Læsetid: 4 min.

Organismer i bogstoffet

29. august 1997

BYENS LYS
Når Gyldendal holder efterårsreception handler det om ord og ånd, men ved samme lejlighed tager man alt det udenomliggende kød og samler det i forlagsgården, og dér pakker det sig, indtil ansigterne, der erfaringsmæssigt altid søger opefter, flyder omkring som badebolde på en augustlummer vælling af tæt sammenslynget human biomasse. Man vidste dårligt nok om man var sig selv eller sidemanden, da forlagsdirektør Johannes Riis gik på podiet med årets tale, der var dels en klagesang for landets absurd honorerede digtere og forfattere, dels et angreb på tv-stationerne, som (ifølge Riis) af bar leflen for det popsmarte og seertallene ikke bare skærer ned på kultur- og litteraturstoffet, men som tilmed sjofler samme stof, når muligheden er der, som da man tidligere på året satte en erhvervsjournalist til at tredjegradsforhøre Dorrit Willumsen, da hun havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris.
Johannes Riis' konklusion lød omtrent, at man som landet ligger nok ikke kan gøre meget ved forfatternes økonomi, men at man ved synet af det aktuelle, massive opbud af folk, der brænder for litteraturen, kan konstatere, at bøgerne nok skal klare sig, også selv om tv står væsentligt tilbage i forhold til dagspressen med hensyn til til at imødekomme seernes/læsernes faktiske interesse for litteraturen.
"Politikerne bør vågne op og anerkende, at kunst og litteratur er andet end et beskatningsobjekt," sagde Johannes Riis, der mener det ville være klædeligt, hvis politikerne bare engang imellem brugte andet end gruk eller janteloven, når de gør sig bevingede.
"Uden at jeg skal gøre mig klog på Bill Clintons eller hans taleskrivers forhold til den danske litteraturarv, så var det trods alt Søren Kierkegaard og H. C. Andersen, USA's præsident nævnte, da han for nylig skulle karakterisere det udpræget danske," sagde Riis.
Broget skum
Store mængder kød arter sig efter uransagelige naturlove, og da pindemadder, vinglas og kataloger efter direktørens tale havde fordelt sig som et broget skum, navigerede man (hvis man kan tale om et 'man' i en så kompakt kødmasse) efter bestik af Suzanne Brøggers slidsede sommerhat. Brøgger er aktuel med den autentisk baserede slægtssaga Jadekatten, der udkommer i næste måned. På samme side i kataloget finder man Inge Eriksens Sommerfuglens vinge 1 - Tørvegraverne, første bind i en trilogi om den aleneboende freelance-fotograf Clara, som er veteran på venstrefløjen og mor til en voksen datter, hvis yuppietilværelse hun betragter med skepsis.
Tørvegraverne udkommer i oktober, mens man skal vente helt til november med at få svar på spørgsmålet "Hvordan er samfundet muligt?", et udvalg af den tyske filosof og sociolog Georg Simmels essays, der har haft stor indflydelse på udviklingen af sociologien op igennem århundredet.
Og hvordan er det muligt at nævne det hele? Under forsøget på at trevle sig frem til Inge Eriksen opdager man, at man er ved at blive viklet ind i et epifytagtigt sammensurium af kød, der under mere trivelige forhold ville tilhøre Torben Brostrøm, Jan Sonnergaard og Peter Øvig Knudsen - der udgiver det journalistiske generationsportræt Min generation i oktober - men som i går spontant dannede en ottebenet kødfreak, der straks (plop!) skiltes igen.
Jeg ved ikke engang hvem, der fik ideen, men jeg spurgte Torben Brostrøm:
- Hvem synes du jeg skal interviewe?
"Annette Rosenlund," svarede han prompte, "hun har oversat Fidel Castros datters erindringer."
Prins, et mysterium
"Bogen er ejendommeligt nok ikke et bittert faderopgør," fortæller Annette Rosenlund, "Alina Fernández beskriver sit liv fra hun er barn til hun forlader Cuba for få år siden. Det er en fantastisk god beskrivelse af Cuba. Bogen er lidt Márquez-agtig med tilbageblik til Fidel Castros bedste- og oldeforældre, en vekselvirkning mellem hendes eget liv og Cubas historie. Det er en overraskende morsom bog, og selvfølgelig giver den et billede af ham."
- Hvem synes du jeg skal interviewe nu?
"Ib Michael. Jeg glæder mig til at læse hans roman Prins."
"Erindringstrilogien er overstået," fortæller Ib Michael, "og det var ikke nemt at komme i gang med den nye. I en trilogi graver man sig ned i et meget langt forløb, og det kan være svært at komme op ad hullerne igen. Det har givet en ren glæde og frihed, fordi jeg er vendt tilbage til den rene fiktion. Tiden vil vise om jeg er inde på et helt nyt spor, romanen er et mysterium og derfor tjener man den bedst ved ikke at sige noget om den. Læseren skal have lov at pakke den ud."
- Klart. Hvem synes du skal afslutte min ministafet?
"Birgithe Kosovi´c."
"Min far var fra Jugoslavien, og han har altid fortalt mange historier om slægten," fortæller Birgithe Kosovi´c, som for nylig udsendte romanen Legenden om Villa Valmarana, der handler om en pige født som dværg, hvis familie spærrer villaen af, så pigen ikke skal opdage, at hun er unormal. "Slægtshistorierne er fulde af dramatiske skæbner, og det fantastiske passer godt til mit temperament. Villa Valmarana findes, og min historie er baseret på autentisk materiale, som jeg har digtet videre på," siger Kosovi´c, som med romanen vover springet fra en journalistisk løbebane til en litterær.
For resten står Peter Seeberg i et hjørne med et glas vin og smiler. Han har situationen under kontrol. Det bølgende kød holder en vis afstand. Peter Seeberg udsender i november novelle- og tekstsamlingen Halvdelen af natten, og noget tyder på, at der er kød på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu