Læsetid: 7 min.

En seriøs sandkasse

28. august 1997

MEDIE-WORKSHOP
På videofestivaler rundt om i udlandet møder jeg jævnligt en schweizisk antropolog, der af en eller anden grund har kastet sin kærlighed på videokunsten. Ved disse lejligheder undlader min bekendte sjældent at lade et par bemærkninger falde om den danske lovgivning, der rummer en bestemmelse om borgernes ret til frit at kunne udtrykke sig i levende billeder.
"Det er fantastisk," siger han. "Tænk, at I har lovbefæstet the right to video!"
Situationen er typisk. Herhjemme skænker vi det ikke mange tanker, men i udlandet falder fagfæller gerne i svime over den danske filmlovs bestemmelse om at sikre den enkeltes "ret til at videografere."
Adgangen til film- og videoudstyr er herhjemme først og fremmest blevet sikret af Filminstitutets to workshops, Det Danske Filmværksted i København og Det Danske Videoværksted i Haderslev. Begge institutioner bygger på to primære mål: et demokratisk - at sikre amatører adgang til produktion af levende billeder på et teknisk professionelt niveau - og et kunstnerisk - at give professionelle filmfolk mulighed for at eksperimentere med anderledes produktionsformer uden at være underlagt branchens vilkår.
Nærmest sensationelt
Da Filmværkstedet i København for et par år siden kunne markere sit 25-års jubilæum, blev der sagt mange ord om, hvor overraskende det kunne føles, at de to institutioner, der oprindelig udsprang af 60'ernes anarkistiske subkulturer, to-tre årtier senere for længst var blevet vigtige og integrerede aktører i det hjemlige filmmiljø.
Og når Det Danske Videoværksted, eller slet og ret DDV, i dag kan fejre 20-års fødselsdag med ministertaler, filmvisninger og helstegt pattegris, er det ikke mindre sensationelt. Specielt ikke hvis man tager den ydmyge start i betragtning.
I 1977 var der én ansat på halvtidsløn, nemlig lederen Hans V. Bang, og tanken var, at Filminstitutets Workshop i Haderslev - som navnet var dengang - skulle flytte rundt i provinsen som et rullende værksted. Tyve år senere sidder Hans V. Bang stadig i cockpittet, og fysisk er man blevet i det sønderjyske, men på alle andre områder har man bevæget sig med syvmileskridt siden pionértiden.
Hele udstyret
I dag er DDV - der fik sit nuværende navn i 1981 - beliggende i et stort kompleks i Laurids Skausgade. Her deler man lokaler med MedieCenter Haderslev, en institution, der bl.a. uddanner multimedieassistenter.
DDV råder over fuldt professionelt videoudstyr til alle faser i produktionen, samt faciliteter til fremstilling af grafisk materiale, animationsfilm, computeranimation og cd-rom'er. Således har man de sidste par år udsendt årsberetning og informationsmateriale om værkstedets funktioner og produktioner på cd-rom.
Herudover råder man over en Animationsbus, fuldt udstyret med optage-, redigerings- og fremvisningsudstyr; et omfattende videotek, eksempelvis med adgang til Statens Filmcentrals arkiv; en udlandsafdeling, der hvert år sender hundredevis af videoer til festivaler og lignende rundt om i verden; et såkaldt 'Hotel of the Stars', hvor værkstedsbrugere udefra kan overnatte; samt en professionelt udstyret biograf, Garagebio, hvor der afvikles premierer, festivaler og ugentlige visninger af kort- og dokumentarfilm.
Afgørende støtte
Og som om alt dette ikke var nok, iværksætter DDV hvert år et antal opsøgende projekter. Alene en opremsning af nogle af initiativerne fra den seneste tid kan gøre én forpustet.
Sammen med Aktivitetshuset og Biblioteket i Haderslev har DDV oprettet et Væksthus med henblik på at finde og udvikle nye film- og videotalenter. I forbindelse med Balticum-festivalen på Bornholm i starten af sommeren arrangerede DDV en høring med henblik på at etablere et baltisk netværk af medieværksteder.
Og ligeledes i år var man med til at søsætte Dok Film Akademiet med det mål at styrke det faglige miljø omkring dansk dokumentarfilm.
Blot tre aktuelle eksempler, og går man tilbage tiden, vil man kunne finde snesevis af lignende tiltag, der måske ikke alle giver dønninger helt til hovedstadens filmmiljø, men som har været af uvurderlig betydning i forhold til at stimulere mediegræsrødderne i den danske provins.
Også som et vindue for dansk videokunst, dokumentarisme og animation ud over landets grænser har DDV spillet en indlysende rolle. Ikke mindst har samarbejdet med den nordtyske region været tæt, og efter murens fald i '89 har Hans Bang & Co. tillige fungeret som gesandter for selve den danske værkstedstanke. Med konsulenthjælp fra Haderslev har tyskerne efter dansk model oprettet workshops i Schwerin, Rostock, Neubrandenburg og flere andre steder, og efterfølgende har man etableret samarbejdsprojekter, hvor man på begge sider af grænsen har opfordret unge til at producere videoer, der forholdt sig til grænseproblematikken.
Over 1.000 produktioner
Dermed er vi fremme ved kernen i det hele, nemlig produkterne. For værkstedstanken dækker over meget mere end fine ord og prisværdige intentioner.
I de forløbne tyve år er mere end 1.000 produktioner, primært videoer, løbet igennem huset i Haderslev, og selv om mange af dem primært har haft betydning for de involverede, er et stort antal nået ud til en bredere offentlighed via tv, Statens Filmcentral, salg af kassetter samt festivaler og andre typer arrangementer.
Alene på Odense Film Festival tidligere på måneder stammede fire produktioner i den nationale sektion fra Haderslev, og af disse modtog den ene prisen som bedste værkstedsproduktion. Det var den 55-årige billedkunstner Fanny Knights På sporet af et liv, en smertebåret og stærkt personlig produktion, der næppe kunne være realiseret uden støtte fra et værksted.
Op gennem 80'erne fungerede DDV ikke mindst som et frirum for de danske videokunstnere. Instruktører som Niels Lomholt, Ane Mette Ruge, Kassandra Wellendorf og Henrik Ruben Genz har alle benyttet sig af faciliteterne i Haderslev, og DDV spiller en ikke ringe rolle i, at man overhovedet har kunnet tale om en dansk videokunstscene.
Forskellige billeder
Fra slutningen af 80'erne skiftede fokus i retning af dokumentarisme og debatskabende produktioner. I en periode satsede DDV en del på at være et forum for flygtninge og indvandrere, ligesom videoer med et lokalhistorisk perspektiv har haft høj prioritet. I tiden omkring 50-året for afslutningen af 2. verdenskrig lagde man udstyr til mange produktioner, der relaterede sig til krigen, det dansk-tyske spørgsmål samt den spirende nynazisme.
Og op gennem 90'erne har man ikke mindst satset på animation, en genre, der er yderst ressourcekrævende, og som derfor er vanskelig at komme i gang med for nye kræfter. I det hele taget imponeres man let, hvis man dykker ned i de mange produktioner, der afskibes fra DDV. Som nævnt fungerer mange projekter primært som læreprocesser for de involverede, men det er tydeligt, at nye talenter konstant myldrer frem, og vilkårene taget i betragtning har mange overraskende meget at byde på.
Nogle eksempler fra den seneste tid:
Niels Willums én time lange Allesjælesdag er en yderst ambitiøs iscenesættelse af et historisk drama med flere hundrede medvirkende, alle amatører. Filmen skildrer den blodige strid mellem herremanden Niels Ebbesen og den holstenske grev Gerhard frem til det punkt i 1340, hvor Ebbesen og hans lille hær på 49 mand satte en stopper for tyskernes besættelse af Danmark.
Andy Brannigans Fremmed - i et fremmed land er et lige-ud-ad-landevejen portræt af tre flygtninge i Danmark, deres individuelle historier og deres tanker om det nye land.
Med Forpagterens børn giver Flemming Midtgaard en spøjs fremstilling af en ganske almindelig dansk landbofamilie. Samtidig afspejles den generelle udvikling i efterkrigstiden.
I David Givonis Under samme tag besøger man en familie i Chile og hører om deres hverdag. Filmen starter med at bekræfte vore romantiske forestillinger om et tættere forhold mellem generationerne i andre dele af verden, men undervejs tilføjes en del uventede nuancer.
Ude i den store verden er vi også med Karen Thastums Kuona og Kenny Legérs The African Eurasian, den første et eksperimenterende videodokument om afrikansk film, den anden et personligt videoessay om kultur og identitet i Paris' smeltedigel.
Som det fremgår, ligger vægten i disse år på dokumentarisme, men der produceres stadig også videokunst i Haderslev, ikke mindst af duoen Jan Krogsgaard & Henrik Brahe, der i en længere række fortrinsvis abstrakte produktioner med titler som TST 12, B-time for Nancy eller Titled for Archive fortsætter med at udforske selve videosignalets bestanddele og kapaciteter.
Behov for de skæve bud
I forbindelse med fødselsdagen har DDV udgivet et festskrift med artikler om værkstedets virke gennem de første tyve år. Publikationen fungerer tillige som et program for de mange serier af visninger, der i anledning af mærkedagen løber over lærredet i Garagebio i de kommende uger.
Endelig har videokunstneren Niels Lomholt lavet en større installation, Raw Materials. Værket indgår i serien ZOO.N.NN, og det kan ses på Haderslev Bibliotek frem til den 8. september.
Og fremtiden? Sært nok virker det, som om der bliver stadig mere brug for de åbne værksteder. Med det konstant accelererende medieudbud ø-ges også fornemmelsen af standardisering, og i dagens kommercialiserede mediebillede er det befriende ind imellem at støde på produktioner, der stritter i alle retninger, ikke nødvendigvis helt vellykkede, men båret af personlige visioner, engagement, hjerteblod og skæve bud på den løbende fortolkning af virkeligheden.
Herfra ønskes derfor tillykke og god vind de næste tyve år.

Det Danske Videoværksted, Laurids Skausgade 12, 6100 Haderslev, tlf. 74 52 86 95.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu