Læsetid: 4 min.

Østeuropas lange vej til EU

21. august 1997

Skinnerne er lagt, udvidelsen er sat på sporet, og snart kører toget. Men det bliver en lang, støvet vej med mange mellem-stationer og bagholdsangreb

Det vigtigste resultat af EU's regeringskonference, der sluttede i juni med vedtagelse af Amsterdam-traktaten, er, at vejen nu er banet for forhandlinger med de ti central- og østeuropæiske lande, der sammen med Cypern har søgt optagelse i EU, står der i Udenrigsministeriets lille pjece om den nye traktat, "Det åbne Europa".
Og det er jo altid godt med lidt optimisme. Men faktisk indeholder Amsterdam-traktaten meget få konkrete ændringer med henblik på udvidelsen - bl.a. fordi EU-landene ikke kunne blive enige om de store reformer af EU-samarbejdet, som er nødvendige, for at udvidelsen kan finde sted.
En af de få bestemmelser, man kunne enes om, var, at de EU-magter, der har to kommissærer, hver må afgive én til fordel for de nye medlemmer, når EU udvider med de fem medlemslande, traktaten giver plads for i første runde.
Som kompensation skal de store lande have mere vægt i Ministerrådet, enten ved at få tildelt flere stemmer eller ved, at der indføres "dobbelt flertal" - d.v.s. at det ikke er nok at have et flertal af Ministerrådets medlemmer bag sig, dette flertal skal også repræsentere et flertal af EU-landenes befolkninger.
Denne "nødløsning" på EUs institutionelle problemer kan kun fungere, så længe antallet af medlemslande ikke overstiger 20.
Derfor fastslår Amsterdam-traktaten, at der "mindst et år før antallet af EU-medlemslande overstiger 20" skal indkaldes til en ny regeringskonference med det formål at vedtage en traktat, der er gearet til en organisation med op til 26 medlemslande.
Fleksibilitet
Den eneste anden konkrete nyskabelse i Amsterdam-traktaten, som peger frem mod en udvidelse, er indførelse af begrebet "fleksibilitet". Det vil sige, at nogle af EU-landene får mulighed for at indgå i et snævrere samarbejde end resten.
Der er dog en hel række betingelser, der skal være opfyldt: Det mere vidtgående samarbejde skal omfatte mere end halvdelen af EU-medlemmerne, visse væsentlige områder, bl.a. det udenrigspolitiske samarbejde, er undtaget, det udvidede samarbejde skal "fremme EU's mål" og må kun bruges som "sidste udvej", hvis andre medlemslande blokerer.
Næste skridt frem mod udvidelsen blev taget, da EU-kommissionen i juli fremlagde sin "Dagsorden 2000" - et digert værk, som fremlægger kommissionens forslag til, hvordan udvidelsen skal forløbe, hvordan den skal finansieres samt - ikke mindst - en detaljeret gennemgang af i hvilket omfang, de 11 ansøgerlande opfylder de krav, et nyt EU-land skal opfylde.
Kommissionens konklusion blev, at der i første omgang skal indledes optagelsesforhandlinger med seks lande - Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien og Cypern, mens de øvrige ansøgerlande - Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien - tilbydes et tættere samarbejde med EU, altimens landenes politiske, økonomiske og institutionelle "modenhed" tages op til ny vurdering en gang årligt.
Udvidelsen skal - ifølge kommissionen - ikke koste de nuværende medlemslande øgede udgifter til EU. EU's budget, der i dag maksimalt må udgøre 1,27 pct. af det samlede bruttonationalprodukt i de 15 nuværende medlemslande, fastholdes på dette niveau frem til år 2006.
Udvidelsen finansieres ved en forventet økonomisk vækst på 2,5 pct. om året i hele EU, hvorved bidragene til EU bliver tilsvarende større, samt en mere strikt tildeling af landbrugs- og regional udviklingsstøtte.
På EU-topmødet i Luxembourg til december træffes den endelige beslutning om, hvilke lande der tilbydes EU-medlemskab, og hvad der skal ske med resten. Det er fortsat den danske regerings holdning, at der skal indledes forhandlinger med alle 11 ansøgerlande samtidig en holdning, der i EU kun støttes af Østrig og Sverige (delvist).
Men forinden - allerede til efteråret - begynder EU's økonomi-, finans- og landbrugsministre forhandlingerne om de tiltrængte reformer af EU's landbrugsstøtte og de regionale strukturfonde. At støtten skal omlægges, inden de nye medlemmer træder ind, er hævet over enhver tvivl:
En uændret fastholdelse af de nuværende støtteordninger ville, når alle 11 ansøgerlande kommer med, betyde en forøgelse af EU's budget med 160-270 mia. kr. årligt eller mellem 25 og 40 pct. af EU's budget (ifølge det danske økonomiministeriums tal).
Invasion af arbejdskraft?
Tidligt næste år begynder de detaljerede forhandlinger med de udvalgte lande. Formålet er bl.a. at harmonisere landenes lovgivning med EU's og at blive enige om, hvilke overgangsordninger landene skal have.
Det står allerede klart, at EU - for første gang under optagelsesforhandlinger - selv vil kræve overgangsordninger: nemlig hvad angår arbejdskraftens fri bevægelighed og eksporten af landbrugsvarer. Man er simpelthen bange for, at Europa ellers vil blive oversvømmet af billig østeuropæisk arbejdskraft og landbrugsprodukter.
Hvad der så sker, afhænger af så meget. Falder Amsterdam-traktaten ved et dansk nej? Bliver EU's økonomiske og monetære union (ØMU'en) søsat som planlagt den 1. januar 1999? Bliver den fælles EU-mønt, euro'en, introduceret den 1. januar 2002?.
De mest optimistiske vurderinger siger, at de første øst- og centraleuropæiske lande optages i EU omkring år 2002-2003. Andre mener 2005-2006.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu