Ofrene sendes tilbage til deres bødler
mbandaka
Rusten fra forstævn til agterstævn med et slidt dæk over et 15 meter langt lastrum, glider barkassen langsomt gennem det mudrede vand i en af Congo-flodens utallige bifloder.
Efter seks døgn er de nu ganske tæt på målet, og en takkesang stiger op fra bunden af denne jernpram, hvor de 206 passagerer sidder stuvet sammen i tætte rækker ude af stand til at rejse sig, og med børn kravlende rundt på de sammenfiltrede kroppe såvel som på den sammenrullede blå presenning indeholdende et lig. Det er nummer to siden rejsens begyndelse i Bokote omkring 300 km østpå i det indre af landet. I forgårs blev den første langt om længe begravet, efter lange diskussioner med fiskere, som ikke ville have en rwander til at besudle jorden i deres landsby. De krævede betaling.
Ved ankomsten til Mbandaka, hvorfra de skulle hjemsendes, udråbte de 206 flygtninge med svage stemmer, efter ni måneders flugt gennem junglen, deres håb om, at "Gud leder sit folk til det forjættede land," og at "en stærk tro giver os friheden tilbage."
Biblen
På flodhavnen i Mbandaka holder FN's Højkommissariat for Flygtninge til. De beskytter de hutuer, som siden sidste efterår er drevet på flugt gennem det tidligere Zaire. De mange tapre flygtninge kravler op i de ventende lastbiler med en bylt i hånden, og ofte hager de sig fast i det sidste de har af værdi, i reglen en bibel. De bliver overflyttet til en transitlejr, som kun består af beskyttende presenninger. Den er placeret ved lufthavnen for enden af landingsbanen.
Mange er plaget af sygdom. De hårdest ramte ligner skeletter med fremstående knogler på nippet til at stikke ud. På bårer evakueres de til et improviseret hospital 15 km fra byen. I løbet af få dage skal de, som kan stå oprejst, atter slutte sig til gruppen. De bliver stuvet sammen på et stykke plastik om bord på et fly til Kigali, den rwandiske hovedstad.
Evig flugt
Soldaterne, som de er flygtet fra, kommer fra denne del af Rwanda. I oktober sidste år åbnede rwandiske tropper ild mod deres lejre i nærheden af Goma i det østlige Zaire. Der var tale om specialenheder, bestående udelukkende af tutsi-soldater, som tvang dem på flugt gennem junglen, fra Goma til Walikale, fra Walikale til Kisangani og fra Kisangali til Mbandaka. Den 28 april ankom de første til Congoflodens sydlige bred, en to ugers rejse fra flodudspringet i Kisangani, hovedstaden i høj-Zaire 1300 km længere mod øst.
Den øverstbefalende i Mbandaka, General Mokobo, er påbegyndt en afvæbning af sine tropper (de Væbnede Zairiske Styrker, FAZ), som mistænkes for at stå bag talrige udplyndringer. Afvæbningen forløber planmæssigt, der er erklæret undtagelsestilstand, og kontrollen er overladt til en "krise-komite" ledet af ærkebiskoppen. To kilometer fra Mbandaka ved afspærringen mod Wenzi arbejder frivillige på at modtage flygtninge, og fra den 5. maj uddeles majsrationer fra Verdensfødevareorganisationen.
"Vi har afvæbnet ex-soldater blandt flygtningene, og vi fortsætter vejspærringerne og gennemsøger byerne for våben", forklarer en talsmand for biskoppen.
Det er svært at finde en måde at retfærdiggøre massakren, udført den 13. maj af de rwandiske styrker ved Mbandaka, hvor de angreb og dræbte hutuer på gader, i huse, på havnen og ved flodbredden.
En repræsentant fra Røde Kors Congo, som deltog i indsamlingen af lig, beretter om mere end 1300 omkomne, fundet mellem Mbandaka og Kalamba, 70 km. længere mod syd. Af frygt for en epidemi fjernes ligene af lokalbefolkningen, før de når at blive registreret. Kirkens repræsentanter vidner om "menneskejagt", hvor selv de blev forfulgt indtil HCRs ankomst den 22 maj. I nattens mørke dræbte soldater hutuerne i transitlejre, kløvede deres kranier eller stenede dem til døde.
Ex-Katangais
Senere kom en civil ledelse til, og den 26 juni begyndte militæret at udlove dusør, svarende til 100 dollars (ca. 700 kr.) for tutsi-soldater og lidt mindre end det halve for soldater som er"kommet til senere", ofte til ex-Katangais efter at have levet en årrække i Angola.
Byens befolkning taler om en "besættelse af Rwanda". Militærets hovedkvarter er placeret lige ved siden af HCR's kontor, som forestår repatrieringen af hutuer fra Rwanda. Siden slutningen af marts er i alt næsten 70.000 flygtninge ankommet til ex-Zaire ombord på HCR's fly, hvoraf ca. 50.000 er flygtede fra blodbadet i Kisangani.
Situationen er en anden længere mod vest i retning af Mbandaka. Her i et område på størrelse med det halve af Frankrig, melder den ene lille gruppe flygtninge efter den anden deres ankomst. Grupper fra HCR pløjer gennem Congos bifloder om bord i motordrevne både, og videre på motorcykler gennem junglen eller med det eneste køretøj i området på ruter truet af mudder- og jordskred.
Denne opgave med at beskytte flygtningene og bringe dem hjem, deraf mere end 12.000 til Mbandaka, virker absurd. Ofrene bliver sendt tilbage til bødlerne, som er de eneste der drager fordel af denne beskyttelse. Tilbagevenden til Rwanda vil være ensbetydende med døden, for de tidligere soldater og andre, som deltog i folkedrabet på tutsierne i 1994. Ingen ønsker at modtage hutu-flygtningene, og de har valget mellem to onder: Den sikre død ved at blive fængslet anklaget for folkedrab, eller at få en chance for at overleve i bunden af samfundet som andenrangsborger.
Her er der ingen tvivl om, hvad de vil vælge, vurderer Sepaphim Kazadi. Eftersøgningen af hutuer strækker sig til Ikela, 1000 km øst for Mbandaka, og her er den prekære situation tydelig. Der drives klapjagt på hutuer, der jages som vilde dyr med giftige pile. Jagten foreståes af landsbybeboere, hvis marker de har ødelagt; de skjuler sig om dagen og plyndrer om natten. Nogen er slaver og gratis arbejdskraft på deres egne jorder, i håbet om at tingene vil ændre sig i fremtiden. Børn, som var regnet for forældreløse, er sommetider blevet adopteret af familier her, og tilbageleveres nu kun til de tilbagevendte forældre pr. efterkrav.
Studehandel
Det internationale samfund har fået læst teksten. I dag efter lange forhandlinger er det slået fast, at FN's undersøgelseskomite ikke har løst opgaven med at fastslå omfanget af massakren mod hutu-flygtninge fra ex-Zaire og Kinshasa. Inden årets udgang skal de 23 medlemmer be- eller afkræfte folkemordets karakter, ifølge en rapport udsendt i dag.
Hvis, der er tale om forbrydelser mod menneskeheden, vil retfærdigheden så ske fyldest, vil flygtningene få det tilbage, som retteligt tilhører dem?
Oversat af Runa Trosborg.
