Læsetid: 5 min.

På sikker grund og ud i den vide verden

25. august 1997

Nye børnebøger
"En billedbog om, modsætninger" er undertitlen på Helle Vibeke Jensens anden billedbog Hoved & Hale med tekst af Asger Scnack.
Den tager stikket hjem som den mest ambitiøse og kunstnerisk mest udfordrende af de her omtalte billedbøger. Som billedværk er den med sine sære stilbrud og nysgerrige afsøgning af montageteknikkens grafiske muligheder et spændende bud på en dansk billedbog, der tør gå andre veje.
Bogen former sig som den rumlige rejse en pige udstyret med fiskehoved foretager sig i søgningen efter en dreng med en bold. "Hun går og sover og er vågen på samme tid" som Asger Scnack karakteristisk formulerer det.
Bevægelsen går gennem en række rum, der i såvel billede som tekst er dimensioneret af en række modsætninger (for eksempel: op-ned, høj-lav, stilhed-støj). Sammenstillingen af billedelementer, der spænder over gengivelser af diverse dyr, flyvende tallerkener, sko og grammofonplader, er visuel opfindsom og med prægnant sans for farvespil, symboler og tekstur.
Efter diverse gående, flyvende og styrtdykkende bevægelser i de surrealistisk dansende rum finder pigen til sidst drengen med bolden. Dialogen eller legen mellem de to køn kan begynde - og på sidste opslag suser de to gennem en labyrintisk konstruktion ud i det (h)vide rum.
Solid mainstream
Makkerparret Poulsen & Petersen har begået en billedbog, som med udgangspunkt i myten om Den flyvende Hollænder støt sejler af sted i traditionens smulte vande. Rolling i havsnød er en lun lille hverdagsfortælling, som skildrer venskabet mellem finde-spændende-ting-på-stranden knægten Tobias og den pensionerede orlogskaptajn, søulken Jokumsen.
Den lever især takket være Lars Petersen blødt karikerende streg og afstemte farvelægning, som fint indfanger skiftet fra humor til uhygge, da den gamle søulk blænder op for sine skipperskrøner og sender kuldegysninger gennem rollingen, som på hjemvejen gennemspiller hele det dramatiske sceneraio omkring den mystiske flyvende hollænder på bunden af den robåd han er søgt op i. Solid mainstream i sikker udformning.
Skævvredet humor
Med Mormor og Svend bevæger vi os over i området for de mere gakkede gangarter. Med udgangspunkt i Karin Hultman Jensens letløbende tekst slipper billedbogsdebutanten Peter Malherbes Jensen en fræsende energi løs i portrætteringen af regnormen Svend, hvis pelargonie er død og som derfor i jagten på en ny smides op på bagsædet af den knallert, som dens værtinde - den fartglade mormor - er den lidenskabelige ejer af. Og så går det ellers over stok og sten med et komisk højdepunkt på det sted i historien, hvor Svend over et dobbeltopslag folder sig ud i fuld længde for at sige "bøh" til den gris der vil stange knallerten.
Hele forløbet overværes af en evig tyvagtig skade, som med kasket og gavflabet overblik har lagt en plan for at fange regnormen. De to gange Jensen turnerer historien med en smittende skævvredet humor, som med et bevægelsesikkert skub får sendt Mormor og Svend ind på de lovende debutanters holdeplads.
Smittende hyldest
Carl Quist Møller er også til fest og munter ballade. Han har - i alenlang forlængelse af den tradition for løgnehistorier som Baron von Münchhausen kan siges at være en slags grundlægger af- valgt at prøve kræfter med en genre, som nok kan siges at kræve kam til håret. Afsættet i de 3 bind løgnehistorier, som Gyldendal i forlængelse af Quist Møllers succes med de selvsamme historier i "Fjernsyn for dig" på DR1 nu udsender i bogform, bygger på forfatterens egne barndomserindringer.
Egentlig ganske udramatiske hændelser fra forfatterens hukommelseslager, som sættes i spin ved tilføjelsen af et par dråber fantasieleksir, og så får historien pludselig vingefang.
Eksempelvis i historien om "Frøen", hvor et forelskelsesforløb får en helt uventet drejning, da den forsmåede bejler må kaste sig i havnen for at undgå den attråedes storebror. På havbunden møder han en forhekset prins, frøen Sambo, hvis bugtalertricks giver historien en komisk vending, som aftvinger det klassiske kys-frøen motiv en ny musikalsk dimension. Quist Møller leg med løgnens og overdrivelsens spirallerende muligheder inddæmmer med sine prutte- og svævefantasier ikke nyt land, men de muntre historier om blandt andet Elgen Gustav (som optræder tre gange), Hikke Rikke og forfatterens egn danseglade bedstefar har en elementær fortælleglæde og sans for munter og mundret sprogføring, som gør at de bedste af historierne bliver en smittende hyldest til fantasiens galopperende dyrkelse af sig selv.
Samtlige historier er i øvrigt illustreret af forfatteren selv i en sikker detaljebroderende streg med hidsige kulører og fuld udnyttelse af blandingsteknikkernes ikke altid lige afstemte kombinationsmuligheder.
Psykologi i underteksten
Hvor Quist Møller går efter det maximale i udtryksregisteret dyrker Bodil Bredsdorff (tekst) og Niels Bo Bøjesen (illustrationer) i deres billedbog Bamse Blikfelt det introspektivt -sørgmodige, hvor den psykologiske dimension ligger og vipper i underteksten. Bøjesen har med sine disede og sparsomt farvelagte, næsten transparente illustrationer fint fat i grundtonen i historien om drengen, der prøver at leve sig igennem vreden og sorgen over adskillelsen fra storebror Tobias, som er ved at flytte hjemmefra. Lillebror arver Tobias' værelse og Bamse Blikfelt, og Bodil Bredsdorff får ganske raffineret lavet en kobling fra bamsen til dens levende forlæg, bjørnen. Storebroderen beretter nemlig under et besøg i Zoologisk Have, at en af indianernes manddomsprøver er at dræbe en bjørn ved at stikke den i hjertet med en kniv. Med denne historie inde under huden bliver den følgende nat en symbolsk rejse ind i et dæmoniseret rum, hvor drengen jager en stoppenål i bamsen, som uanfægtet kigger med sine brune bamseøjne -og på kanten af søvnen en enkelt gang blinker til drengen og til læseren. Det rituelle dobbeltgreb er tilendebragt. Drengen kommer videre uden at miste bamsen. Og uden at der går spåner i troværdigheden i denne fine lille billedbog.

*Helle Vibeke Jensen (ill.): Hoved & Hale - en billedbog om modsætninger, tekst ved Asger Schnack. 28 s.. kr. 158.- Høst & Søn.
*Allan Poulsen: Rolling i havsnød, ill. af Lars Petersen. 32 s.. kr. 168,Gyldendal.
*Karin Hultman Jensen: Mormor og Svend, ill. af Peter Malherbes Jensen. 28 s.. kr. 168,- Gyldendal.
*Carl Quist Møller: Løgnehistorier (bind 1: Frøen og andre historier, bind 2: Min fætters flyver og andre historier, bind 3: De magiske fodboldstøvler og andre historier) ill. af forf,. 40-48 s.. kr. 128,- pr. bog. Gyldendal.
*Bodil Bredsdorff: Bamse Blikfelt. ill. af Niels Bo Bojesen. 32 s.. kr. 168,- Høst & Søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her