Enhedslistens ordfører på miljøområdet har et enkelt og effektivt økologisk svar på den mere og mere fabriksagtige danske svineproduktion
Soen ligger med næsen i teltets åbning og gisper.
"Det her er en af de værste dage i året. En so har det bedst ved en temperatur på 12 grader. Hvis du var kommet på en mere kølig dag, ville mange af søerne være ude og æde græs nu. Men selv op en ekstrem dag som denne ser du kun rolige dyr," siger Bent Hindrup Andersen stolt.
Vi er på Bygholm Forskningscenter ved Horsens, hvor Bent Hindrup har 160 søer på friland.
Han er mest kendt som folketingsmedlem og miljøordfører for Enhedslisten. Men udviklingen af et økologisk alternativ til den konventionelle danske produktion af 20 millioner slagtesvin om året er hans arbejde - og lidenskab.
Enkelt og effektivt
"For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem en rationel og effektiv svineproduktion og den økologiske tankegang," siger han. "Tværtimod. Det er vigtigt at udnytte foderet så effektivt som muligt i den økologiske produktion. Ellers går der jo ressourcer til spilde."
Kravet om effektivitet gælder begge dele af hans projekt.
Det ene, som han er længst med, er soholdet. Det andet er opfedningen af grisene fra de tages fra soen og til de har slagtevægten på cirka 100 kilo.
Projektet begyndte for ti år siden. Dengang gav hver so kun sølle 12 grise om året i gennemsnit. I dag er tallet blandt de bedste i landet. Hver so får 13 grise i gennemsnit pr. kuld. Elleve af dem overlever de første tre døgn.
"Det tal ville vi gerne have ned, men det er svært når der nogle gange er 18 grise pr. kuld," siger Bent Hindrup. Han vil blandt andet forsøge sig med nogle avlsdyr fra den engelske samarbejdspartner PIC, som får lidt færre grise men til gengæld skulle have lidt bedre moderinstinkter.
Sult er stress
"Idegrundlaget er, at hvis vi ændrer alt det der stresser dyrene og nærmer os de naturlige forhold, så giver det igen ved kasse 1 i form af større frugtbarhed," siger Bent Hindrup.
"Undersøgelser i Australien har vist at sult er den stressfaktor, der påvirker soen mest. Men hvis man giver en drægtig so fri adgang til kraftfoder, så æder den sig ihjel. Derfor er indendørs søer på permanent smalkost. De er altid sultne, et elendigt liv. Når de bliver fodret, æder de hurtigt. Resten af dagen er de ubeskæftigede."
"Vi sørger for at soen æder sig mæt. Om sommeren går den på græs og ellers fylder den vommen med grovfoder - om vinteren vil vi til at bruge mere helsædsensillage."
"Det har også den fordel at den udvider vommen. Det vil sige at når den har fået sine grise og skal have kraftfoder, kan den tage 12 kilo om dagen. Derfor er vores søer gode til at malke. Vores pattegrise har en utrolig hurtig tilvækst, de ligger et kilo højere end de indendørs grise i fire-ugers-alderen."
Slips og bar røv
En anden vigtig stressfaktor er varme og kulde. Soens komforttemperatur er 12 grader og den kan kun svede med trynen.
"Forestil dig at mennesker stod i flok uden tøj, bundet til væggen med et slips, uden mulighed for at regulere deres temperatur individuelt ved at tage tøj af og på eller skrue op og ned for varmen. Sådan er det med indendørs grise. Men vores kan regulere deres temperatur selv, fordi de går løse i flok. I dag tager søerne mudderbad. Det afkøler dem når mudderet tørrer i solen.
Når det er koldt, kan de gå ind i halmteltet, hvor erfaringen har vist at de holder deres leje rent.
Løbningen af søerne foregår i særlige telte hvor tre orner har fast ophold mens søerne fjernes når de skal fare og bringes ind når deres grise er taget fra dem. Bent Hindrup udbreder sig grundigt om ornernes gode forhold og de forskellige problemer med hvem man skal sætte sammen hvornår. Det korte af det lange er, at søerne bliver hurtigt drægtige.
Så kommer de over i en fold med en hytte hvor de får fred til at bygge rede og fare uden indblanding.
Faktisk er søerne udstyret med en elektronisk chip i øret, både fordi den ikke skal forstyrres når den skal føde og fordi man ikke kan læse det almindelige nummer i øret, når søerne - som naturligt er - har mudret sig til.
På vej rundt i bedriften - i alt 160 søer - fortæller Bent Hindrup vidt og bredt om alle de store og små problemer med hegn og vandhuller, hytter og jordbund, græssets vækst og teltenes indretning. Man mærker at han er glad for sine dyr og stolt af sine forsøg og sine løsninger. Men målestokken er ikke kun dyrenes trivsel. Omdrejningspunktet er at dyrene skal trives og være afstressede og leve i overensstemmelse med deres naturlige adfærd fordi det giver den største produktion.
For eksempel mener han at man bør lempe den økologiske regel om at smågrisene ikke må tages fra moderen før de er syv uger gamle. Både fordi de store grise på fem-syv uger er ret voldsomme ved soen og fordi det giver større produktion.
Svin i muslingeskaller
Så kører vi videre til svineopdrættet. Svinene bor i flokke på 40 eller 80, som har et telt og et udeareal på ca. 3 kvadratmeter pr. gris. Der er gravet ud under grisene og lagt en membran som opfanger gyllen.
Grisene går rundt i dyb halm, men nedenunder halmen ligger der muslingeskaller, som gør det muligt at dræne væsken fra afføring og regn hen til et rør, hvor det kan pumpes op.
Muslingeskallerne er et affaldsprodukt fra fabrikkerne ved Limfjorden. Ideen fik Bent Hindrup fra en deltager på et af de mange møder, hvor han har fortalt om sit projekt.
"Vi har stadigvæk problemer, blandt andet med at grisene møjer sig til og laver huller omkring vandingshanen," siger han.
I det hele taget er slagtesvinanlægget senere udviklet end soholdet. Der har også været problemer med dysenteri. Men gennemgående er han stolt af statistikken indtil nu: Den daglige tilvækst er god og foderforbruget er på det seneste kommet ned på tal der kan konkurrere direkte med indendørs svin: 2,8 kilo foder pr. kilo tilvækst.
Den gennemsnitlige kødprocent er lidt for lav. Til gengæld er sygdomsstatistikken meget fin. Bedre end de såkaldt sygdomsfri SPF-besætninger.
For eksempel er antallet af brysthindear (spor efter lungehindebetændelse) nede på en ottendedel af SPF-svinenes.
Fejlinvesteringer
Men resultaterne med slagtesvinene er endnu ikke stabile nok til at overbevise tilhængerne af den konventionelle svineavl. Der skal to-tre års stabile resultater til, siger Bent Hindrup. Og så skal han have en effektiv løsning på, hvordan man håndterer tilførselen af grovfoder og anvendelsen af den halm, grisene går på, til jordforbedring. Det skal gøres mere effektivt og mindre arbejdskrævende hvis metoden skal kunne slå igennem på landsplan.
"Med soholdet har vi overvundet det kemiske landbrug og den konventionelle svineavl. Det samme er jeg sikker på at vi gør med svineopdrættet i løbet af to-tre år," siger han.
"Men så løber vi ind i problemet med alle de stalde, der er investeret i. I dag er det mest de unge landmænd, der kan gå over til økologisk frilandsdrift - fordi det er så uhyre lidt kapitalkrævende og kan gøres på lejet jord, som man i dag gør det i England."
Alliance af opkomlinge
Hele den konventionelle svineavl, også landbrugets forskning og rådgivning, er sporet ind på at løse problemerne med gylle og støv og varme og ammoniak og staldindretning og sygdomme osv. Hvis det økologiske alternativ på friland bliver konkurrencedygtigt, så står man med kæmpemæssige fejlinvesteringer i staldanlæg.
"Så da jeg skulle starte mit projekt, ville hverken staten eller slagterierne give en øre. Landbrugets egen realkreditinstitution, Danavl, der har monopol på avlen i Danmark og grovvarefirmaet KFK ønskede mig hen hvor peberet gror. Hele familien af fondskapitalister afviste at der kan laves mere end én slags grise i Danmark. Men jeg fik stablet en alliance sammen af Jyske Bank, Superfos Korn og det britiske avlsfirma PIC. De er opkomlinge, privatkapitalister der gerne vil ind på markedet."
"Undervejs har jeg også fået en helt ny vennekeds af svineproducenter. De kender godt min politiske overbevisninger, men jeg tvivler sgu på at de stemmer på mig."
