Læsetid: 2 min.

Politiet har næse for arbejdsløse

30. august 1997

I løbet af de sidste tre år har politiet lavet rutinetjek på rejsende ved grænseovergangene for at afsløre arbejdsløse, der på én gang tager på ferie og hæver dagpenge eller kontanthjælp.
Alene i Kastrup Lufthavn har politiet afsløret så mange som 488 dagpengemodtagere og 246 kontanthjælpsmodtagere, og de skal nu betale i alt 7,2 millioner kroner tilbage til det offentlige.
Men hvordan bærer politiet sig egentlig ad med at fange socialbedragerne, spurgte Information Kastrup Lufthavns politiinspektør, Henning Aasberg.
"Vi kontrollerer jo i forvejen de indrejsende i forhold til alle de internationale konventioner. Og så ser vi også på, hvor længe folk har været væk."
- Jeg vifter bare med mit rødbedefarvede pas, når jeg går igennem kontrollen - hvordan kan I vide, hvor længe jeg har været væk?
"Du får ikke dit pas stemplet, hvis du hører til inden for et EU-land. Men det gør du, hvis du rejser uden for EU. De stempler kan man jo bruge."
- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet tjekket - om nogen sinde?
"Det er du sikkert heller ikke blevet. For du er jo en pæn og høflig dansker."
- Øh, jo. Men betyder det, at I kun kan tjekke folk, der ser udenlandske ud, eller rejser uden for EU?
"Nej. Men hvis jeg fortæller dig om vores mange metoder, skriver du det bare i avisen i morgen, og så er vores efterforskningsmuligheder væk," siger Henning Aasberg.
- Men betyder disse stikprøver, at enhver, der bevæger sig ud over Danmarks græn-ser, risikerer at få undersøgt sine forhold?
"Nej, det gør det ikke."
Mod syd
Politiinspektør Leif Fuglsang i Rødbyhavn er også blevet inddraget i samarbejdet mellem Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring, Told & Skat og politiet.
Han beskriver politets afsløringsmetode som ren og skær intuitiv:
"I forbindelse med ganske almindelig indrejsekontrol spørger man indimellem: 'God dag, hvem er De, må vi se deres billetter, hvor længe har De været væk, og hvad laver De?' Hvis vedkommende så siger, at han eller hun er arbejdsløs, sender vi en blanket til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring. Det er ikke noget stort virak."
- Hvordan ser I på folk, at de er arbejdsløse?
"Ligesom nogle toldere har næse for at kigge personer ud, der gemmer fire flasker cognac i bagagerummet, har nogle politifolk intuition for mennesker, der har begået ulovligheder. Jeg kan ikke give dig opskriften på det. De fornemmer det bare. Det kan være nogle, der kommer fra Marokko og har været væk i meget lang tid, og så kommer mistanken måske om, at de har fået offentlige ydelser, som de ikke er berettigede til."
- Tjekker I mestendels folk, der ser ud som indvandrere?
"Nej, vi tjekker også danskere i al almindelighed".
Når Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring får rapporter om arbejdsløse, som politiet mistænker for at have holdt ferie på dagpenge, bliver sagen sendt direkte videre til pågældenes a-kasse, og beder den om at tage stilling til forholdet, forklarer Peter Brender, fuldmægtig i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu