NY BOG
Jeg troede knap mine egne ører, da jeg engang i vinter hørte Thomas Boberg læse af sine nyeste tekster ved et arrangement i Digternes Saloon. For over det meste af det man hørte var der noget gemacht og forkrampet, som digteren kun gjorde værre ved at læse med en anstrengt selvhøjtidelighed. Bagefter skrev jeg oplevelsen på saloonens regning - jeg mener, hvor meget hører man, hvis man samtidig skal holde nogenlunde styr på sit ølglas, sine øjne m.m.?
Men fornemmelsen af noget på én gang meget villet og temmelig forvirret vendte tilbage, da jeg læste hans nye bog Under hundestjernen, og helt galt blev det, når jeg forsøgte at recitere udvalgte stykker, som alle hårdnakket modsatte sig at falde godt i munden, endsige fylde rummet.
60 triste tekster
Bogen falder i to dele, som begge rummer både en stribe enkeltstående tekster og en noget strammere suite. Desuden 'brækker' bogen formelt set mellem del I og II, idet de første 25 digte og de 13 "Souvenirs" står med luft og flagrende bagkant, hvorimod andendelens 14 enkelttekster og de 8 "Euforier" tilhører den for tiden meget populære kasseformede poesi, den der huserer langs grænsen mellem digtet og en fortællende prosa.
Læst i ét forløb bevæger bogen sig derfor mod større kompleksitet for at kulminere i en kakofonisk, kaotisk form, som om digteren har valgt skridt for skridt at forsvinde ind i en lyrisk labyrint. Som læser følger man ham med tiltagende møje, efterhånden som den sproglige sammensathed øges og digtene bliver mere og mere overpakket dunkle.
Et par steder kan det ligefrem være svært at hitte hoved og hale på sætningerne, og man spørger sig selv, om følgende passager snarere er regederlige koks end eksempler på original lyrisk sprogbrug: "Blot fordi du er død er ikke det samme som at du ikke lever" (s. 47) - "Som når et vandrør springer / flyder gården over hvor et barn sætter / skibet af papir til havs / lever vi i tilfældighedernes rige" (s. 51)
Angsten for at være
Citaterne antyder også, hvor Thomas Boberg denne gang befinder sig rent tematisk: i det eksistentielles felt, i følelser af fravær og intethed, tomhed og ensomhed, livslede og angst for selve dette: at være.
Det lyriske subjekt fremstår som en evigt vandrende flygtning, fremmed overalt. Grundstemningen må vel kaldes selvkredsende tristesse, og de patetiske svulstigheder har digteren ikke søgt at bekæmpe: "du ved du er blevet for klog til at klynke", hedder det s. 33; men just ordet klynken dækker kun alt for godt bogens højtideligste passager: "Saltet fra det udtørrede hav oplyste min ensomhed. Jeg fyldtes af den kærlighed jeg havde forsømt. Det var ensomheden jeg gik igennem for at nå tilbage. Og det var den jeg gik ud i da jeg skrev dette." (s. 73).
Svær at kapere bliver Bobergs eksistentielle patos også, hvor den kombineres med et præg af noget konstrueret og søgt: "Tiden svale heler, krone, vinter, blomst, kønssår, lysår" (s. 34). Senere i samme digt håber det lyriske jeg "at morgenrøden vil nedkaste essensen af min omvej". Det virker krukket og u-anskueligt.
Utilsigtet overtydelig bliver bogen dog i et digt om "Historiens ende" og den individuelle død. Her står der faktisk: "Men at han skulle have en ende, kommer ikke som en overraskelse. Han kan bare ikke finde frem til den." (s. 78)
På ironiens betingelser
"All bad poetry is sincere," skal Oscar Wilde engang have bemærket. Hvis man forstår det sådan, at poesi for at være god helst skal være lidt pjattet, er det naturligvis noget sludder. Men når Harold Bloom diskuterer citatet udførligt i et voluminøst forord til den netop udsendte 2. udgave af sin klassiske teori om lyrik, The anxiety of Influence fra 1973, er det, fordi Wilde har fat i noget essentielt.
At digte betyder fundamentalt at sige ét og mene noget andet, derfor er poesien ironisk, før den kan blive alvorlig, og en teori om poesi, der søger ud af omskrivningernes labyrint ved at anbringe sig på en platform af f.eks. filosofisk, psykologisk, politisk, religiøs eller eksistentiel art, går uvægerlig fejl af spillet, legen og lysten i digtningens omgang med sproget. Tilsvarende gælder det for poeten, at anbringer han sin alvor som et overvågende blik over digtet, kvæler han sin inspiration.
"Giv mig inspiration," skriver Boberg et sted, "giv mig grænseløs død for en enkelt bliks brand." Når musen kun sjældent hører hans bøn i Under hundestjernen, tror jeg, det skyldes hans forhippethed på at frembringe noget ægte og smukt og meget alvorligt. Hvor ville det dog klæde hans talent, om han vaskede tavlen ren, så køligt ren, at den fik ham til at tvivle på den Kunst han åbenlyst tragter efter. Så ville måske en enkelhed opstå med sin egen nødvendighed, og han kunne få plads til at bruge det destruktivt ironiske blik, som man f.eks. kender fra Sølvtråden, hans rejsebog.
En ægte alvor
At denne metode stadig står åben, fremgår f.eks. af samlingens suverænt bedste digt, "Forvandling" fra andendelen:
"Det blå neonlys falder ud af det tredje vindue og fylder gården med stilhed. Fra hotelværelsets vindue kan jeg se forbi det blå elektriske lys, muren og de spinkle antenner, over floden til det mørke bjerg, om dagen grønt som græsset i en nordisk august lige efter det har regnet. Når lydene fra hotellets utallige usete værelser er løbet ud under dørene, og ned ad gangene, helt herind hvor jeg sidder. Når de ikke længere kun vil være lyde, men bo under min hud der skælver som jordskorpen øjeblikket før en rystelse, ved jeg at viseren nærmer sig det punkt vi forstår som døgnets midte, og jeg forvandler mig til en ugle der sætter af fra karmen, forbi det blå neonlys, over muren, over floden, ud i den lodne skov hvor jeg plejede at høre hjemme."
Her vælger Boberg at begynde på sansernes enkle vilkår, for så efterhånden at synge sig op. Her når han ad u-labyrintiske veje frem til en alvor, der virker ægte, måske fordi den holdes i ave af diskrete formelle principper, eller fordi digtets tone forhindrer brug af de store ord. De små er store nok, som en digter skrev.
*Thomas Boberg: Under hundestjernen. Digte. 92 s. Kr. 168,00. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag
