Læsetid: 4 min.

Med sækkepibe og støjguitar

28. august 1997

NYE CD'ER

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre/fuglesang som hjertet måtte røre/I de dybe dale/Mellem nattergale/og de andre fugle små som tale

De fleste genkender linierne fra folkevisen "Jeg Gik Mig Ud En Sommerdag". Men vel kun de færreste har i deres vildeste fantasi forestillet sig dem afsunget til akkompagnement af så divergerende klangredskaber som technoens sequencer og middelalderens sækkepipe.
Det er ikke desto mindre hvad Århus-gruppen Sorten Muld uden skælven har kastet sig ud i på debut-albummet Mark II - en plade, der således med al tydelighed viser at den moderne rytmiske musiks veje er uransagelige. Også i Danmark. En plade, der ligeledes signalerer, at selv store pladeselskaber har øjne for grupper med frisk kød mellem tænderne, og altså ikke alene gumler med på den opportune, gammel-rock'istiske drøvtygning.
Flot og favnende
At der er store kunstneriske og salgsmæssige perspektiver i Sorten Muld beviste gruppen allerede sidste år, da den som led i Århus kommunes Kulturby 96-initiativ, Future Pop udsendte en hurtigt eftertragtet miniudgivelse og siden tækkedes af et talstærkt publikum på så forskellige festivaler som Venue 97, Roskilde, Skagen, Langeland og Tønder.
Gruppens force ligger i 'lyddesigneren' Henrik E. Munch og 'arkitekten' Martin D. Ottosens evne til at programmere æterisk velklingende, elektroniske lydspor omkring dén nordiske viseskat, som det ellers typisk har været folk'ens eller rockens metier at videregive. Et projekt, der dog samtidig indbefatter en subtil brug af traditionelle rockinstrumenter samt en smældende inkorporering af middelalderlige strygere og blæsere m.m. Altsammen spillet af en bred vifte af mere eller mindre fast tilknyttede gæstemusikere. Over den veltemperede eleksir træder sangerinden Ulla Bendixens smukt fraserende, krystallinsk ringende vokal sin ubesværede dans, og byder herved de enkelte forlæg andægtigt og pirrende velkommen til det nye årtusinde.
Det store scoop er netop, at der her er tale om en grænsesøgning, som ikke er så svimlende elitær, at kun de esoterisk udvalgte kan vugge med. Den fjerneste fortid og den nærmeste fremtid løber sammen i en tidssvarende hybridform, der taler på tværs af såvel alderssegmenter som musikalske demarkationslinier. En insisteren, hvor autenticitet og autonomi er to sider af samme sag. Og det i en stor, flot og favnende produktion vel at mærke - varetaget af gruppens ingeniørduo i samarbejde med lydmixeren Freddy Albrektsen.
Skal man sætte en krakilsk finger på udfaldet, er det det faktum, at hele seks af pladens numre er gengangere fra minialbummet. Til gengæld er de omarrangeret så selv inkarnerede lyttere vil finde fornyet interesse i dem. Og så er der jo de nye - de er faktisk næsten bedre end de gamle!
I hurlumhejhuset
Fra Århus kommer også firkløveret Vildensky, der ligeledes gør op med vanetænkningens demagogi.
Kuren på debuten Utyskme er dog en noget anden end hos Sorten Muld, idet den rablende kvartet stadig fremstår i en traditionel rockopstilling, hvis man da fraregner klarinettisten Lotte Maxild. Hendes fyndige, gennemvævende broderier på den sorte træblæser er nemlig en af hovedårsagerne til, at gruppen mere end nogen lever op til sit navn. En anden er sangskriver Andreas Hansens surrealistiske historier og distingverede venden-vrangen-ud-på-sproget, der sætter sig igennem alene i titlerne til de enkelte numre.
Man kan ikke andet end mores over denne banquet, hvis førsteret er "Syrelægens Natmad - m. Vildensky" - en beruset og kannibalistisk skæbnefortælling for marchtrommer, el-spade og syrlige keyboards - og som toner ud i en cabaretklingende "Havefest" med tyve, krøblinge og andet godtfolk på invitationslisten.
Albummets første tre og sidste seks kompositioner står stærkest, ved sine inciterende løsslupne hurlumhejhus-ture, pletvis sejtmalende, teatralske drive og psykedelisk indfarvede mønstre, mens de midterste seks knalder lige lovlig heftigt ud i polka-punk og Balkan-stemning ifølge undertegnedes smagsløg.
Endelig må man hefte sig ved Hansens sangpragt: At den virker nøjagtig så gurglende uprætentiøs som Eik Skaløes hedengangne steppeulve-røst, kan man opfatte efter forgodtbefindende. Det er først og fremmest ideen bag, der tæller. Og statisk kan man ingenlunde kalde dette 'misfoster' af en cd.
Højoktan støjpop
Hvilket bringer os til Speaker Bite Me og albummet Inner Speed, hvis mest regulære affinitet til den 'klassiske' rockudgivelse er længden og antallet af tilhørende kompositioner. Ti numre med en samlet spilletid på 35 minutter er nemlig alt, hvad denne mageløst støjmalende gruppe behøver for at afveje sin værdi.
Som på debuten, minialbummet Recorded fra sæsonens åbning, excellerer Speaker Bite Me i en underskruet, gerne fortættet, gerne fartsættende og hele vejen igennem forlokkende coolness, der sporenstregs fænger, men som først for alvor sætter sig fast i hjernebarken efter flere gennemlytninger.
Inner speed er en af den slags udgivelser, der vokser på detajleplanet som en formel 1-racer i en Ferrari-mekanikers sarte hænder. Teknikken er således overlegen når basmotoren sættes igang, når der kobles ud mellem snurrende boremaskine-guitar og fuldfede pop-akkorder og når turboen brænder højoktan punk-rock-gasolino af til Martin Ilja Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensens facetterede, tvekønnede vokalarbejde.
I producerstolen har Flemming Rasmussen (Dicte, Metallica, Sort Sol m.fl.) endnu engang tunet lyd, så asfalten synger. Ja, selv coveræstetikken brillerer med sin finesse. Lad os så bare håbe at lanceringen evner at føre herlighederne væk fra de lukkede baner og ud i æterens overhalingsspor.

*Sorten Muld: Mark II (Pladecompagniet/Sony). Udkommer i dag.
*Vildensky: Utyskme (Mangel På Ilt).
*Speaker Bite Me: Inner speed (Exlibris). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu