Læsetid: 4 min.

Raceteorien raseret

18. august 1997

Ud fra en biologisk synsvinkel findes der ingen sort, hvid eller gul race, viser ny forskning. Raceforskelle er alene et kulturelt fænomen - og problem

DNA-ANALYSE
At være racist er ikke bare grimt. Det er også meningsløst. Forestillingen om at menneskeslægten består af et antal biologisk definerede racer, karakteriseret ikke alene via hudfarve, men også ved genetisk baserede forskelle i bl.a. intelligens, er nemlig en myte.
"Racen baserer sig ikke på nogen biologisk realitet," fastslår biologen Jonathan Marks, Yale University.
Racebegrebet er udelukkende en social, kulturel og politisk konstruktion, der kan indebære forskelle i levevilkår mellem befolkningsgrupper og dermed f.eks. føre til forskelle i personlig udvikling.
"I social forstand er racen en realitet. I naturvidenskabelig forstand er den det ikke," istemmer forskerkollegaen Michael Omi, University of California. Og får opbakning fra en tredie sagkyndig, professor i genetik Luigi Cavalli-Sforza, Stanford University: "De karakteristika, som vi iagttager med det blotte øje, og som hjælper os til at skelne mennesker fra forskellige kontinenter er, bogstaveligt talt, overfladiske. Så snart vi kigger under den ydre fernis, opdager vi, at de forskelle, som synes så fremtrædende, er ganske ubetydelige."
Forskerne, der udtaler sig til The Seattle Times, baserer i høj grad deres udsagn på den DNA-forskning, som genetikeren Kenneth Kidd, Yale University, har lavet: "Vi har efterhånden gode data på DNA-niveau, og disse DNA-data støtter udsagnet om, at der ikke kan trækkes racemæssige grænser," siger han.
Kromosom nr. 12
Ligesom Luigi Cavalli-Sforza har gjort det, har Yale-forskeren indsamlet og analyseret bestemte DNA-sekvenser fra en forskellige befolkningsgrupper. I alt har Kidd sammenlignet de samme stykker arvemateriale - fra et bestemt sted på kromosom nummer 12 - fra 1.600 personer fordelt på 42 befolkningsgrupper, omfattende europæere, Amazon-indianere, beboere på Stillehavsøer, afrikanere m.fl.
Sammenligningen viser, at de afrikanske befolkningsgrupper har langt den største variation i de pågældende DNA-sekvenser. Denne store genetiske variation afspejler, at der i de afrikanske befolkningsgrupper er sket det største antal mutationer, hvilket igen er udtryk for, at afrikanerne har udviklet sig over længst tid, dvs. kom først i udviklingshistorien.
Det forhold, at menneskehedens vugge stod i Centralafrika, og at befolkningsgrupper i resten af verden formentlig alle har udviklet sig fra én lille gruppe afrikanere udvandret fra et bestemt område på kontinentet - og det inden for et ret kort tidsrum - betyder, at alle befolkningsgrupperne uden for Afrika er nært beslægtede, genetisk set.
Indtil for nylig har mange antropologer støttet den tese, at det var det moderne menneskes forgænger, Homo erectus, der udvandrede fra Afrika og spredte sig til forskellige egne af kloden, hvor der siden skete parallelle, men uafhængige udviklinger til det moderne menneske, Homo sapiens. Den tese giver forestillingen om genetisk adskilte racer visse muligheder, hvorfor den da også har vundet opbakning fra racistisk hold.
Kidds - og før ham Cavalli-Sforzas - DNA-forskning underbygger imidlertid den alternative hypotese, at udviklingen til Homo sapiens skete i Afrika, og at udvandringen og koloniseringen af resten af kloden først foregik derefter, hvorfor der eksisterer et nært genetisk slægtskab mellem alle de udvandrede, hvad enten de lever på det asiatiske, europæiske, australske eller amerikanske kontinent: "Genetisk set ligner jeg folk fra Kina eller Amazonas mere end to afrikanere fra samme landsby ligner hinanden," siger Kidd.
Hurtigt farveskift
Tiden, der er gået siden Homo sapiens' udvandring fra Afrika - omkring 100.000 år - tillader ikke så mange mutationer, at de forskellige befolkningsgrupper kan være vokset så meget fra hinanden i genetisk forstand, at det giver mening at tale om forskellige racer. Kun et fåtal gener, der muterer med relativ stor hyppighed, har kunnet nå at forandre sig tilstrækkeligt til at give visse ydre forskelle.
Gener for hudfarve tændes og slukkes således meget hurtigt under evolutionen. Mennesker kan bevæge sig fra at være sorte til at blive hvide - eller fra hvide til sorte - på bare 10.000 år, siger genetikerne. Men forskelle i hudfarve, hårstruktur m.m. ledsages ikke i samme tempo af tilsvarende mutationsforårsagede forskelle i andre gener, herunder gener der måtte have med intellektuel kapacitet at gøre.
"Vi finder vitterlig racemæssige forskelle i intelligens-test. Men de har en social og ikke en biologisk oprindelse," siger antropologen C. Loring Brace, University of Michigan og henviser til, at fattigdom, dårlig ernæring og utilstrækkelige undervisningstilbud - som f.eks. hyppigere er det sociale vilkår for sorte amerikanere end for hvide - slår igennem som dårligere resultater i intelligens-test.
Det ironiske i diskussionen om racer er, at selve forestillingen om biologisk adskilte racer, endskønt biologisk ubegrundet, fremmer en social og politisk forskelsbehandling, som i sin konsekvens - f.eks. i form af fattige, uuddannede sorte amerikanere - styrker forestillingen om, at sorte og hvide vitterlig er stærkt forskellige fra naturens hånd.
På et andet niveau er ironien, at hele denne diskussion om racer og racisme set i evolutionens tidsperspektiv formentlig er et korttidsfænomen. Takket være globaliseringen kan man gætte på, at der over de kommende årtier og århundreder vil ske en stadig mere effektiv sammenblanding af sorte, hvide, gule og andre genpuljer, således at de - begrænsede og overfladiske - genetiske forskelle, der i dag trods alt kan registreres, gradvist udjævnes og udslettes. Menneskeheden vil med tiden igen blive én.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu