Lægevidenskaben trænger til et grundlagsoprør
FEEDBACK
I en britisk undersøgelse af forekomsten af betændelse efter tandoperationer delte man forsøgpersonerne op i to grupper som begge fik smertestillende tabletter, men hvor den ene gruppe tillige fik "ultralydsterapi". I realiteten var der dog ingen ultralyd, da denne funktion var slået fra. Den falske behandling viste sig at have stor effekt. Intensiteten af en betændelsestilstand kan måles ved at bestemme koncentrationen af såkaldt C-reaktivt protein eller CRP, og i gruppen af "ultralydsbehandlede" var koncentrationen af CRP kun 40 mikrogram pr. liter mod 58 mikrogram pr. liter i kontrolgruppen.
Placebo-effekten kaldes dette fænomen, der henviser til en helbredende virkning opnået gennem en behandling, som i alt fald efter gængse teorier ikke burde have nogen effekt. Som dette forsøg viser, helbreder placebo ikke blot "subjektive" symptomer, men også objektivt målelige skavanker.
Den rene og skære tro på, at man bliver behandlet, virker lægende.
Eller for nu at skære det ud i pap: Troen virker på kødet. Tanker, følelser og fantasier har kropslige konsekvenser. Det er ikke ligegyldigt for din sundhed, hvordan du tænker og føler.
Det psykiske morads
Man skulle tro, at lægevidenskaben kunne have interesse i at undersøge behandlingspotentialerne ved dette fænomen. Men i lægestudiets grundbog Medicinsk kompendium, en moppedreng på over 3000 sider, ofres der kun ti linier på placebo, og i den tilsvarende Kirurgisk kompendium omtales det slet ikke. Set fra et brugersynspunkt - for ikke at tale om et skatteydersynspunkt - er dette fravær af vilje hos sundhedsvæsenet til at besvære sig med et grundlæggende element i den menneskelige sundhed temmelig foruroligende. Hvad kan årsagen være?
Sagen er vel, at placebo-effekten på en eller anden måde dementerer hele det lægevidenskabelige systems selvforståelse som en materialistisk videnskab baseret på en biologisk forståelse af kroppens funktionsmåde. Ifølge den kanoniserede model beror menneskets åndelige liv entydigt på dets legemlige liv, og derfor er vi i dyb forstand (ontologisk) berettigede til at se bort fra det psykiske livs morads. Her ligger årsagen til, at læger ikke oplæres i at forstå mennesket som et psykisk væsen. Åndløsheden er om man så må sige derved blevet selvsupplerende: Vil du gøre karriere, så skal du ikke lade dig distrahere af overdreven indfølingsevne.
Noget galt i skemaet
Placebo-effekten afslører, at noget er galt i dette skema. Derved peger den på nødvendigheden af et grundlagsopgør. Lægevidenskabens fortsatte fortrængning af dette behov betyder faktisk, at stadigt flere syge mennesker føler sig henvist til det private sundhedsmarkeds utallige charlataner, levebrødshealere og torsdagsomvendte ignoranter.
Et sørgeligt alternativ.
Placebo. Historie, biologi og effekt hedder en bog, som på befriende vis tager hul på den nødvendige selvransagelse (Akademisk forlag 1997): "Vi behøver ikke at vende os mod sygdomsopfattelser baseret på ren metafysik og mysticisme såsom chakralære, irisdiagniostik, homøopati og diverse energimodeller" skriver Mogens Claësson og Anja Nørbæk Sørensen i deres kapitel. For den videnskabelige udforskning af det psyko-neuro-immunologiske netværk viser os, at samspillet mellem det kropslige og det psykiske er en uophørlig tovejs-kommunikation: "Tanker, følelser, forventninger og sansebilleder medfører frigivelse af en lang række stoffer fra centralnervesystemet og hormonsystemet."
Hvornår, hvordan og i hvilket omfang immunsystemet påvirkes af disse stoffer kan undersøges. Her ligger nøglen ikke blot til placebo-effekten, men til en reformering af lægevidenskaben.
Jesper Hoffmeyer er lektor ved Molekylærbiologisk Institut, Københavns Universitet
