seminarielektor Finn Helds opskrift på at blive en professionel lærer:
Lærerens opgaver fylder flere sider i hans analyse. De overstiger langt, hvad noget enkelt menneske har mulighed for at kapere over tre-fire liv. Men de giver et fingerpeg om, hvor en kommende lærer skal orientere sig, hvis hun vil hænge offerkjortlen til side.
Det er en formidabel misforståelse, at det hele handler om lærerens personlighed, mener Finn Held. Det personlige er kun anvendeligt inden for en meget velovervejet professionalisme.
Dilemmaet ligger i, at læreren ikke længere kan tage en fælles tradition og nogle fælles værdier for givet. Han skal tværtimod understøtte den enkelte i at tage ansvar for sit eget liv.
Men samtidig er læreren jo selv et produkt af nogle traditioner, det typiske, det stereotype. For at tackle det dilemma, må den vordende lærer blive professionel, skaffe sig viden:
Om lovgivningen, dens historiske, sociologiske og politiske baggrund, psykologi, lærerskikkelsens og skolens forhistorie, hvilken betydning, skolen har for forskellige socialgrupper og livsformer samt om oplysningens idehistorie.
Naturligvis skal den kommende lærer også kende undersøgelserne om elever, forældre og borgernes tilfredshed med skolen, om samfundets almindelige udvikling, diverse forsøg på at tænke skolens undervisning ind i en moderne sammenhæng og forskning om forældres og institutioners opdragelsespraksis og værdier.
Den lærerstuderende må sætte sig ind i teorier om socialisering, om uddannelse og skoleforhold i andre lande, og så skal lærerne selvfølgelig kende andre pædagogiske tankegange og teorier end den, der bruges i folkeskolen.
Endelig skal Grundtvig og Kold sidde konstant på spring i hjernebarken. Hele tankegangen omkring øget lighed gennem uddannelse skal også kendes politisk og historisk, og selvfølgelig også de politiske partiers forskellige holdninger til folkeskolen.
Tunge sager.
Måske var det ikke dét, den kommende lærer havde forestillet sig at kaste sig ud i. Måske kunne hun bare godt lide at arbejde med børn.
Tja. Bad luck.
Som formanden for Folkeskolerådet, rektor Svend E. Petersen, skriver i en leder i sit blad: Det er kald eller fald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu