NY BOG
Inden for sagalitteraturen udgøres en undergruppe af såkaldte skjaldesagaer, dvs. ret korte beretninger om en ung digter og hans kærlighed til en kvinde.
Defineret snævert omfatter denne under-genre tre berømte tekster: Kormaks Saga, overleveret i Mödruvallabógen fra det 14. årh.; Halfred Vanrådeskjalds Saga, bevaret dels i Mödruvallabók, dels i den 'Store' Saga om Olav Tryggvason, der igen eksisterer i adskillige versioner, bl.a. Flatøbogens; og endelig den navnkundigste: Gunløg Ormstunges Saga, kendt i to pergamenthåndskrifter, det ene fra det 14. årh, i Stockholm, det andet fra første halvdel af 15. årh., tidligere i København, nu i Reykjavik.
At udsende disse tre sagaer samlet og dermed lægge op til en sammenlignende læsning forekommer oplagt. Alle tre skildrer de stærke og stridbare individer fra perioden op til og omkring kristendommens indførelse på Island, altså anden halvdel af det 10. årh., og det tematiske fællesskab (digtning, elskov, ære, kamp) muliggør netop et nuanceret studium. For skønt heltene i første omgang kan ligne hinanden, handler de ikke ens og får derfor ikke samme skæbne.
Lad det dog med det samme være sagt, at en nylæsning af skjaldesagaerne af litterære og faglige grunde ikke kan bygge på de versioner, som en mig ubekendt Søren Vad Møller har fabrikeret, og Gyldendal nu har befordret i trykken.
Bange anelser
Slapt og kluntet skrevet som den er, giver bagsideteksten én bange anelser med hensyn til bogens lødighed. Mistanken bestyrkes, når man læser Vad Møllers slatne forord og de poppet ligegyldige indledninger, der ledsager de enkelte tekster, og som end ikke oplyser, hvilket tekstgrundlag der er anvendt. Dette sidste er faktisk tilstrækkeligt til at stemple oversættelsen som rent charlataneri.
De bange anelser bliver da også til vished, hvis vi sammenholder Vad Møllers tekster med en videnskabeligt funderet oldislandsk standardudgave.
Lad mig som eksempel tage Gunnlaug Ormstunges Saga og for overskuelighedens skyld nøjes med dokumentation fra første halvdel (kap. 1-9), sådan som teksten kan sammenstilles ud fra håndskrifterne Stock. Perg. nr. 18 4to og AM 557 4to. I forhold til denne version tager oversætteren sig umådelige friheder:
Han omredigerer efter eget skøn afsnitsinddelingen, således at forløbet bliver hakket op i små, overkommelige bidder. Han ændrer på sætningsbygningen, idet han nægter at respektere sagaens egne valg mht. afgrænsning af de enkelte perioder.
Disse indgreb eller overgreb svarer til, hvad andre før Søren Vad Møller har prøvet. Men når han ukommenteret fjerner mange af de såkaldte inkvitter ("sagde Gunløg" o.lign., f.eks. s. 113 og 115), er vi gået fra den frie oversættelse til bearbejdelse på moderne stilistiske præmisser.
Af andre ret alvorlige indgreb i teksten kan nævnes følgende: Oversætteren indsætter forklarende adverbier (dog, jo, nu, altså) uden hjemmel i grundteksten. Han indfører efter sit eget hoved relativiske sammenbindinger (af sted med f.eks. hvor og af tid med f.eks. hvorefter). Han sløjfer uden kommentar eller noter personalhistoriske passager, hvor sagateksten ellers knytter an til anden norrøn litteratur (f.eks. slægtshistorien s. 107 og s. 115 om Audun Lænkehund). Han ændrer frit på verbers tider, skønt eneste holdbare princip i denne henseende må være at følge den valgte tekst i dennes slingrekurs. Og han bruger løs af de tankestreger, som han efter sit forord at dømme elsker inderligt.
Utidigt sjæle-snageri
Disse bearbejdende indgreb kunne muligvis forsvares under henvisning til et fiktivt monstrum kaldet Den Moderne Læser. Men det største problem er nok, at Søren Vad Møller åbenbart ikke kender hverken sagagenrens indre spilleregler eller det ældre islandske sprogs grammatik og betydningslære.
Som eksempel på det første, en manglende respekt for genren, kan anføres en række selvopfundne tydeliggørende pointer uden forlæg i nogen grundtekst. Da Thorsten, Egil Skallagrimssons søn, siger til Gunløg, at hans anmodning om Helga den Fagres hånd ikke kan afgøres "svo skjótt", bliver det på dansk til "på hesteryg" (s. 115). Gunløg "ser på" en mand, det bliver her til "nidstirrede" (s. 118). En jarl rødmer, men det oversættes med: "jarlens lød blev rød som blod" (s. 118).
Psykologiserende tildigtninger er der masser af, f.eks. siger Thorstein til unge Gunløg, at denne "skulir kvongast", hvilket omtrent betyder, at han er i færd med at gifte sig. Dette bliver hos Søren Vad Møller til, at den unge mand "er giftelysten", en indre-gørelse af noget ydre: psykologisering af moderne tilsnit.
Da Helga den Fagre er seks år, bliver hun vist frem for sin fader Thorsten, som straks vedkender sig hende og giver sin søster besked på at "búa ferd# hennar", dvs. gøre klar til hendes afrejse. Det bliver i oversættelsen til "forberede hende på at drage hjem med mig" - endnu en utidig tildigtning.
Da Gunløg og Ravn beder den svenske konge om lov til at fremsige et kvad hver, svarer han på islandsk, at det kan godt lade sig gøre. Men oversættelsen har: "Det kan blive muntert." (s. 125) Bagefter spørger han hver af dem hvordan rivalens produkt så var. Her oversætter Søren Vad Møller: "hvor godt er kvadet digtet?" (s. 125) med en nuanceforskydning, der stik imod sagaen gør jarlen til del af spillet kamphanerne imellem. I øvrigt går det ikke an at lade de unge brushoveder dutte jarler og konger, når der på islandsk står I og Eder.
Rod i geografien
Problemfelter for sig udgøres af oversætterens forkærlighed for pyntesyge indskud (takkede højlydt i stedet for bare godt eller pænt), tydeliggørende overdrivelser, overspringelse af vigtige enkeltord, upræcis gengivelse af handlingsmæssigt "tunge" udtryk. Lettere kuriøse forkommer hans selvopfundne stednavne (f.eks. Ølver herred, Rødbakke, Langesødalen), der spolerer læserens mulighed for at finde f.eks. gårdene på et kort og selv genkende tekstens lokaliteter i virkelighedens islandske landskab.
Manglende geografisk viden demonstrerer oversætteren i frieri-afsnittet, hvor Gunløg ifølge sagaens tekst overnatter på Borg og om morgenen drager hjem til sin fader på Gilsbakke. Derefter rider de tolv mand høj til Borg. Så oplyser sagaen, at de tidligt om morgenen opsøger Thorsten. Ergo må de have overnattet på stedet, for rideturen mellem gårdene tager en halv dags tid hver vej. Men hos Søren Vad Møller indskydes det udtrykkelig, at frieriet finder sted samme morgen (s. 116). Han tror åbenbart at frierholdet er ankommet pr. bil.
Direkte fejl
Inkonsekvens i ordvalg er en utilgivelighed, hvor talen er om ældre tekster, hvis gåder vi kun delvis kan tyde. Søren Vad Møller har ikke fornemmelse herfor. Adjektivet órád#inn som bruges enslydende tre gange efter hinanden, oversætter han med tre forskellige gloser. Det samme gælder adjektivet vaskur (dvs. kæk eller modig); det oversætter han først med "rask" og så med "bemærkelsesværdig" (s. 124)
Direkte oversættelsesfejl byder Søren Vad Møllers version af Gunløgs saga også på. Os oversættes på et centralt sted med dig, eders hirdmænd med vi hirdmænd. Gunløgs hégomi (tant eller fjas) bliver til "skiftende indfald".
Særlig kreperlig bliver manglen på præcision i anvendelsen af de juridisk tunge gloser, som når Gunløg godt kan få Helga som heitkona, men ikke som festarkona, hvilket sådan cirka svarer til at få en ejendom på hånden uden slutseddel eller med, inden der er skrevet skøde. Også her plumper oversættelsen i: Helga skal være "Gunløgs forlovede, men ikke hustru". Der røg dén nuance...
Øltung morskab
Oversætteren erklærer i sit forord, at det har været hans agt at tilvejebringe en så mundret oversættelse som muligt. Man undrer sig derfor såre, når han i stedet for "mest tilrådeligt" oversætter med "rådeligst", eller når hirdens "ólæti" (fest og ballade) bliver til "øltung morskab".
Man kan herfra til dommedag slås om, hvornår en oversættelse er for ordret, bogstavtro, og hvornår den er for fri. Tidligere oversættere af Gunløgs saga (bl.a. filologen Finn Hansen i Tre islændingesagaer, 1986, som Søren Vad Møller enten ikke kender eller arrogant ser bort fra) har visselig tenderet imod det stift arkaiserende.
Men i Tre skjaldesagaer ser læseren en psykologiserende moderniseringsdille hærge så voldsomt, at det går ud over sagaens tusindårige fremmedhed, ikke kun hvad sprogtonen angår, men også så der gøres vold på opfattelsen af et menneske. Tag f.eks. glosen ást (kærlighed) som i sagaen bruges både om Gunløgs følelser for Helga og om en moders følelser for sit barn. Dette oversætter Søren Vad Møller skamløst moderniserende, idet "ást" i voksen-sammenhæng kaldes for begær (s. 108)
Sagaernes fortællere blander sig ikke i deres personers indre anliggender. Og hvad angår folks indbyrdes forhold, respekterer figurerne konsekvent hinandens urørlighedsgrænse. Skellet mellem krop og sind blev for 1000 eller 700 år siden trukket anderledes end nu, og distancen mellem personer målte man med en anden alen end den, vi anvender i dag, hvor psykologien er blevet dagligvidenskab.
At Vad Møllers groft forvanskende fordanskning ikke har levnet rum for denne forskel på dengang og nu, vidner om en provinsialisme i tid, som kun dårligt kan forenes med lødig klassikerformidling.
*Tre skjaldesagaer. Kormaks Saga, Halfred Vanrådeskjalds Saga, Gunløg Ormstunges Saga. Oversat og med forord og indledninger af Søren Vad Møller. 155 s. Kr. 225,00. Gyldendal. Udkommer i dag.
