Læsetid: 5 min.

Rejse til mørkets hjerte

29. august 1997

NY FILM
'A' kunne stå for den græske filminstruktør Theó Angelópoulos. Det kunne også være tegnet for al begyndelse; det første bogstav i alfabetet, og verdenshistoriens startpunkt. Under alle omstændigheder er 'A' navnet på hovedpersonen i Angelópoulos' seneste film, Odysseus' blik, en tre timer lang rejse gennem landene på Balkanhalvøen.
Odysseus' blik handler om begyndelser. Om filmkunstens første famlende favntag med en flygtig virkelighed. Og om udspringet af konflikten i eks-Jugoslavien. På elegant og udspekuleret vis væves de to startpunkter sammen. Det ene kan dateres med nogenlunde sikkerhed til 1905, hvor de græske brødre Yannakis og Miltos Manakis som de første optog levende billeder i Grækenland.
Det andet punkt, Balkankrigenes kilde, er straks mere problematisk. Ethvert forsøg på at bestemme dén præcise hændelse, der satte konflikterne i skred, vil uvægerligt føre til en rejse ind i historiens dunkle kringelgange.
Et opløst hjem
Det er en sådan rejse, Angelópoulos' film sætter ud på. Hovedpersonen er filminstruktøren A, spillet af Harvey Keitel, og hans færd former sig som en mytologisk road movie, ret direkte modelleret over Homers Odysseen. Som en moderne Odysseus lader A sig forføre stadig dybere ind i et kontinent i opløsning, indtil det i tågen mellem Sarajevos ruiner bliver klart, at det ikke længere er muligt at vende hjem. Simpelthen fordi 'hjem' er gået i opløsning.
Over filmen svæver Angelópoulos' ord: "Dette århundrede starter og slutter med Sarajevo." Og bag denne sætning hører man et ekko af T. S. Eliot: "Når begyndelsen og slutningen kan forveksles, har historien intet lært os."
Parallelt med rejsetemaet iværksætter filmen refleksioner over blikkets og mediets væsen, et tema, der slås an med endnu en reference, nemlig Sokrates' formulering: "For at øjet kan se sig selv, må det spejle sig i pupillen af et andet øje." Via nærmest essayistiske kommentarer berøres længslen efter dét uskyldige blik, der engang i tidernes morgen betragtede livet i Balkanområdet uden rædsel, uden en ubærlig viden, uden at skulle tage stilling.
For A kommer tre forsvundne og aldrig fremkaldte filmruller af Manakis-brødrene til at repræsentere dette åbne, frejdige og ubesmittede blik. Og med sin nærmest maniske søgen efter disse 'rene' og usete billeder deler Angelópoulos' tragiske helt ikke så få træk med hovedpersonen i en af Wim Wenders' senere film, Lisbon Story. Men nu foregriber vi begivenhederne.
En mytisk rejse
A er vokset op i byen Ptolemaïs i det nordlige Grækenland, men har i 35 år boet i USA. Ved filmens start er han inviteret tilbage til Ptolemaïs i forbindelse med en retrospektiv visning af hans kontroversielle film.
Arrangementet udløser imidlertid harme blandt religiøse fanatikere, og gadekampe mellem politi og aktivister, og må aflyses. Herefter kan A hellige sig et personligt projekt: At finde de tre forsvundne Manakis-filmruller med henblik på en film om brødrene.
Projektet sender hovedpersonen ud på en mytisk og metaforisk rejse gennem Balkanlandenes geografi og historie.
Via et hjørne af Albanien og Monastir i det sydlige Makedonien kommer han op til Skopje, hvor det makedonske filmarkiv har et righoldigt materiale af Manakis-brødrene, blot ikke de tre famøse ruller. Herfra går turen gennem Bulgarien til Bukarest, og videre til Constanza på Rumæniens Sortehavskyst.
Som usynlig passager på en flodpram fortsætter A sin rejse til det tidligere Jugoslavien, først Beograd og derefter helt ind i mørkets hjerte, det belejrede og komplet udbombede Sarajevo.
Ind i tågen
Hos en skrantende filmarkivar, spillet af svenske Erland Josephson, finder A - muligvis - dét, han søger. Men omkring ham styrter verden i grus, og filmens sidste scener foregår bogstavelig talt i en tåge, hvor det ikke længere er muligt at se forskel på ven og fjende.
Undervejs på rejsen gennemlever A scener fra sin egen fortid, og fra brødrene Manakis' liv. Og, som Odysseus, opholdes han af en række møder med kvindelige skikkelser, alle spillet af den rumænske stjerne Maïa Morgenstern.
Selvfølgelig er Odysseus' blik en film om de etniske og politiske konflikter på Balkanhalvøen. Men Angelópoulos holder sig på et allegorisk plan. Man leder forgæves efter konkrete henvisninger eller forsøg på forklaringer. I stedet males et storslået billede af en rejse ind i en tilstand, en bevægelse gennem et europæisk landskab frem til et slutpunkt, hvorfra der intet er at vende tilbage til. En søgen, der ender med at opleves som et fald i en bundløs afgrund.
Mistrøstigt mesterværk
Dét er ikke nogen munter historie, og Odysseus' blik er ikke nogen munter film. Angelópoulos, hvis film Biavleren (1986) med Marcello Mastroianni nok er den, der bedst huskes herhjemme, kendes for sine langsomt fremadskridende billedprocessioner i eposformat, og den nye film er ingen undtagelse.
Angelópoulos har ikke ladet sig inspirere af den burleske frodighed i sin bosniske kollega Emir Kusturicas Underground, og ej heller af den elementære suspense i spanske Gerardo Herredos Territorie Commanche om krigskorrespondenter i Sarajevo.
Fra start til slut er de farvefattige billeder i Odysseus' blik præget af en mistrøstig monumentalitet, mens stemningen svinger mellem forskellige grader af forfald og opløsning. I disse kuldslåede landskaber står menneskene frem som skeptiske og uberegnelige eksistenser, og deres møder veksler mellem ligegyldighed, vold og pludselige udladninger af lidenskab.
En af omkostningerne ved Angelópoulos' tilgang er en generende stivhed og distance i spillet, der i passager får replikkerne til at lyde som en blanding af proklamation og amatørteater. Selv Keitel virker flere steder som en hund i et spil kegler, og man kan få indtryk af, at uanset hvor meget blod, der pumpes i de cinematografiske svulmelegemer, nægter filmens egen historie at rejse sig under vægten af dén store Historie, der hviler som en skygge over Balkan.
Ikke desto mindre er Odysseus' blik et stort og yderst betagende filmværk, i de bedste passager en visuel pragtpræstation, og som helhed på én gang en stærkt personlig vision og en mageløst original historisk fremstilling.
En dybt fascinerende rejse ind i et europæisk tusmørke, ikke mindst båret af instruktørens insisteren på retten til at tvivle. Suggererende og anfægtende filmkunst.

*Odysseus' blik. Instr. og manus: Theó Angelópoulos. Græsk. 177 min. (Grand, premiere i dag)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu