Læsetid: 6 min.

Oxbridge-sammensværgelsen

20. august 1997

Englands to store universiteter har stadig et reelt monopol på leverancen af talenter til alt fra stand-up comedians til statsministre
london

"Oxbridge-sammensværgelsen" kaldes universiteterne i Cambridge og Oxford af kritikere i den britiske offentlighed.
Årsagen er, at universiteterne nærmest har haft monopol på uddannelse af lederemner i det britiske samfund. Over 80 procent af de ansatte ved statsradiofonien, 90 procent af chefredaktørerne på de landsdækkende dagblade, 85 procent af landets dommere, for slet ikke at tale om anføren på cricket-landsholdet, de mest berømte skuespillere, forfattere, de fem mest populære komikere, samt de universitetsuddannede medlemmer af kongefamilien.
"Dette må høre op!" er den stående kommentar fra rektorer på de øvrige universiteter i Storbritannien. Og det vil høre op.
Monopolet undergraves
Oxbridges monopol på at uddanne blomsten af den britiske ungdom er gradvist ved at blive undergravet - af dem selv.
Den stadige stræben efter at sikre flere penge til de formelt privatejede colleges betyder, at de i stigende grad appellerer til udenlandske studenter, der betaler en højere studieafgift. Den stigende konkurrence med amerikanske universiteter betyder samtidig, at Oxbridge har højnet adgangskravene.
Det sidste har betydet, at antallet af britiske studenter er faldet i takt med en tilsvarende stigning i antallet af udenlandske studerende, fortrinsvis fra Tyskland, Frankrig og USA.
Denne tendens har været mest mærkbar indenfor samfundsvidenskaberne, kun 15 procent af de studerende der blev optaget på overbygningsuddannelsen i politisk videnskab i 1995 var britiske statsborgere.
Den udvikling betyder, at et stigende antal af fremtidens jurister, økonomer og politologer vil blive uddannede på de såkaldte Red Brick Universities, dvs. universiteter der er bygget efter Victoriatiden, så som universiteterne i f.eks. Liverpool, Manchester, Leeds og Bristol.
At Oxbridge stadig har en dominerende magtposition i det britiske samfund bliver ofte forklaret ved, at de to gamle universiteter tilbyder den bedste undervisning.
Mens de øvrige universiteter tilbyder traditionel klasseundervisning, modtager Oxbridge studenterne enetimer med højt kvalificerede forskere, samtidig med at de tilbydes mere traditionel undervisning i form af forelæsninger og examinatorier.
En almindelig bachelor-studerende i biologi kan således regne med, at hendes ugentlige rapporter vil blive rettet af en nobelpristager som Baruch Blumenberg, eller i det mindste af en internationalt anerkendt forsker.
Dominans
Tilstedeværelsen af selv nok så fremtrædende videnskabelige kapaciteter kan dog ikke forklare, hvorfor filminstruktører, komikere, studieværter og politikere næsten uden undtagelse har tilbragt deres ungdom i de to relativt små britiske provinsbyer.
Walter Ellis, uddannelsesmedarbejder på avisen The Times mener ikke, at Oxbridges totale dominans kan skyldes talent.
"Der er jo ingen, der sagligt kan forklare, hvorfor man ved at have studeret teoretisk fysik skulle blive en stor komiker, men chancerne for at blive opdaget er statistisk set større, hvis man har studeret i Oxford, end hvis man havde gået på skuespillerskolen," påpeger Walter Ellis, og fremhæver komikerne John Cleese og Rowan Atkinson som eksempler.
"Den eneste forklaring jeg kan se på Oxbridge fænomenet er sammenspisthed. Lederne af de store teatre er Oxbridge-folk, som er overbeviste om, at de nye talenter skal have den samme baggrund som dem selv. Det samme gælder for chefredaktører, koncernchefer i større virksomheder og - naturligvis i ministerierne. Det betyder, at de reproducerer den samme type som dem selv, samtidig med at de holder liv i den idylliske myte om Oxbridge, som er blevet reproduceret i film og tv-spil som Shadowlands, Chariots of Fire og Gensyn med Brightshead," siger Ellis.
Den opfattelse deles af den olympiske mester i roning Steven Redgrave.
"Jeg blev engang inviteret til at kommentere den årlige kaproningskonkurence mellem Oxford og Cambridge. Da vi optog programmet, fortalte jeg, at roerne i Nottingham er langt bedre end roerne i Oxbridge. Jeg gjorde endvidere opmærksom på, at roerne fra de to gamle universiteter er nybegyndere og amatører - uden at der ligger noget nedladende deri".
"Det blev taget meget ilde op af journalisten på BBC. Han censurerede disse kommentarer bort, da indslaget blev bragt. Det viste sig senere, at han havde læst engelsk på Brasenose College, Oxford," fortæller Steven Redgrave.
Opfattelsen deles ikke kun af roerne, men også af cricketspillere, der har kritiseret, at udtagelseskomiteen til landsholdet for hovedpartens vedkommende består af repræsentanter fra de to gamle universiteter.
De to universiteter kommer sjældent ret langt i universitetsmesterskaberne i rugby, fodbold eller hockey. Alligevel sendes opgørene mellem The Blues (Oxford) og The Light Blues (Cambridge) direkte i fjernsynet. For, som Radio Five Lives' kommentator sagde under den årlige rugbykamp mellem de to universiteter: "Det er så rart at se store morgendagens mænd i aktion".
Politikere
Om de rugby-spillende studenter på Oxbridge virkelig bliver morgendagens mænd (og kvinder) har aldrig været et spørgsmål, som er blevet seriøst debatteret - det bliver taget for givet.
John Major var det eneste medlem af den nu afgåede konservative regering, som ikke havde afgangseksamen fra Oxbridge. Alle de premierministre, som er universitsuddannede, har uden undtagelse gået på et af de to universiteter. Både Tony Blair og hans konservative modstykke William Hague er tidligere studerende på Oxford.
Det faktum betyder dog ikke, at de folkevalgte politikere med Oxbridge-eksamen generelt har lysende akademiske karriereforløb bag sig. Oxford-studenterne Michael Hesseltine, Margaret Thatcher og Tony Blair fik alle såkaldte thirds (et karaktergennemsnit omkring syv på tretten-skalaen). En skæbne de delte med Cambridge-kollegaerne fhv. finansminister Kenneth Clarke og Hong Kongs guvernør Chris Patten.
"Det er den generelle opfattelse her i byen, at de dårligste studenter bliver politikere, mens de bedre begavede går videre i centraladministrationen. Da det er de sidstnævnte, der alligevel tager de vigtigste beslutninger, er det vel også meget betrykkende," mener en tidligere Cambridge-professor i statskundskab, som ikke ønsker at få sit navn frem.
Profilen passede ikke
Den opfattelse synes at være udbredt på Oxbridge - og i Whitehall (Londons svar på Slotsholmen).
Da forsvarsministeriets departementschef Sir Peter Kemp i 1991 blev forflyttet til en mindre indflydelsesrig position, undskyldte Liz Symons (generalsekretæren for embedsmændenes sammenslutning) forflyttelsen med at "han ikke passede ind i ministeriets profil. Han gik ikke på Oxford".
Kommentaren faldt ikke i et tankeløst øjeblik, men på et interview i det direkte tv-program Newsnight.
Selv om en eksamen fra f.eks. University of Reading ikke længere er en direkte hindring for at få ansættelse i udenrigsministeriet, viser den seneste tilgængelige statistik, at ansøgere fra Oxbridge stadig har lettest ved at blive ansat.
Kun 9,4 procent af ansøgerne til stillinger som fuldmægtige i centraladministrationen havde eksamen fra Oxford. Alligevel gik 40 procent af stillingerne til studenter med en bachelorgrad fra Oxford eller Cambridge, oplyser The Oxford University Careers Service.
Karrierekontoret oplyser samtidig, at under halvdelen af de succesfulde ansøgere har taget eksamen i en samfundsvidenskabelig disciplin som jura eller økonomi.
"Den succesfulde ansøger til en stilling i Whitehall - eller i erhvervslivet - er typisk en ung mand med en bachelorgrad i klassisk græsk og latin. Det har altid været et tegn på begavelse, at man kan bøje latinske verber og læse Æneiden på originalsproget," lyder kommentaren fra Tom Snow, direktøren for The Careers Service. Måske en drømmevision for Klassikerforeningen, men næppe udtryk for nytænkning.
Ud i alverden
"Kris Kristoffersen og Benazir Bhutto gik på Oxford," står der på en plakat i The Oxford Story - det officielle museum for Oxford University. At Oxbridge - i deres egen formulering - har "skabt store mænd og kvinder" er en af de væsentligste årsager til den respekt, som de menige englændere nærer for de to universiteter.
Oxbridge bliver fortsat opfattet som en national stolthed. Måske fordi de to gamle universiteter er en af de få internationale successer i et land, der har mistet sin status som politisk stormagt - og som vinder færre medaljer ved OL end Danmark.
At Bill Clinton, to af de nuværende amerikanske højesteretsdommere, og forfatteren Umberto Eco tilbragte store dele af deres studietid på Oxbridge bliver opfattet som et bevis på, at Storbritannien fortsat kan gøre sig gældende internationalt.
Men Oxbridge er - trods sin status - ikke længere primært en engelsk institution. En voksende andel af underviserne er udlændinge, og op imod halvdelen af de studerende er ikke-briter. Med den voksende andel af udlændinge må briterne se i øjnene, at de indenfor en overskuelig fremtid må acceptere, at graduates fra de øvrige 121 universiteter gradvist får topstillinger i erhvervslivet, centraladministrationen og teaterverden.
"O Tempora! O Mores!" vil Oxford-studenten sukke, men stadig færre af hans kollegaer vil forstå, hvad han mener.

Dette er den sidste artikel i sommerens serie om de store udenlandske universiteter. Tidligere artikler er blevet bragt den 28./6., 12./7. & 25./7.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu