Læsetid: 5 min.

Seriemorderen i os alle

28. august 1997

Befriet område
Hvad skulle jeg arme tv-narkoman dog gøre? Her sad jeg med dagens avis i hånden, og hvad fandt jeg? Serier. tv-serier. Man skulle tro, det var en sammensværgelse. Eller at alle programplanlæggerne lider af Münchhausen by Proxy. Det er den sygdom, hvor mødre mishandler deres børn, for at få lægens opmærksomhed. Programplanlæggerne ville tilsyneladende gøre alt for at opnå min.
Og det var lykkedes dem.
Mens jeg næste morgen børstede tænder foran spejlet, greb jeg mig i at fremture "Taylor, I have loved you all my life!" Samtidig overvejede jeg at få foretaget en plastisk operation, så jeg kunne ligne manden, der havde udtalt ordene. Nemlig Ridge fra Gla-mour. I så fald var det en større ombygning, kirurgen skulle tage fat på.
Lettere deprimeret vaflede jeg i køkkenet, hvor jeg så en UFO. Den landede midt på køkkenbordet, lige ud for mit nøgenbillede af Special Agent Scully fra Strengt Fortroligt. Det var godt nok Pamela Andersons krop, jeg havde limet på, men den var jo lige så kunstig, så det kom ud på ét. Jeg var forvirret. Jeg havde aldrig set en UFO før. Scully så dem hele tiden. Faktisk kunne hun ikke være i fred for dem, men jeg så aldrig nogen. Det var uretfærdigt.
Da jeg senere på dagen udtalte ordene "Damn good coffee - and hot too," slog det mig. Jeg var blevet identitetsløs. Tv-serierne havde taget min sjæl og solgt den til djævelen uden at spørge mig. Jeg var blevet til et genfærd unden identitet, jeg måtte have den tilbage.
Jagten går ind
Men det er svært at jagte sin egen identitet, når man gennem en halv menneskealder er blevet opflasket med dårlige tv-serier.
Jeg var på vej hjem fra den fjerde psykolog den uge (de andre tre havde hængt sig), da det slog mig. De frygter ingen. Scully, Cooper, Rigde, Taylor, Tim The Toolmann, og hvad de nu ellers hedder alle sammen. Når dagens afsnit er slut, forsvinder de til deres Neverland på fantasiens ydre overdrev, hvor de hygger sig sammen, smiler deres falske smil og griner dåseagtigt af hinandens vittigheder. De truede min eksistens. De måtte udryddes. Jeg bestemte mig til at gå i gang.
Det var dem eller mig.
Næste dag købte jeg Brett Easton Ellis' "American Psycho" og en billet til Los Angeles. I lufthavnen så jeg Kurt Ravn og overvejede nogle indledende øvelser ud i mit nye fag, da det gik op for mig, at han vist slet ikke er med i en serie. Hvis jeg i øvrigt kom for skade at påtage mig hans identitet, ville jeg endvidere blive tvunget til at synge sammen med Stig Rossen.
Seriemordere synger af princip ikke.
I flyveren overvejede jeg min modus operandi: Jeg måtte have en fast base, hvortil jeg kunne bringe mine ofre. Et sted, som senere ville blive valfartsmål for millioner af illusionsløse vesterlændinge uden sjæl og identitet.
Få dage senere var jeg i fuldt sving.
Taylor Hayes Forrester var på den. Virkelig i knibe. Hun lå forbrændt i sin hospitalseng og græd sine modige tårer. Der skulle gå mindst 28 afsnit, inden hun på mirakuløs vis igen blev forvandlet til den nuttede Glamour-babe, vi kender.
Det var mig, der gjorde det. Satte ild til hende. Da hun brændte, skreg hun ikke engang, mens en fæl lugt af plastic eller PVC bredte sig i garagen, hvor jeg holdt hende som gidsel. Havde jeg stukket en gaffel i hende, havde hun sikkert sagt som en talende Barbie-dukke. "Ken, vil du give mig skumslukkeren?"
Det var surrealistisk.
Men jeg fandt stadig ikke ud af, hvem jeg var.
Møde med djævelen
Næste dag så jeg på de lokale nyheder, at O. J. Simpson havde begivet sig ud af døren for at løbe en tur. Han kunne nu ikke komme til for alle pressefolkene og kvindesagsaktivisterne, så han opgav igen. Det fik mig til at tænke på én bestemt person. En person, som gav den absurde farce omkring mordene sin helt egen vinkel. Og som senere fik job i en ... De har gættet det ...tv-serie.
Kato Kaelin.
Syv timer senere sad han bundet til en stol i min kult-garage og jamrede sig. Jeg lod ham først se 24 afsnit af Savannah og derpå et live-talkshow med Roseanna Barr. Så var han mør.
"Jeg fortryder alle mine tidligere gerninger. Dem alle! Jeg er ked af, jeg var en medieluder i O. J.-sagen. Det var mig, der slog Nicole ihjel. Undskyld! Undskyld!" Han stortudede hjerteskærende.
"Forårsager du djævlen og alle hans gerninger?", spurgte jeg opmuntret og overvejede endda at slippe staklen fri.
"Hvilken serie spiller han med i?"
Derpå fandt jeg min kult-kampkniv frem.
Jeg bestemte mig derefter for at gå rigtig grundigt til værks. Vil man være noget i denne verden, må man som bekendt stile højt. Jeg bestemte mig for at gå efter selve personificeringen af tv-serien.
Bill Cosby var nemlig den værste. Hvordan kan man lave sit liv om til en tv-serie og slippe godt fra det? Derudover havde jeg en bagtanke. Kunne jeg få bugt med tv-klonen Cosby, kom jeg sikkert et kvantespring tættere ind på livet af mig selv.
Han var let at finde. En eller anden ukendt skuespillerinde havde nemlig lagt sag an mod ham, idet hun hævede at være hans datter og dermed bror til Theo og alle de andre fra showet. Ren karriere-pleje. Jeg fik fat i Cosby ude på parkeringspladsen foran retsbygningen, som i øvrigt meget passende er kendt fra Dragnet-serien i 50'erne. Jeg jagtede ham, puffede mig som et fantom forbi pressefolk og sikkerhedsvagter. Jeg kunne have overkommet det. Bortført ham. Uden at nogen lagde mærke til det.
Men så brød min verden sammen.
Seriemorderens flugt
Special Agents Mulder og Cooper havde nemlig set mig. Jeg måtte flygte. Over kølerne på parkerede biler, ud i L.A.'s myldretid, hvor jeg mødte min næste udfordring. En stor rød bil med Sally Spectra og Burt Reynolds blokerede vejen. Sammensværgelsen var perfekt. De hoppede ud og prøvede at lamme mig med deres kvalmepistoler. Heldigvis var hele mit værk ikke mere utopisk, end at det kunne opløses i luften. Jeg slap fra dem.
I flyveren hjem grinede de øvrige passagerer hysterisk af "Reservoir Dogs," mens jeg surmulede. De fik mig. Men mens jeg drak en Dry Martini - shaken not stirred - gjorde jeg op med mig selv, at nok var første omgang tabt, men at jeg altid kan vende tilbage, når gong-gong'en lyder igen. Jeg er rent faktisk ikke slået.
Jeg aner bare ikke, hvem jeg er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu