Læsetid: 4 min.

Olesens hundevagt

18. august 1997

Den tidligere minister og næstførstemand i Socialdemokratiet skriver vidende som en sund pessimist

NY BOG

På broen står styrmanden og gør sig sine tanker: om verdensrummets uendelighed og jordens lidenhed.
Den kommunikationssatellit, der navigerer for skibet, og som er 12 timer om at komme rundt om jordkloden, skulle i givet fald bruge 34 år om en tilsvarende tur om Bertelgeuse.
Den gobale landsbys fænomen har gjort dette fnug af en verden endnu mindre. Styrmanden ser i bevidstheden om denne forandrede virkelighed tilbage på et liv i politik for i lyset af det velkendte at give signalement af nutid og fremtid.
Og manden på broen er ikke hr. hvemsomhelst. For de yngre måske, men for voksengenerationen over 40 er han Kjeld Olesen, smukke Kjeld - eller Kjolesen, som journalisterne ofte kaldte den yngre toppolitiker på de bonede gulve - da denne engang forevigedes i kjole og hvidt.
Kjeld Olesen spåedes dengang en ultimativ løbebane i dansk politik.
Partisekretær, folketingsmand, politisk ordfører, minister, udenrigsminister i Anker Jørgensens regering og næstformand med udsigter til at efterfølge Anker.
Det blev anderledes. Uden at gå i detaljer fulgte Olesen en anden vej, nedlagde efter en politisk fodfejl af dimensioner sin topplacering og gik i sømandslære.
Siden har fhv. udenrigsminister, styrmand Olesen sejlet de kystnære farvande tynde, i ny og næ ytret sig med tilbagholdenhed og udgivet et fint bind erindringer.
Med bogen: Det robotiserede menneske er politikeren vendt tilbage, idet Olesen først og fremmest ytrer sig som en sådan, selvom han påpeger det modsatte i sin rolle.
Men som politisk polemiker er hans platform solid. Bogen er velargumenteret oftest også præcis og skarp i sine præmisser og kan sagtens stå for skud.
Hovedfjenden V
Hovedfjenden er Venstre, som Olesen - ikke mindst i næstformand Anders Fogh Rasmussens skikkelse - finder farlig og hyklerisk. Lettere uddatereret virker måske den olesenske polemik mod Fogh Rasmussens primitive og af andre forlængst tilbagelagte debatbog:
Fra socialstat til minimalstat. Men Olesen har unægtelig fat i det store liberale partis redebonne omstilling til markedsparti for det robotiserede menneske. Venstre er parat til at levere, hvad det skal være.
Partiformand Ellemann-Jensen taler på den ene side med bekymret mine om forpligtelserne overfor de fremmede, men lader de vulgære fremmedforagtere snakke baglandet efter munden.
Det givende ved Kjeld Olesens skriftlige indsats er bestandigt denne indignation, som de fleste der har været tæt på forfatteren, ved er ægte.
Denne sunde moraliseren, som nogle måske vil kalde stilen, rammer såmænd også Olesens eget parti. Olesen peger på behovet for den visionære politiker, men lader det svæve i luften at det ligger lidt tungt.
Ofte henviser Olesen til Mogens Lykketoft som en af de mere tænksomme og formulerede økonomisk befæstede socialdemokrater. Men heller ikke Lykketoft har ifølge Olesen helt fattet at tilværelsen ikke er som den plejede at være.
Hermed åbner Kjeld Olesen for sin velbegundede skepsis ved den kapitalistiske vej. Markedskræfterne er ikke, hvad markedskræfterne giver sig ud for. Heller ikke når de tolkes af meningsfællerne. Der er ikke brug for mere økonomisk frihed og foretagsomhed, snarere bør en større del af samfundskagen gå til fællesskabet.
Stik den. Her taler den ældre socialist til sine yngre markedsinficerede kammerater og gør modigt op med den nye visdom, som lige så godt kan kaldes et dogme.
Livsfarlige Reagan
I den forstand tager Kjeld Olesen også fat på den udenrigspolitiske visdom, der efter Murens fald åbenbart har godskrevet Ronald Reagans atomoprustning samt bistre holdning til Sovjet.
Også her i landet vakte den fremgangsmåde som bekendt ikke kun beundring blandt borgerlige. Olesen gør stilfærdigt opmærksom på, hvor dødsensfarlig en strategi det var. Sæt nu om panikken havde grebet sovjetledelsen, og sammenbruddet var blevet en globalt omspændende affære i røg og damp?
Kjeld Olesen afslutter sin veloplagte, temmelig sortseende bog, som han forfængeligt håber bliver modtaget i debattens tegn, med mere pessimisme på demokratiets vegne. Det politiske engagement er på retur. De intellektuelle giver en god dag i skarpe standpunkter og følger trop. Sandt nok.
Olesen spørger, om ikke også han i sine aktive år blot var en glad optimistist, der skøjtede over det dybere vand. I den erkendelse ligger vel også en slags forklaring på den mangel på visionært, opøvet talent, som er partipolitikkens - ikke mindst Socialdemokratiets - triste våbenmærke.
I mange år fulgte medlemmer og menige politikere ledelsens parole. Siden blev der for travlt til uenighed.
Nu har det robotiserede, mediebedøvede menneske overtaget butikken og lader sig besnære af billige slagord og Venstres plat.
Dog ser Olesen et håb. Et lidt mystisk ét, kan man mene: nye frø der blot venter på de rette betingelser for at spire. Heri ligger den lidenskab og det raseri, som selv de mest autoritære systemer og kyniske transnationale koncerner kommer til kort over for.
"Den tro har jeg," slutter Kjeld Olesen, der tilføjer at "det måske kun er et håb, som han klynger sig til, fordi trodsen og de visioner der gror ud af fællesskabet er det inderste i den socialistiske holdning jeg har levet med i hele mit voksne liv. Måtte lidenskaberne blive sluppet løs". Ja, måtte de dog det!

*Kjeld Olesen: Det robotiserede menneske - pejlinger i et politisk opbrud. 165 s. kr. 188,- Fremad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu