Læsetid: 3 min.

Qawwali superstar

20. august 1997

Nusrat Fateh Ali Khan var et af de største navne i verdensmusikken

NEKROLOG En af vor tids betydeligste musikalske brobyggere mellem øst og vest, den suveræne pakistanske qawwali-sanger Nusrat Fateh Ali Khan er død.
Qawwali er sufiernes årtusindgamle musik fra det indiske subkontinent. Det er religiøs og rituel musik, hvis dybe formål er at fremkalde trance og ekstase blandt tilhørerne. Ustad Nusrat Fateh Ali Khan blev født den 13. oktober 1948 i Faisalabad, Pakistan, hvor han boede til sin død. Han var søn af den berømte klassiske musiker og qawwali-sanger, Ustad Fateh Ali Khan.
Nusrats far ønskede ikke at sønnen skulle gå i hans fodspor, men Nusrat smuglyttede, når hans far havde elever. En dag blev han overrasket mens han lyttede og øvede sig - og det stod klart for familien, at Nusrat allerede var hooked på at synge qawwali. Han var dengang bare ni år. Nusrat fortsatte træningen hos sin far og i 1965, året efter dennes død, begyndte han at synge for et egentligt publikum - som sanger i sin onkels gruppe.
Hvor Nusrats far dyrkede den traditionelle religiøse qawwali-musik havde sønnen andre ambitioner. De første år førte han således familietraditionen videre med et rent traditionelt klassisk repertoire, men i begyndelsen af 70'erne begyndte han at optræde som forsanger i sin egen gruppe, og han begyndte at udvikle sin egen stil, idet han satte tempoet en anelse op for at gøre tilhørerne mere modtagelige. Med andre ord han tilpassede qawwali til tiden.
Nusrat blev i vesten berømt for sin fantastiske stemme, sine hypnotiske fraseringer og blide virtuositet. Fra sin plads på scenen - med traditionelt akkompagnement i form af håndpumpet harmonium, tablas og håndklap - eller på plade, hvor også vestlige instrumenter fik lov at blande sig, sendte han blide, fredfyldte og på én gang hastigt inciterende toner ud til sine tilhørere. Hans stemme skabte ornamenter og loops i en egen balstyrisk fabulerende fremdrift - på én gang ubesværet og ekstremt komplekst og i et forunderligt tempo, som opbyggede en ganske uventet men befriende ro og fred.
"Ord er overflødige," sagde han ofte, når han blev spurgt om hans vestlige publikum nu forstod de muslimske budskaber fra sufiernes mystiske verden: "det er ikke musik for muslimer alene - men for alle som tror på Gud, for musik er et internationalt sprog."
Og Nusrat Fateh Ali Khan formåede at formidle en svært tilgængelig musik, som ellers var forbeholdt en stor gruppe indviede, til et åbent vestligt publikum - ikke mindst takket være Peter Gabriel.
Den klareste stjerne
Da Peter Gabriel i 1989 startede sit RealWorld-selskab, var Nusrat Fateh Ali Khan en af de første kunstnere, der udkom på det nye plademærke med pladen Shahen Shah - den klareste stjerne, Nusrats tilnavn hjemme i Pakistan, hvor han var den største qawwali superstar fra sin generation.
Nusrat Fateh Ali Khans største internationale hit til dato må siges at være albummet Mustt Mustt fra 1991, der var produceret af den canadiske avantgarde/ambient producer og guitarist Michael Brook, og hvis titelsang blev remixet af dance-floor gruppen Massive Attack til stor rædsel for etno-purister - men hvis store succes var med til at vise nye veje for andre kunstnere fra denne del af verdens musikalske landkort.
Nusrat var på alle måder en af vor tids største kunstnere og inspiratorer inden for den til stadighed gærende musikgenre, som nu engang kaldes verdensmusik. Og han er nok den kunstner, der p.t. har flest numre i RealWorlds katalog. Men det gør det ikke alene - Nusrat Fateh Ali Khan efterlader sig mange hundrede traditionelle udgivelser i Pakistan, hvor han konstant var i studiet, når han ikke var på turné.
På internationalt pladeselskab udgav Nusrat Fateh Ali Khan senest i 1996 sammen med Michael Brook den meget roste Night Song og han medvirkede på lydsporet til den amerikanske film Dead Man Walking. Det blev det sidste, vi kom til at høre fra hans gudbenådede stemmebånd.
Nusrat Fateh Ali Khan døde i lørdags på et hospital i London af en nyresygdom. Han blev 48 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu