Læsetid: 4 min.

Den onde maler genopstår

23. august 1997

Rasmus Larsens snusfornuftige kandestøberier, der
er vævet ind i en bonderomantisk, malet frise på Christiansborg, får sin anden ungdom under malerens pensel

Byens lys
Der står en farvelade på malerens bord. Sådan én, der ligner den farvelade, som man kender fra børnehaven, med små klodser af farve i stærke kulører.
Og kulørerne er ved at blive til snusfornuftige ordsprog
og bastante bonderomantiske slyngninger på væggene af Christiansborgs Vandrehal.
Der males i vandrehallen. I stedet for en dødlignende sommertavshed - og det er reglen på Borgen på denne tid - er der travlt og støjende og effektivt, når stilladser bliver sat op og lysekroner støvet af.
Vandrehallen løber mellem folketingssalen og rigsdagssalen i den anden ende af Borgen. Midtvejs imellem de to sale står normalt Grundloven og hygger sig i et akvarium i overstørrelse, omgivet af narhvalstænder skænket af det taknemmelige grønlandske folk.
Hvid tornado
Men hele herligheden har stået og forstøvet sig i mange, mange år. Og nu er der ved at gå en hvid tornado gennem det gamle støv. Grundloven er flyttet i eksil, og hele salen er begyndt at lysne og lugte friskt.
Værst er opgaven med at bevare den onde malers frie fantasier.
Den onde maler, Rasmus Larsen, fik til opgave at lave en frise rundt i vandrehallen i det nyopførte Christiansborg tilbage i 1920.
Det tog den onde maler flere år at komme rundt om vandrehallen. Det blev til 268 meter kalkmalet frise. Men resultatet er rigeligt blevet værd at kigge på.
Frisen er blevet en del af dansk politisk krønikeskrivning, for den onde malers små spidse sentenser og malede symbolik, der er spredt i frisens bonderoser som kødboller i Lady og Vagabondens spaghetti, er både søde, sjove, kloge, beske og platte.
Klassikeren over dem alle er dén syltekrukke og dén lille snegl, der er malet på væggen der, hvor udvalgsmøderne bliver slået op. Syltekrukken og sneglens umiddelbare grinagtighed har fået utallige Christiansborg-turister til at røre ved frisen. Og syltekrukken var nærmest rørt af væggen.
Nu er den ved at blive malet op, forsigtigt penselstrøg efter forsigtigt penselstrøg, og med flittig brug af farvelade.
Det vil sige, selve frisens baggrund var blevet gullig og fedtet at se på, og frisen var i dårlig forfatning. Så i stedet har malerne ridset frisens konturer op på store stykker madpapir, malet hele den hellige frise over med frisk, hvid maling, og bagefter ført omridset af frisen på igen. Og så ellers begyndt på akvarel-maleriet.
Idel Dunst
Folkegunst er idel Dunst står der over en fælt grinende Fanden over indgangen til ministergangen. Og over Fanden selv bølger der dunster, som godt nok ser ud til at komme ud af den bagerste del af fanden selv. Folkegunst.
Bondestils-fordanskning af barok, kaldte Rasmus Larsen selv sin frises stil. Og 20'ernes bondeland er blevet ført op på væggene i vandrehallen.
Kattens Leg er Musens Død, siger Rasmus Larsen til os, og lader en prægtigt afslappet og tilfreds kat ligge og lege med et lille offer.
Uden kommentarer får musene et andet sted lov at muntre sig ved et mælkefad. Og rotterne har fundet et sted at gnave ben, ved den store trappe.
Tidt findes Orm under blomstrende Busk, står der under rosenbusken.
Mens hunden kigger på en sæk, får vi at vide, at Alle vil Herrer være, ingen vil Sækken bære.
Rasmus Larsens bonmots er absolut snusfornuftige. Og ofte skal man tænke et stykke tid for at finde en passende politisk parallel. Som for eksempel Ungdommen bebuder Manden ligesom Morgenen Dagen, under det sovende barn.
Det er lettere at finde politikken under den lykkeligt sovende bjørn. Loven er vaagnes, Lykken er de sovendes, fortæller bjørnen os fra sit sinds inderste ro.
Øv Ret og kræv Ret, formaner Larsen os. Og skriver ordene Retsind. Lovsind. Frisind. Storsind på en væg.
Pluk ikke Frugten, førend den er moden. Skal Ukrudt luges op, saa glem ej Roden, følger han op med.
Larsens egne ord
Selv skriver Rasmus Larsen om sin frise, at han var færdig med at male partierne omkring døre og vinduer.
"Men nu var der de meget lange Stykker tilbage, som uden Afbrydelse strækker sig Meter efter Meter hen over Panelet i Hallens Endepartier. Da jeg havde malt et anseligt Stykke deraf og var naaet hen til Folketingets Dør, var jeg klar over, at der maatte gøres noget for at bringe Liv af anden Art ind. Og i Tiden, vi levede i, gik der jo meget for sig, som kunde give Anledning til billedlig, dekorativ Fremstilling, ogsaa i den her nødvendige, beskedne Maalestok: Hæsblæsende Jagen efter Profit, Bjærgsomhed i alle Skikkelser ytrede sig på en Maade, som man aldrig før havde set vise sig så ublufærdigt. Korslagte Arme triumferede, ufine Streger huserede, og Dansen om Guldkalven gik i vilde Spring."
Og i dag får den stolte hane stadig at vide, at Ikke enhver Hane, der galer, melder ny Dag, og hønen et andet sted får at vide, at Ikke enhver Høne, der kagler, lægger et Æg.
Det er blandt andet hanen og hønsene, der fik politikerne til at kalde Rasmus Larsen for en ond maler.
Men, som Rasmus Larsen maler til os, Tidt har veltalende Tunge vundet mere end draget Sværd.
Om et par måneder er Rasmus Larsens malende ord friske i farverne igen. Skarpe har de altid været.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu