Læsetid: 12 min.

Det særligt kvindelige

28. august 1997

Han tog det første skridt på månen, og vi sad hernede og så det på sort-hvidt fjernsyn, og det lå i helt utroligt fantastisk forlængelse af mine yndlingsbøger: Ivanhoe, musketererne og En Verdensomsejling under Havet.
Astronauterne var nye helte på opdagelsesrejse, og vi var stolte, selv om de var amerikanere.
Det var jo os, ikke russerne.
Og derefter forførte vi geografilæreren til at tale om månerejser i stedet for dagens lektie. Men først da jeg med en 12- årigs undren spurgte ham:
"Hvorfor er der ingen kvindelige astronauter?" og han lagde cerutten i tavlens kridtrende, rømmede sig, og med alvor i stemmen sagde:
"Det er, fordi kvinder har menstruation," og samtalen hurtigt drejede sig i anden retning, fordi den slags var pinligt at tale om, når der var drenge til stede, følte jeg mig pludselig sat uden for den store verden. Udenfor sammen med alle de andre piger og vores mødre, tanter og lærerinder.
Erindringen dukker op under en samtale med Jette Lundbo Levy, lektor i nordisk litteratur på Københavns Universitet og i 70'erne en fremtrædende debattør af kvindespørgsmål.
Jeg spørger hende, om hun var vred dengang, da den ny kvindebevægelse tog form. Men først kan hun ikke rigtigt huske det.
På sin vis er det også et umuligt spørgsmål at besvare - følelser er så fysiske, at de ikke kan erindres 10-20 år senere i sproget, hvis følelsen i mellemtiden er fordampet. Og nu er det endelig blevet sommer, vi har fundet en skyggefuld plads på restaurantens terrasse og bestiller to stykker med røget sild med udsigt over Kongens Have.
Et par eftertænksomme øjeblikke senere siger hun dog:
"Jo, jeg var vred, men mest på et fagligt plan i forhold til kvinders placering i litteraturhistorien og den rolle, som kvinder spillede på universitetet. Det var for galt. Kvinder var udenfor, anderledes - og samtidig idealiserede. De var ikke en del af helheden".
Den farlige enshed
Udenfor. Anderledes. Idealiserede.
Jette Lundbo Levys ord er en rammende beskrivelse af de diffuse følelser, jeg husker første gang fra naturfagslokalet på Rahbek-skolen. Og otte-ti år senere førte vreden over, at kvindelighed bliver brugt som argument for at begrænse kvinders udfoldelsesmuligheder, mig ind i Venstresocialisternes kvindegrupper - om end det blev formuleret som vrede over uligeløn, dobbeltarbejde, dårlig uddannelse og elendigt arbejdsmiljø, som kvinder har til overmål sammen med et undermål af politisk indflydelse.
Fornemmelsen af at tilhøre "det andet køn" og oprøret mod det, gør kvindebevægelsen svær at beskrive, uden at den ene sætning kommer til at punktere den næste.
I Kongens Have formulerer Lundbo Levy det som konflikten mellem ligestilling og dyrkelsen af det særligt kvindelige:
"Kvindebevægelsen har altid haft to sider: Dels kampen for ligestilling, som i sig rummer den farlige konsekvens, at alle skal være ens. Dels en forestilling om det særligt kvindelige, hvor det netop er forskellen mellem kønnene, man dyrker. De to sider - ligestillingen og det anderledes - følges altid ad og skriger af hinanden, også inde i hver enkelt hoved."
"Når de to vinkler, altså ligestillingen og forestillingen om det særligt kvindelige, er inde i de samme hoveder, opstår der konflikt."
- Også inden i dit eget hoved?
"I den akademiske middelklassedel af kvindebevægelsen tror jeg, at konflikten var inde i alles hoveder. Dét, man drømte om, var en form for kulturrevolutionær bevægelse, hvor målet i lige så høj grad var en forandring af kulturen som ligestilling," siger hun.
Tjeneren bringer to stykker Sol over Gudhjem og perlende Ramlösa. Ved de andre borde på terrassen sidder mænd og spiser og taler. Forretningsfrokosten er en genial maskulin forening af det nyttige og det behagelige, som jeg overtager uden ændringsforslag til dagsordenen.
Kvindelige produktivkræfter
I 1976 udkom den tyske sociolog Ulrike Prokops bog "Kvindelig livssammenhæng" (1978 på dansk).
Jette Lundbo Levy introducerede bogen, som fik stor indflydelse på kvindeforskningen på universiteterne:
"Prokop tager udgangspunkt i, at kvinder er marginaliserede. Hun vender det imidlertid til en fordel: Fordi kvinder er sat uden for den kapitalistiske konkurrencementalitet, er deres længsler rene - udtryk for noget mere menneskeligt. Hun dyrker anderledesheden."
- En ny udgave af den ædle vilde?
"Det kan man godt sige. Inden for den tankegang var kvinder naturligvis mere revolutionære end mændene, fordi de kunne bidrage til samfundet med noget uspoleret. I dén periode, hvor det frem for alt gjaldt om at være revolutionær, var det også en tankegang, der egnede sig til at slå mændene oven i hovedet".
- I kampen mod anderledesheden, blev der opstillet en ny form for anderledeshed?
"Det var det, som Prokop på smukkeste marxistiske vis kaldte 'kvindelige produktivkræfter': Omsorgsfuldhed, ømhed, indlevelsesevne og æstetiseringen af hverdagslivet. Kvinder behøver slet ikke at lave kunst, fordi de gør deres liv til en slags kunstværk."
På vej til socialismen
Under samtalen maser flere hengemte erindringer sig op til bevidsthedens overflade: Skænderierne med kæresten, der også var VS'er, men tilhørte en anden fraktion.
Skænderier om kvinders dobbelte erfaringer med både intimsfæren og arbejdssfæren gjorde dem - os - bedre i stand til at lægge strategier, der anticiperede (sådan talte vi faktisk), altså foregreb, den socialistiske fremtid.
Han blev ligesom så mange andre mænd rasende over en teori, der satte ham ud på et sidespor i den revolutionære kamp, fordi hans mandskøn gav ham de forkerte erfaringer, og stædigt fastholdt han den traditionelle arbejderklasses afgørende rolle - naturligvis i hellig alliance med revolutionære intellektuelle.
Historien havde vist, at kvinder var og blev revolutionens fodslæbere. Madlavning, børnepasning og blevask slørede deres sanser for det væsentlige.
Lige så rasende bedyrede jeg min mistillid til, at en flok mandschauvinister, der lod deres koner dobbeltarbejde, ikke ville lukke kvinder ind i mandefag, og hvis politiske visioner begrænsede sig til at tænke to kroner mere i timen, kunne skabe en bedre verden. For kvinder.
Jeg var derimod ikke i tvivl om, at kvinder kunne skabe en bedre verden for mænd.
Og første maj 1981 udkom VS' månedsblad Solidaritet med et interview med Preben Sømand, hvor han blandt andet fortalte, at han ikke havde tal på de kvinder, han havde været i seng med.
Interviewet blev ikke vel modtaget hos de mere fagligt orienterede dele af partiet, må man sige. Man skulle ikke udstille en ledende kammerats mindre heldige sider. Og på talerstolen holdt et kvindeligt medlem af Kommunistisk Forbund dagens mest veloplagte tale: "Vi vil ha' det hele!," sagde hun. "Både et ordentligt arbejde, demokrati, tid til kærlighed og børn."
Den parole var ikke blevet godkendt i de heftige, månedlange paroleslagsmål, der var gået forud for venstrefløjens fælles første maj.
Intet liv i evig strid
Hen over to halvspiste stykker smørrebrød fornemmer jeg, at Lundbo Levy deler mit ubehag ved at mindes de gamle fjendebilleder, som plagede kvindebevægelsen såvel som venstrefløjen:
"Det er mig umuligt at erindre, hvad konflikterne mellem de forskellige grupper helt præcist gik ud på - noget med organisationsformer, og noget med at identificere sig med og alliere sig med arbejderklassen. Beskyldningerne føg for leninisme, reformisme, individualisme, lesbianisme - der var ingen grænser," siger hun.
- Undertiden tænker jeg tilbage på den tid som fundamentalistisk. Der blev brugt meget tid på at udlægge gamle tekster og på at finde den eneste korrekte læsning, den eneste korrekte strategi. Måske forandrede alt sig så angstvækkende hurtigt de år, at det skabte behov for nogle faste skemaer at forstå verden ud fra .... og meget lille rummelighed over for andre, der tænkte blot en smule anderledes?
"Fjendebillederne kommer vel af de indre dæmoner i mennesket. Og en søgen efter tryghed. I den forstand var venstrefløjen jo en massebevægelse. Det er altid vældigt trygt at identificere sig med, men i sådan en bevægelse bliver den kritiske sans en fjende".
"Man skal ikke glemme, at der var helt reel lyst til at forandre samfundet. Men styrken vender sig hurtigt til svaghed, når fjendebillederne vokser og bevægelsen splittes i smågrupper".
"Det er sket gang på gang i historien. Og i den proces taber man simpelthen den individuelle frihed".
"Når man har gennemløbet alle de faser - til dels været en del af dem, men i hvert fald et vidne tæt på - og begynder at se sig selv og den rolle, man spiller i historiske sammenligninger og sammenhænge, ja så er distancen etableret. Det er fuldstændigt uudholdeligt at leve et liv i kampen om et verdensbillede."
- Man kan ikke holde ud at leve i evig strid?
"Nej. Dybest set arbejder man vel altid for at kunne holde sig selv ud. Og det politiske miljø medførte en meget ringe evne til overhovedet at leve: Det, der ikke kunne beskrives og bringes på analytiske begreber og derefter anbringes i en strategi, ville man ikke have med at gøre."
"I virkeligheden var der et underliggende krav om, at man skal kunne mestre alting. Og det er et meget hovmodigt krav, at ens egne strategier skal kunne redde hele verden."
Privat politik
Det private er politisk, lød en af kvindebevægelsens paroler. Og det var en politisk handling at smide mascaraen i skraldespanden, klippe sig korthåret og gå i arbejdsmandsbukser. Handlinger, der i dag forekommer overdrevne, næsten aggressive. Dengang følte jeg det nødvendigt.
Og det "naturlige look" havde sine fordele, husker Lundbo Levy:
"Jeg tænker på det hver sommer, så kommer helvedet med at overveje den mindst smertefulde metode til at fjerne hår på benene - det gjorde man jo heller ikke i de år."
- Skønhedsidealet var et andet - dengang syntes jeg, at hår på benene var pænt. Det synes jeg ikke i dag...
"Der har du kernen i det, vi gjorde oprør mod: At de andres blik på dig bliver integreret i én selv. Det er det blevet igen. Man oplever det stærkt, når man bliver ældre. Der er ingen tvivl om, at ældningstegn hos en kvinde opfattes som langt mere fatale end ældningstegn hos en mand. Man får en meget stor bevidsthed om det, når man bliver over 50."
"Foragten for gamle kvinder er meget stor - egentlig mest blandt ens jævnaldrende. Og måske er det et udtryk for egen angst."
- Foragt er et stærkt ord?
"Gamle kvinder bliver enten usynlige eller undtagelser, der klarer sig intellektuelt, fysisk og psykisk. De sidste bliver fænomener. Det er skræmmende at have udsigt til at ende sine dage som fænomen - og det er det bedste af to mulige udfald."
"Det hører med til livet at blive gammel. Og jeg tror det i meget høj grad handler om at slippe sin jeg-bevidsthed og blive åben for verden igen. Det er jo helt umuligt, hvis man behandles som et fænomen: Så skal man hele tiden se på sig selv med de andres blik og iscenesætte sig selv. Så kan det være, jeg bliver vred igen."
- Men den umiddelbare frihedsfornemmelse ved at smide de traditionelle kvinderolles rekvisitter blev jo også en tvang?
"Ja, de små detaljer med udseendet, smide mascaraen og bh'en ud og lade brysterne svaje, betød også, at de, som ikke gjorde det, blev betragtet med mistænksomhed. Igen dette krav om enshed, som vel kun kan forklares med et stort tryghedsbehov. Der skal være et frirum i menneskers tanker og selvopfattelse, så det er muligt at reflektere, at se på sig selv og ændre sig selv. Det kan aldrig politisk organiseres."
"Men vi satte ord på nogle vigtige processer, og det giver os en lille smule større frihed i dag, simpelthen fordi vi ved, hvad vi vælger mellem. Det er også derfor, vi kan tale sammen, som vi gør lige nu."
