Læsetid: 2 min.

S i skarp opposition til Nørrebro-plan

21. august 1997

Flertallet vedtog den dyre plan, der kræver massiv støtte fra Københavns Kommune og staten

Socialdemokraterne markerede sig i skarp opposition til flertallet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, da bydelsrådet på Indre Nørrebro i København onsdag aften vedtog den såkaldte helhedsplan, som skal bidrage til at løse de problemer, der denne sommer flere gange har ført til voldsomme sammenstød mellem politiet og unge fra kvarteret omkring Blågårds Plads. Planen lægger op til en massiv indsats for børn og unge, for arbejdsløse, for skabelse af fritidsaktiviteter, for en personalepolitik til gavn for etniske mindretal og for dialog og samarbejde mellem beboerne i bydelen.
Allan Christensen (S) bebrejdede flertalspartierne - SF og Enhedslisten - at de "mangler modet til at gå tilstrækkeligt grundigt til værks" og bebudede, at socialdemokraterne ville stemme imod den samlede helhedsplan, medmindre der blev givet væsentlige indrømmelser. Socialdemokraterne markerede sig med en langt mere fordømmende holdning til de unge, der har kastet sten mod politiet, end de regerende folke- og enhedssocialister:
"Det er utrolig vigtigt at sende det signal, at vi tager afstand fra de kriminelle optøjer på Blågårds Plads," sagde Allan Christensen og sagde nej til Enhedslistens forslag om at lægge vægt på, at der er tale om "sociale problemer".
Også Henry Thingvad (S) vendte sig skarpt imod Enhedslistens formulering og beskyldte formanden for bydelsrådets social- og beskæftigelsesudvalg, Kathrine Hammerich (EL), for at "vende tingene på hovedet, som du i øvrigt har gjort hele sommeren".
Klare nederlag
Flertallet bestående af Enhedslisten, SF og Nørrebrolisten endte med at vedtage, at problemerne omkring Blågårds Plads er "sociale og kulturelle" samtidig med, at bydelsrådet anerkender "at der i nogle sammenhænge kan være tale om opgaver, der kun kan løses gennem en politimæssig indsats".
Enhedslisten havde i løbet af bydelsrådets møde held til - med støtte fra SF - at få udbygget det udkast til helhedsplan, som en ad hoc-gruppe med repræsentanter for alle partier har udarbejdet i løbet af sommeren. For eksempel bliver det i den vedtagne helhedsplan fremhævet, at Nørrebro er en "multietnisk bydel", og at en "mangfoldighed af kulturer er en af bydelens styrker".
Socialdemokratiet led aftenen igennem en række klare afstemningsnederlag, efterhånden som bydelsrådet fik stemt sig igennem de omkring to snese ændringsforslag - heraf 10 socialdemokratiske.
Ved den endelige afstemning - efter Informations deadline - var der således udsigt til, at socialdemokraterne ville stemme imod helhedsplanen, hvilket kan give nogle af helhedsplanens initiativer en vanskelig gang gennem socialminister Karen Jespersens (S) og socialborgmester Winnie Larsen Jensens (S) bevilgende myndigheder.
Og som Kristian Lyk-Jensen (R) sagde i sin ordførertale:
"Det her koster rigtig mange penge. De penge vil jeg godt se folk finde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her