Læsetid: 4 min.

De skal rappes, skal de

16. august 1997

Nynazisterne er på en gang ynkelige og faretruende, når de blander træskjolde med symboler fra et massemords tid

QLUMMEN
Nynazister, der hjemmesløjder træskjolde til værn mod fjenden - det var et næsten komisk element i TV2-Lorrys nyhedsindslag torsdag aften om nazisternes march i Roskilde denne lørdag.
Byens politimester forsøgte ellers i første omgang at forbyde marchen: Der er fare for den offentlige orden, i værste fald fare for menneskeliv, begrundede han sit afslag, og henviste til balladen for to år siden, da 300 politibetjente, bevæbnet med tåregas og hunde, kun med nød og næppe formåede at hindre et direkte sammenstød mellem nazisterne og moddemonstranter i sommerkjoler, shorts og sandaler.
Men politimesteren er blevet underkendt af Justitsministeriet: Grundlovens paragraf om forsamlingsfrihed vejer tungere end politimesterens frygt for den offentlige orden.
Så nu bliver der udkommanderet 800 betjente fra hele landet, der skal fungere som buffere mellem nazisterne og en større antiracistisk moddemonstration.
Hvis det går højt, kan nynazisterne mønstre 150-200 tilhængere til at marchere gennem Roskilde i hvide skjorter, røde slips, blanke støvler og armbind med hagekors under vajende Dannebrogsfaner. I 1995 var de 140. Der bliver altså tilstrækkeligt mange betjente til at danne en visirklædt mur rundt om hver eneste nazist, som så kan stå trygt inde i midten, parat til at forsvare sig med sit træskjold, mod "den røde pøbel" - som lederen af det danske nazistparti Jonni Hansen kalder de antiracistiske moddemonstranter.

Træskjolde! Nynazisternes brug af kostumer og rekvisitter har kun en svag glans af det professionelt iscenesatte propagandateater, som de tyske nazister brugte til at forføre den tyske nation med i 30'erne. Og var det ikke fordi, deres retorik og symboler referer til et massemords tid, ville denne selv-iscenesættelse kun vække latter. Jeg mener: I 1995 begyndte de marchen ved Roskildes Vikingeskibshal.
Dagens march markerer ti året for Rudolf Hess' død. En mærkelig mand: I 1933 blev han udnævnt til Hitlers stedfortræder og rigsminister og ved krigsudbruddet til hans efterfølger efter Göring. Måske forsøgte han at redde Tyskland fra at gå under i krig. Måske var han ude på at redde sit eget skind. Måske var han bindegal. I hvert fald fløj han, inden det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941, til Skotland i et forsøg på at forhandle fred mellem Tyskland og Storbritannien. Det mislykkedes. Selvfølgelig. Han blev interneret som krigsfange og fyret fra alle sine poster i Tyskland. Og ved Nürnbergprocessen blev han dømt til fængsel på livstid - på trods af åbenlyse tegn på sindssyge - og begik som 93-årig selvmord i Spandau-fængslet.
I egen selvforståelse marcherer nazisterne altså for en martyr: "Rudolf Hess - martyr for freden", råbte de danske nazister i 1995, og de tyske kammerater i bagtroppen svarede: "Märtyrer für Deutschland - Rudolf Hess".
Ingen råbte ved samme lejlighed højt om, at martyren er den samme mand, som efter diktat nedskrev en stor del af Hitlers Mein Kampf, og deltog i toppen af et politisk regime, som med monoton, industriel punktlighed udryddede jøder, bøsser, sigøjnere, socialister - alle, der truede den ariske races overherredømme.

Med den historie i baghovedet, er det klart, at enhver politisk gruppering, som bekender sig til nazismens ideologi, må vække en demokrats årvågenhed. Også i den mere stuerene udgave, som de danske nazisters leder Jonni Hansen har tillagt sig: "Vi i DNSB er racister, og vi er stolte af det. For os er racisme ikke et spørgsmål om irrationelt had, men derimod en kærlighedserklæring til vort folk, vor kultur, vor historie og vort fødeland. Vi vedgår nemlig, at det kun er muligt at anerkende andre folk og racers fundamentale ret, deres kultur osv. ved at elske sin egen", skrev han i et læserbrev i nærværende dagblad for to år siden, som argument for at nazisterne skulle have lov til at forurene æteren med deres egen lokalradio.
Her udstiller lederen også nazismens egentlige farlighed: For selv om nazisterne er en lille magtesløs gruppe, så har deres angst for fremmede rødder langt ind i det politisk etablerede højre. I hele Europa bruges kærlighed til egen kultur og eget folk som argument for at holde nationen ren for andre racer. Det er ikke bare umuligt. Det blokerer også for udviklingen af velfungerende demokratier for mennesker med vidt forskellige kulturelle baggrunde.

Det er paradoksalt, at demokratiet beskytter antidemokraters ytrings-, forsamlings- og organisationsfrihed. Og helt iøjnefaldende paradoksalt, at politiet i 1990'erne bliver sat til at beskytte åndelige efterkommere af de nazister, som internerede det danske politi under besættelsen i 1943 (efter at det danske politi havde været behjælpelige med at få interneret de danske kommunister efter kommunistloven i 1941 - omend der blev lagt meget forskellig personlig ihærdighed i at løse den opgave).
Der er bare ingen vej uden om. Hvor absurd det end forekommer, indebærer demokratiet respekt for nazisternes ret til sige, hvad de mener - men vel at mærke ikke ret til at gøre det.
I år har politiet bedt folk om at holde sig væk fra og ignorere nazisterne, hvilket er forståeligt nok: De vil selvfølgelig nødig havne i den pinagtige situation, at skulle beskytte en flok støvletrampende mørkemænd mod moddemonstranters overfald.
Men der findes en bedre måde at forene årvågenhed og foragt - uden at gribe til nazisternes egne voldelige metoder. En norsk kollega har fortalt mig om en nazi-march i Oslo for nogle år siden, hvor moddemonstranterne stillede sig op langs hele ruten med ryggen til de marcherende, hævede deres højre arm og lod håndens fire fingre bevæge sig taktfast ned mod tommelfingeren i en andenæbsbevægelse, mens de i kor råbte: bla-bla-bla-bla-bla-bla. Nazisterne kunne ikke engang høre sig selv.
Prøv bare at forestil dig, hvordan de marcherende følte det - næppe det fællesskab, den stolthed og kampgejst som de danske nazister mobiliserede, da de blev overfaldet med kasteskyst af moddemonstranter i 1995.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her