Mistet kærlighed
Der sidder vi så i Kongens Have, med barberede sommerben og mascara på vipperne, veluddannede og vellønnede. Vi vinker restaurationsvante af tjeneren, bestiller kaffe og bliver enige om, at de år, på trods af megen frugtesløs strid, alligevel bragte godt med sig.
- Jeg er simpelthen ikke i tvivl om, at det er bedre at være kvinde i dag end i 50'erne og 60'erne...
"Det er grundlæggende absurd at stille spørgsmålet, om det er gået frem eller tilbage med verdens tilstand. Men lige præcis, når det gælder kvinders forhold i vores del af verden, er der langt flere muligheder," mener Jette Lundbo Levy.
Hun underviste også på universitetet i begyndelsen af 70'erne, da kvindeforskningen begyndte at blomstre, og jeg spørger om nutidens kvindelige studerende er lige så optagede af kvindespørgsmål:
"Mange af dem er interesserede i kvinders litteratur og skriver opgaver om det. Men deres tilgang er historisk. Når de studerende i 70'erne skrev en opgave om Amalie Skram, ja, så skrev de samtidig om deres eget liv. De blev så at sige til i skriveprocessen, de skrev sig selv frem, det var nutid, selv om det var en historisk analyse. Sådan er det ikke længere. Det er rædselshistorier fra gamle dage - ikke noget, der anfægter dem selv."
- Så er der da sket noget!
"Ja. Og det er godt. Men vi har også mistet."
- Hvad?
"Det er svært at sætte ord på, men jeg tror, vi har mistet mange former for kærlighed. Et bærende begreb i den ny kvindebevægelse var, at man 'skulle realisere sig selv'. Det var et udtryk for frihed - og i den forstand var tiden lige så individualistisk som nu: Man skal realisere alle sine potentialer."
"Men i det udtryk 'at realisere sig selv' ligger en vældig utålmodighed. Og i ordet 'utålmodighed' ligger, at der er meget, som man ikke kan og vil tåle. Med andre ord, er der meget, man ikke kan og vil tåle hos andre mennesker."
"Utålmodigheden ligger i den måde, vi fungerer i kulturen. Når arbejdsløshedstallene er så høje, skyldes det blandt andet, at kvinder er kommet ind på arbejdsmarkedet i et omfang, de ikke var for 30 år siden. Det er en voldsom kulturændring: Hvis en kvinde ikke har lønarbejde, skal hun aktiveres. Ellers realiserer hun ikke sig selv."
At afrealisere sig selv
"I modsætning til 'at realisere sig selv' har forfatteren Inger Christensen et pragtfuldt udtryk i Del af labyrinten, hvor hun siger, at det i virkeligheden gælder om at afrealisere sig selv for overhovedet at kunne sanse og beskrive verden. Hun forklarer det med, at det 'at realisere sig selv' betyder at realisere en værdi, hvorimod 'at afrealisere sig selv' betyder, at man opgiver at repræsentere en synlig værdi. Heri ligger en enorm gavmildhed... Jeg tror, det er det, vi har mistet."
- Men længslen efter det ligger som en understrøm i tiden: Som når jeg indimellem tænker, at journalistikken nok klarer sig uden mig, det er vigtigere at passe familien, vennerne og blomsterne i haven...
"Det er dét liv, du ikke levede, mens du brugte syv år i VS på at diskutere strategier. Nu prøver vi på at blive gode til at leve livet."
- Du siger altså, at hvis man er vred og analyserer problemer og sætter dem i strategiske sammenhænge, så kan man ikke leve?
"Kun i en periode."
- Det hører måske ungdommen til?
"Det gør det nok."
- Faren for ligegyldighed over for alt andet end lige præcis hvordan man selv og de nærmeste har det, ligger snublende nær...
"Det er rigtigt, og jeg har ingen løsninger på det dilemma. Ud over, at jeg stadig mener, det er vigtigt at arbejde for demokrati og menneskerettigheder i alle de sammenhænge, man er - hvilket ikke ligger langt fra nogle af strategierne i den tidlige kvindebevægelse."
"Og det må være broen mellem det, man kan kalde den store politik, den store historie og den lille historie."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu