Læsetid: 7 min.

Retten på dåse

30. august 1997

Intermetzo
Tv-reportagen foran retsbygningen i Berlin var oprivende. Udladninger af den art, der følger en proces med politisk ladning og voldsomme følelser. Denne proces var i sjælden grad politisk og netop så følelsesladet, som når dommen skal fældes over det, der før var en nation i egen ret. Kort sagt: Den tyske forbundsstat mod tidligere stats- og partileder Egon Krenz og to andre storkalibrede kanoner fra DDR-tiden. Egon Krenz som højst midlertidig hovedperson i den demokratiske republiks Götterdämmerung.
Grundlaget for sagen mod den faldne storhed med de store fortænder og den tvivlsomme ære af at være manden, der drejede nøglen om, var mordene på de af statens børn, der hellere ville hen i de andres gård. Republikflugt betragtedes som bekendt som en alvorlig forbrydelse mod arbejder- og bondestaten. Ja, vel den alvorligste. Den fysiske undsigelse af paradiset bedømmes ikke gerne mildt af dem, der holder dets nøgle. Og ikke nok med at enkelte afvigere pakkede det sølle kluns og ganske enkelt løste billet via U-Bahn nach der Freiheit, dem kunne man bortforklare som uhelbredelige. Som halvtredserne gik deres skæve gang, truede den østtyske afhopning efterhånden med at affolke den stadig nyslåede folkerepublik. Det ville lederne og bestemt heller ikke Sovjetunionens top finde sig i, for hvad kunne det ikke føre med sig!
Derfor smækkede de til sidst muren mellem øst og vest op på få døgn og udstyrede sagen med de dødsmaskiner og andre musikalske indretninger, der gjorde anlægget til et af de mest bizarre bygningsværker i Europas fortvivlende historie. De, der i forsinket erkendelse af, at fremtiden nu var forbi, alligevel forsøgte at forcere den, blev ganske enkelt skudt. Så det holdt folk jo op med i den store stil, skønt en særlig modig - eller desperat - person nu og da kastede sig ud i minefelterne eller gravede en tunnel eller gemte sig i motorrummet på en kabinescooter, som den dag i dag kan beses i Check Point Charlie museet.

Da præsident Kennedy besøgte Berlin i 62 og i sin berømte tale fra Rådhusbalkonen i Schöneberg erklærede at være et stykke wienerbrød (Ich bin ein Berliner!), tilføjede han uimodsigeligt, at der jo ganske vist kunne siges adskilligt skidt om de vestlige demokratier, men at disse dog aldrig havde bygget en mur for at holde folk inde. Men gøre noget ved muren kunne han jo så lidt som alle andre, og i de følgende årtier, til venskabsdelegationen fra øverste Sovjet anført af Gorbachev endelig ankom, og Mikhail Sergeyevich plantede dødskysset på kammerat Honeckers blege læber, stod den der og var ikke til at overse. Et håndfast fænomen, tør man godt sige, som trods al velstanden og hurlumhejet i Vestberlin ligesom dementerede enhver mere dybsindig følelse af letsind og frihed og gjorde kommunismen som direktivt ideal ynkeligt til skamme. Skamfuldt nok.
Der er allerede sagt og skrevet uendeligt om selve dette groteske bygningsværk, som nu i det store og hele er nedbrudt og forsvundet. I dag sælger platuglerne ved Potzdamer-Platz og ved Brandenburger Tor fortsat stumper af den grafittibesmurte beton monteret på små stykker lakeret træ. For en mindre formue ægte Berlin-mur, som ingen selvfølgelig kan vide om er ægte. Mest tilfredsstillende forekommer tilbudene på konservesdåse, hvori en stump murbeton ifølge deklarationen er nedlagt i en lille tøjpose omgivet af ægte berlinerluft. På kundens rimelige forespørgsel, hvorvidt man nu også kan være sikker på murstykkets ægthed, svarer sælgeren, at man jo altid kan undersøge påstanden ved at åbne dåsen, men at man så må være klar over, at den ægte berlinerluft slipper ud. Så hvad vil man have - mur eller luft eller illusionen om begge dele og til gengæld en intakt konservesdåse til 20 D mark af de stærke?
Men som symbol på et falleret regime er muren uomgængelig og unedbrydelig. En mur af den eller lignende beskaffenhed bygget omkring land eller by er jo fortrinsvis tænkt som beskyttelse mod ydre fjender. Men denne særlige mur beskyttede altså DDR mod østtyskernes flugt fra deres eget system. Svært at tage alvorligt, skønt sagen jo i enhver henseende var blodig nok. Den usle tilfangetagelse, det klaustrofobiske vanvid, den voldelige indelukkethed og den vidtforgrenede undertrykkelse, alt det som murens manifest udtrykte, gennemsyrede hele det mislykkede samfund. Groteskheden, absurditeten, uhyrligheden var af en sådan art, at sproget slår fra.
Den næsten åndeløse indignation over systemet, hvor formuleringerne vidner om magtesløsheden i forhold til omfanget af uretten, opleves i Vera Wollenbergers: Virus der Heuchler. Innensicht aus Stasi-Akten, på dansk ved Johannes F. Sohlman: Staten, stikkeren og sjælene, Politisk Revy 1993. Vera Wollenberger er en af de DDR-borgere, der efter murens fald opdagede at hendes egen mand havde udspioneret hende for Stasi. Når den bog er læst, føler man samme åndenød, men er næppe blevet klogere på andet end nedrigheden, som man lettere overkommer at opfatte individuelt frem for systematisk. Det er som altid i kunsten, litteraturen, man har den egentlige chance for at begribe en flig af en mere sammenhængende, dybere funderet og struktureret og dermed også farligere idioti.

Når nu Krenz og kammerater skal i spjældet får de - uanset en eventuel strafnedsættelse ved den tyske højesteret - god tid til at læse for eksempel Wollenberger. Men herfra skal de tidligere magthavere snarere anbefales Birgit Vanderbekes markante roman fra 1990: Das Muschelessen, Muslingemåltidet, dansk udgave oversat fremragende året efter - også af Johannes F. Sohlman - på forlaget: Rævens Sorte Bibliotek. I sin tid oplæste Kirsten Lehfeldt den korte roman (104 sider) i radioen. Dét glemmes sent. Muslingemåltidet handler om en familie, der sidder og venter på, at det faderlige overhoved skal komme hjem, for at de sammen kan tage fat på den gryde dampede muslinger, som han har forlangt til aftensmad.
Dette er kort sagt handlingen, og man tror det er løgn, men på disse relativt få sider uden ophold i intensiteten opridser Birgit Vanderbeke i sin skildring af den udeblevne far, en sand skiderik af en middelmådighed, og dermed også det autoritære systems forbandelse, dets nedrige metoder, blinde intolerance, stupide selvtilstrækkelighed, og livsfarlige effektivitet i sine metoder til at holde sig selv i live og ved magten. Om ikke andet kan man gribe til vold mod de svagere, altimens man forlanger forståelse for sine mistrøstige handlinger. Staten/faderen har en mening om alt og alle, kan forklare alle nok så urimelige dispositioner og tåler ingen fravigelser fra sin egen fastsatte norm:
"...når jeg tænker mig om så sladrede vi allesammen, alle sladrede om alle og min far havde sit hyr med den samlede families sladder men ofte nød han det fordi han på den måde blev til en vigtig person om aftenen og kunne rydde op i sin familie sådan som han forestillede sig at det gik til i en rigtig familie. Så drak han øl og cognac og stillede spørgsmål fordi han ville finde ud af hvad der var foregået og hver af os udtalte sig mens de andre ventede uden for døren. Til sidst drog han logiske konklusioner og fastsatte straffen derefter og eksekverede den og i virkeligheden var vi alle ret bange fordi straffen blev fastsat efter logiske konklusioner som ingen rigtig var i stand til at gennemskue..."
Retfærdiggørelsen af magten ligger ifølge sagens natur i selve magthaverens egeneksistens. Til alles bedste, hvad enten de kan se det eller ej, efter logiske konklusioner på videnskabeligt grundlag, som selvfølgelig har lige så meget at gøre med videnskab som en dåse uåbnet berlinerluft. Og en pauver omskrivning af den mest horrible og hensynsløse egoisme.
Og så faldt fars hammer. Krenz skal i spjældet i seks og et halvt år og med piber og trommer og selvretfærdigt præk, som om det har med forsvarlig justits at gøre. Tilbagevirkende er nemlig kraften, en dom over et juridisk galehus afsagt af en filial. Omfanget af forbrydelserne begået af DDRs sidste domptør, og hvor slemme de end er, står heller ikke mål med det genforenede Tysklands umiddelbare forhistorie, hvor retsopgøret efter Hitler i det store og hele blev opgivet, fordi det var - netop for omfattende. Gamle dommere, politifolk og andre embedsmænd, der villigt udførte forbrydelser mod menneskeheden i det Tredje Rige fortsatte som dommere, politifolk og andre embedsmænd i den nyoprettede forbundsrepublik. Nogen skulle jo forvalte videre og gemt var glemt.

På spørgsmålet om Herbert von Karajan ikke havde været nazist, svarede kollegaen Karl Böhm: waren wir doch alle - og dirigerede uanfægtet videre. Hvad vesttyskerne derimod med temmelig stor effektivitet tog fat på, var selvransagelsen. Hvad skete der, hvor, hvordan og hvorfor. Den dag i dag kan man ikke åbne Der Spiegel uden at støde på mindst én artikel om den brune fortid. Spørgsmålet er nu, om Tyskland ikke ville have været bedre tjent med en ny runde af selvopgør, hvori hr. Krenz og kammerater i høringsform kunne have spillet en aktiv og opbyggelig rolle. Nu forbitres de ved sejrherrernes forudsigelige dåsejustitsvæsen og vil næppe medvirke til den selvransagelse, det stadig delte Tyskland må igennem for at blive helet. Schade!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her