Michael Jackson balancerede i Parken mellem den sublime iscenesættelse og irriterende MTV-lir, mellem fyndig showtime og patetisk lightersang
At Michael Jackson trods sin musikalske storhed først og fremmest må karakteriseres som en entertainer, siger en del om den iscenesættelse, der har sminket oplevelsen af sangeren og komponisten gennem de over 30 år han har været noget ved musikken.
Fra han som 6-årig blev barnestjerne med brødrene i The Jackson 5 har han haft rampelyset over sig, været centrum og hurtigt lært at forvente eller tiltvinge sig opmærksomhed. Det er ikke sundt for nogen, og det har ikke været sundt for Michael Jackson. Men det har givet verden en stor showmand, der om nogen mestrer at akkumulere årvågenhed hos presse, fans og almindeligt dødelige.
Ud af sin narcissisme, sin selviscenesættelse har Jackson skabt et produkt, gjort en stjernekarriere, og på dét er stadionkoncerten den ultimative, repeterende kroningsceremoni.
Som der er en fin skillelinie mellem galskab og genialitet, så kræver det også en linedansers kunst, at mestre stadionshowets berusende pomp og pragt, ikke at forfalde til megaopsætningens billige tricks: den tomme gestus, effekternes trivielle brølen.
Da overtegnede engang spurgte frontfiguren i schweiziske Young Gods, Franz Treichler, hvorvidt fornemmelsen af storhed var vigtig for ham, lød svaret: "Yes, until it gets ridiculous". At dømme ud fra Michael Jacksons myldrende, dynamiske poptivoli torsdag aften havde Hr. King Of Pops svar på samme spørgsmål været et helt, helt andet.
Hulkende kinddans
Fra første sekund står det klart, at få midler vil lades ubrugt for at transcendere latterligheden og levere varen, at lykkes med et larger than life-show denne torsdag aften. Med ærkeamerikansk glæde for format, som en rent fysisk, kvantificerbar begivenhed bliver der fyret gevaldigt op under Parkens betonkeddel.
Fyrværkeri detonerer over fodboldgryden under video-indledningen. Snart rejser sig en blank, hvid raket af scenegulvet, og en mand i gyldenblank rumdragt og uigennemsigtigt spejlvisir træder - i skarp kontrast til publikum - tavs ud. Bag masken gemmer sig det, der er tilbage af Michael Jackson.
"Scream" fra det forrige album History sparkes igang, og det viser sig hurtigt, at det er sceneshowet, dansen og stjernen Jackson, ikke musikken, der er hovedattraktioner. Lyden er sløret og ofte buldrende, og den store garde af musikere spiller professionelt, præcist, men også anonymt og sjældent voldsomt groovy. Men det glider i olie, ligesom det imponerende koreograferede show også gør det. Visirbeklædte soldater marcherer på scenen med dansk og amerikansk flag. Senere trakteres med en soldaterpsykopat, der søbet i patos tilgives af den messianske megastjerne.
"They Don't Care About Us" og "Wanna Be Startin' Somethin'" leveres med aggressiv vælde, et Jack-son 5-potpourri akkompagneres af sentimentale fotoalbum-kig og Thriller-mesterværkerne "Billie Jean" og "Beat It" - med slyngelkamp og pacifistisk pointe - savner det afgørende swing, men kan alligevel, takket være den glamourøse vælde, tælles blandt aftenens magiske højdepunkter.
Det er et medrivende show. For meget-heden bliver ganske enkelt afvæbnet af performernes ekvilibrisme, Jacksons nærvær og ikke mindst publikums øreflænsende på-hed - rørende, men først og fremmest hylende morsomt, demonstreret da en omgående opløst pige i, ja, rigtigt, teenage-alderen bliver hentet på scenen til kongen. Hulkende under kinddansen, krampagtigt omfavnende idolet, mens denne ikke misser en intonering, et komma i "You Are Not Alone".
Simili til ædelsten
Store, alt for store lunser af entertainerens dyre, pompøse videoproduktion camouflerer flere af de utallige kostumeskift. "You didn't come all this way to watch TV, did you?", spurgte U2's Bono i '93 på Gentofte Stadion til et show, der blottede og legede med mediets flertydighed og manipulationskraft.
Denne aften dyrker Jackson derimod på narcissistisk vis videoens og fjernsynets hypnotiske kraft med mytomanisk ihærdighed, og et Michael Jackson-show kan åbenbart ikke fungere uden noget der ligner en hel halv times passiv MTV-billedlir. Oplevelsen af Jackson er kun hel med inklusionen af musikvideoens mytologi.
Men som show, som luftig magi fungerer Jackson ganske enkelt bedre end U2 i seneste udgave i Parken. Konstruktionen er langt mindre tænkt, bedre eksekveret. Men Jack-son er jo heller ikke af denne verden. Så ganske givet må den blege ynglingehud, de tegnede kindben, de androgyne, klassiske træk være et udslag af et menneskes fantasi om en bedre humanitet.
Denne barokt sarte dukke med den magtfulde gestik fastholder øjet. Blikket vil ikke vende sig fra dette mesterværk, der fas-cinerer i al sin unaturlighed ligesom også silikonebrystet suger opmærksomhed til sig fordi det er så utroværdigt frodigt og fiktivt velformet, så åbenbart trodsende tyngdekraften i al sin iscenesatte kødelighed.
Kvalmestadiet nås
I øjeblikke får den diamantbesatte entertainer os til at glemme iscenesættelsen. Alle effekterne, al koreografiens skin bliver til en popdrøm, hvor alt er muligt, hvor alt glitrer fordi det er guld. Hvor Jacksons lyse, spinkle, næsten kropsløse stemme og hans rykkende breakdance - ikke mindst den baglæns moon-walk - ophøjer simili til ædelsten, pop til følelse, effekt til drømmesyn.
Fordi det er tænkt med et barns tankespringende idérigdom og glæde ved overlæsning, fordi det realiseres med en mesters håndelag og store scenepersonlighed lykkes det i medrivende sekvenser. Ikke med klassisk excellence, men med Spielbergske, Disneyske, kulørte musicaldrøn, med letbenet charme i al sin på én gang naive og kalkulerede effektrigdom.
Sværere fordøjelige er aftenens modhagefri ballade-trivialiteter: lightersangene. Værst "You Are Not Alone" og "Heal the world".
Kvalmestadiet nås - ikke fordi der ikke må være mening og budskab i et megashow, men fordi Jackson er blottet for den nødvendige ironi og dybde, som Parkens forrige gæster i U2 så åbenbart besidder - prætentiøse eller ej.
I stedet fremstår den om 13 dage 39-årige entertainer som en ualmindeligt naiv skolelærer hvis ryg de mest uvorne unger til enhver tid vil beskyde med madpakkeelastikker.
Under koncertens næstsidste nummer "Heal The World" tændes det blændende fodboldlys i Parken, og meningen er vel at vi alle skal påskønne hinandens nærvær. Men i stedet for peace and love i Parken misser mylderet mod det hvidglødende lys, og glor mod scenen.
Megashow-retoriker
Koncertens afslutning og Jacksons generelle "budskab" om mellemmenneskelig sammenhørighed er funderet i årene før tabene af uskyld, mens koreografien koncerten igennem emmer af alt andet. I brug er taget horrorvirkemidler såsom dæmoniske dansere og varulvene i "Thriller", forsvindingsnumre fra spydkasser, gangsterromantik med letlevende kvinder i "Smooth Criminal", Jacksons koreograferede tag i eget skridt og sammes velsmurte hofte, der skydes i erotiske ryk skråt mod himlen.
Peter Pan, drengen der aldrig vil blive voksen, dunker i stjernens bryst, og forekommer så meget desto mere grotesk når man påtænker Jack-sons koreografiske og musikalske udvikling, der stadig holder ham blandt de mest fremmelige og vel egentlig også sensuelle popkunstnere. Således præges showets to afsluttende numre "Heal The World" og ekstranummeret "History" af singalong-harmonier, der forekommer retarderede i forhold til hvad Jackson formår på alle niveauer i sin sangskrivning.
Jackson er ihvertfald en formidabel megashowets retoriker med eller uden de fascistoide afklange i den grandiose, pletvist militante æstetik og i de megalomane positurer samt svært fordøjelig Disney-humanisme i de alt for korrekte øjeblikke.
Som "jeg elsker dig" hurtigt bliver mekanik mellem elskende - i virkeligheden og i Pocahontas - bliver den det uomtvisteligt også fra en scene på et stadion. Og en ellers medrivende koncert flader ud i finalen. 2 1/2 time er gået, og det slutter som det begyndte: med de enorme tv-skærme. Frem toner et coverfoto af History, lyset tændes. Elvis has left the building.
*Michael Jackson i Parken, Kbh., to. d. 14.
