Læsetid: 2 min.

Rwanda: Drop nødhjælpen

28. august 1997

"Vi vil ikke igen se på, at humanitære organisationer, NGO'ere eller FN bruger nødstedte spædbørn som moralsk undskyldning til at uddele mad til militssoldater i de samme flygtningelejre, sådan som de gjorde med hutusoldaterne i det østlige Zaire."
Så skarp er den rwandiske konklusion på erfaringerne fra folkemordet i 1994, hvor hutu-bagmænd flygtede til FN-lejre og gennem tre år levede af FN's nødhjælp, mens de reorganiserede sig.
Den bliver afleveret i Danmark af rådgiver for den rwandiske præsident, viceministeren for Rehabilitering og Social Integration, Christine Umutoni. Hun deltager i dag på en konference om nødhjælpsorganisationers rolle i krisesituationer, arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp og Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
"Da FN og det internationale samfund vendte ryggen til folkemordet i 1994 og forlod os, da vi havde mest brug for dem, havde de glemt alt om de spædbørn, der lå og suttede bryst hos en mor, som lige var blevet myrdet med en machete," siger Christine Umutoni til Information.
Anklagen for dobbeltmoral er utvetydig, og beskeden er ikke til at misforstå: Hvis ikke FN og i det mindste NGO'erne begynder at analysere hele krisesituationen og effekterne af deres nødhjælpsarbejde, vil katastrofehjælpen til lande som Rwanda og andre kriseramte u-lande være en omkostning i stedet for en gevinst.
Hvert år den 11. april demonstrerer rwandere mod FN i hovedstaden Kigalis gader.
Som protest mod den dag i 1994, hvor FN-styrker forlod de omkring 10.000 rwandere, som de beskyttede i borgerkrigens første, blodige dage.
Sympatien i Afrika for de internationale organisationer, der giver sig ud for at hjælpe, er, ifølge Umutoni, på et så lavt blus, at det i fremtiden vil være svært for de humanitære organisationer at spille en troværdig rolle i krisesituationer.
Organisationerne må bevæge sig væk fra de simple, humanitære løsninger på krisesituationer af sprængfarlig politisk karakter, som for eksempel at yde nødhjælp til folkemordere, mener Umutoni:
"De er del af et politisk spil, selvom de siger, at det ligger på andres bord."
Da de omkring en million rwandiske hutu-flygtninge begyndte at vende hjem i november sidste år, som følge af borgerkrigen i det tidligere Zaire, blev den nye tutsidominerede, rwandiske regering udsat for beskyldninger om, at den ikke hjalp flygtningene nok - tværtimod.
"Vi blev beskyldt for kynisme og hævntørst, fordi vi ikke ville sætte vejstationer op, hvor flygtningene kunne få mad og hvile de trætte ben. Man sagde: Se, der går tre-årige børn, som har været på flugt i ugevis. Men vi analyserede situationen og ville have dem direkte hjem til deres tidligere landsbyer, for at undgå at nye lejre, hvor hutu-militsen kunne operere fra opstod - inden for vores lands grænser. Det skete vel og mærke uden de epidemier og dødsfald, man advarede os imod," siger Umutoni. Og hun er ikke i tvivl om, at nogle må ofres for at flere liv kan reddes.
"Hvis det internationale samfund ikke vil tage en beslutning om for eksempel at afmilitarisere lejrene, så er konsekvensen, at der er nogen, man ikke kan hjælpe. Du er nødt til at skære en kræftsyg arm af for at redde resten af kroppen."
Hun minder igen om, hvor hurtigt de samme mennesker, som bliver brugt som et argument for at yde humanitær katastrofehjælp kan blive forladt. Som 800.000 rwandiske tutsier og moderate hutuer i 1994.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu