Læsetid: 2 min.

Rapport: Miljøgevinst ved udvidelse af EU

27. august 1997

Europas miljø bliver kraftigt forbedret, hvis de ti lande i Øst- og Centraleuropa, der søger optagelse i EU, når frem til at overholde de gældende miljøregler.
For eksempel vil luftforureningen med svovldioxid og kvælstofilterne blive halveret, hvis de ti lande (Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien og Bulgarien) overholder direktiverne om udslip fra kraftværker og køretøjer.
Overholdelse af EU's regler om lossepladser vil spare miljøet for nedsivning, som svarer til urenset spildevand fra otte millioner indbyggere.
EU-standard for rensning af byernes spildevand vil forbedre vandmiljøet i floderne og de sydøstlige dele af Østersøen kraftigt.
Det fremgår af Miljøstyrelsens rapport om de miljømæssige perspektiver ved EU's udvidelse mod øst.
Lige ind i hjertet
"Rapporten rammer lige ind i hjertet af den aktuelle diskussion om Amsterdamtraktaten, miljøet og udvidelsen mod øst," sagde miljøminister Svend Auken, da han i går præsenterede rapporten sammen med formanden for Folketingets miljøudvalg, Steen Gade.
I den kommende uge skal miljøudvalget på studietur til Østeuropa. Senere på året bebuder Steen Gade en folketingsdebat om miljøstøtten til Østeuropa.
"Vi skal overveje, om ikke støtten til at udbygge myndighedernes kapacitet og støtten til de lande, der ikke ser ud til at komme med i EU i første runde skal prioriteres op," siger han.
De ti lande er i fuld gang med at skrive deres love om, så de opfylder EU's krav på miljøområdet. Men én ting er regler, noget andet at få dem overholdt.
Fra den kommunistiske epoke er der tradition for høj ideologisk standard, der ikke blev efterlevet i praksis.
Auken og Gade er enige om, at bistand til en bedre administration og miljøkontrol er et vigtigt indsatsområde for Danmark.
Men der er også brug for et forbillede på de områder, hvor miljøproblemerne udspringer af væksten og ikke kan løses gennem standarder alene, påpeger Steen Gade. Han nævner pesticidfrit landbrug, grøn beskæftigelse og nedsættelse af det generelle ressourceforbrug med en faktor fire.
Forureningen fra landbruget i de ti lande er faldet siden 1989. Men det skyldes lav produktion, høje priser på sprøjtemidler og andre miljøbelastende hjælpestoffer.
"Deres bruttonationalprodukt pr. indbygger er kun en tredjedel af EU's. Hvis de satser på en stærkere vækst og samtidig gentager vores tåbeligheder, risikerer man en eksplosion i forbruget af pesticider," erkender Svend Auken.
Marked for Danmark
Ifølge rapporten vil det koste mindst 500 milliarder kroner for de ti lande at nå op på EU's standard for røgrensning, affaldsbehandling og spildevandsrensning. Det svarer til 5.000 kroner pr. indbygger over en årrække.
Mange danske virksomheder er interesseret i at levere den nødvendige "hardware", som Auken udtrykker det.
"Landene skal overholde det samlede EU-regelsæt. Det ville være ufattelig dumt at køre med et lavere niveau," siger Svend Auken.
Landene betaler typisk 80-95 procent af udgifterne selv, men der er stort behov for finansiering og økonomisk støtte, som for eksempel de 168 millioner til miljø og transport, som EU-Kommissionen har foreslået, påpeger han.
Han mener, at landene kan nå op på de vesteuropæiske standarder for luft- og vand-kvalitet i løbet af en 10-årig overgangsperiode.
Miljøudvalget skal også til Ukraine for at besøge Tjernobyl.
"Blandt andet vil jeg høre fra dem selv, om de ville foretrække en alternativ energiforsyning med kraftvarme, vindkraft og biomasse, hvis de fik muligheden stillet i udsigt på linje med det franske tilbud om et nyt atomkraftværk," siger Steen Gade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu