Læsetid: 3 min.

Robin Hood blues

15. august 1997

John Harvey er ikke specielt god til at binde sløjfe på sine mange tråde

Krimi
"Art Tatum og Ben Webster var et sikkert par. Hver gang. Resnick sænkede varsomt pickuppen og så den glide ned i rillen; han blev stående og lyttede, mens Tatum åbnede sættet på vanlig artistisk vis, broderede sig gennem det første kor for så at stramme rytmen op ved begyndelsen af mellemstykket, inden han med en sidste lille, virtuos figur gav plads og gled ind bag Websters generøse saxofon."
Sådan lyder John Harveys fortællerstemme, når den er mest sprød og sanseligt vågen for nuancerne, i musikkens, tingenes og i menneskenes verden. Nævnte Resnick er af polsk afstamning, hedder Charlie til fornavn og er fraskilt vicekriminalkommissær i Nottingham.
Over stregen er nummer syv i Harveys Nottingham-saga, og der er tryghed i gensynet med Resnick og det faste persongalleri på politigården. Meget Robin Hood og hans muntre svende er der ikke over det, for som det allerede vil være fremgået kan Harvey sine jazz-licks på fingrene, stemningen af fuldfed melankolsk blues trues af vanvidsudtryk for en stigende social disintegration - vi er i Thatcherland, en verden i moralsk opløsning.
Harvey er en begavet, ofte vittig social kommentator. Han hævder lidt koket aldrig at have læst en Agatha Christie-roman, og det er da også, på tværs af det meget engelske provins- og politimiljø, klart de mere cool amerikanske forbilleder, Chandler og så videre, der løber Harvey produktivt i pennen.
Men for nu at blive i musikjargonen bør det tilføjes, at gode licks og riffs knap gør det ud for en sammenhængende komposition. Eller: Harveys improvisationer over det faste skema er ikke altid lige ophidsende. Han er god til at få en sag til at gå i stå, og dermed give plads til øm hverdags-trivia, men ikke specielt god til at binde sløjfe på de mange tråde han ynder at ulde ud. Det kan der godt være en pointe i, men for mig at se virker det snarere som sjusk eller ligegladhed.

Selvbevidst forfatter
Over stregen er typisk for en selvbevidst forfatter, der er kommet langt hen i sin krimiserie. Meta, pastiche og selvironi hedder det. Handlingens udgangspunkt er således en krimikonference i Nottingham, der konfronterer en yngre kvindelig amerikansk successkribent med en aldrende, falmende engelsk ditto, i øvrigt tilsat en film noir-renæssance for en halvglemt, fordrukken amerikansk instruktør. Dertil brevtrusler på livet og feministiske demonstrationer mod den amerikanske forfatter. Det har sin egen, dog temmelig indadvendte spas. Koordineringen med den anden linje i fortællingen, der handler om fatale og nærfatale knivstik mod stupidt tankeløse prostitutionskunder, er til gengæld ikke særlig energibefordrende.
De glødende feministers provokative demonstrationer mod (også kvinde)krimiernes påståede accept af den traditionelle kvindelige offerrolle, de morderisk hævnende prostituerede, de kritiske film noir-refleksioner over femme fatale-syndromet, alt det forbinder dog tematisk - udover typisk maskuline fordomme, ønskedrømme og blindheder - romanens to hovedlinjer.
Harvey har sikkert selv tænkt denne sammenfletning som sin histories (selv)kritiske pointe, men i kraft af den allerede mildt kønsforskrækkede Resnick-figur - once bitten, twice shy - fungerer den tematiske sammenbinding ufrivilligt imod sin hensigt, i retning af en generel kvindeangst, der ikke er særlig klædelig. For hvad Harvey måtte reservere sig i forholdet til sin protagonist bliver aldrig udtalt inden for denne type skriven. Det kunne måske være et godt udgangspunkt for den næste Resnick-historie...

*John Harvey: Over stregen. Oversat af Johann Bang. 287 s. 325 kr. Forlaget Modtryk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her