Læsetid: 3 min.

Sindets øde landskaber

30. august 1997

NY BOG
Henrik Wivel er en glubsk billedlæser. Derfor befinder han sig særligt vel i kunsten omkring århundredskiftet, hvor de store livsspørgsmål slog igennem som udladninger af forfatteres og maleres kamp for at finde fodfæste i den verden, Gud var død fra.
L. A. Ring er en af disse søgende tvivlere, som Henrik Wivel behandler i en lille, veltilrettelagt, monografi. Vi følger Ring, fra han går rundt med en skarpladt pistol i lommen som dostojevskijsk nihilist i provisorietidens København, til han dør - uden kirkens indblanding.
Som Niels Lyhne, og som
J. P. Jacobsen. Derved bliver L. A. Ring en moderne eksistens, når man læser fortællingen om menneskets ubodelige ensomhed frem af hans maleriers tilsyneladende fotorealisme.
Der var andre samtidige, der søgte tilbage til religionen, den romersk-katolske eller endnu længere bort til buddhisme og taoisme; men tømrersønnen L. A. Ring var og blev ateist - ligesom den betydeligere malerbegavelse Ejnar Nielsen, der skildrer den gudsforladte tuberkulosedød i den jyske landsby Gjern.
Dødedans
Sultegrænsen hedder en fremragende bog af kulturhistorikeren Peter Riismøller, udgivet i 1977 og alt for lidt kendt.
Sammen med Jeppe Aakjærs ætsende barndomserindringer Fra min Bitte-Tid er denne bog god medicin for nostalgi og sentimentale drømme om det gode liv i fællesskabet på landet i gamle dage.
Sultegrænsen beskriver tiden, da Danmark var et u-land og de bitte mennesker forkrøbledes af savnet af de enkleste livsfornødenheder. Sådanne erfaringer havde Ring med fra sin egen, armodige barndom og i sin ungdom måtte han se familiens mandlige medlemmer bukke under for almuens hårde slid.
"Kummerformerne", de underernærede og vanskabte landsbyfolk, sætter L .A. Ring på lærredet i sine tidlige malerier - men det socialkritiske projekt smuldrer for ham, og han forfølger sin eksistentielle tvivl et skridt længere, til Dødens tilsynekomst som knokkelmand over den gamle, sjællandske bondekone og til de groteske dødninge fra Convento dei Cappucini ved Palermo.
Den meget velskrevne bog når her et højdepunkt af veloplagthed i Henrik Wivels beskrivelse af maleriet på Statens Museum for Kunst:
"I en form for nihilistisk eufori viser hans billede dødens umådelige livagtighed og løsslupne tilstedeværelse. Han har evnet at drive den levende, menneskelige individualitet frem i hver af de tre afdøde munke, som de sidder i kapucinerklostrets katakombe. Det er, som om de tre har fragtet deres egenskaber i livet med over i døden, hvor de sidste hæmninger så er røget."
Rings efterslæb
Som deltager i Den Frie Udstillings antiakademiske oprør har Ring også haft lejlighed til at se de store anti-autoritære udlændinge Gauguin og van Gogh, som man i Danmark havde særligt gode muligheder for at studere.
Deres kunst slog ikke ned i Rings billedverden, der har et efterslæb af erfaringer fra før-impressionister som den af Krøyer-generationen forgudede Bastien-Lepage.
Bortset fra den mærkelige overensstemmelse mellem Rings maleri Sommerdag. Roskilde Fjord. Frederiksværk fra år 1900 og Caspar David Friedrichs mærkelige ebbe-landskab fra galleriet i Dresden, savner man en vurdering af Rings forhold til samtidens realistiske tyske kunst. Særlig bondemaleren Wilhelm Leibl forekommer i sin tørre, kridtede farveholdning og atmosfæreløshed at kunne være et forbillede for Rings almueskildringer.
Intimsfæren
Efter en lang periode med hjertesorg og pilgrimsfærd til den elskede, men gifte Johanne Wildes barndomsegne, blev L. A. Ring som 42-årig gift med den tyve år yngre Sigrid Kähler, datter af keramikeren Rerman A. Kähler i Næstved.
Han skildrer sin unge hustru i en ny, lys kolorit, som er sværere at afbalancere for maleren end den vante, mollstemte gråtoneskala, der næsten havde gjort ham til den fattige mands Hammershøi.
Ring har ikke absolut gehør, når det gælder at stemme farverne mod hinanden på lærredet - derfor er hans billeder bedst, når de holder sig inden for en farveskala.
Samtidens kritik fik ofte ondt i øjnene over Rings afvigelser fra den akademiske norm, nutiden ser lige forbi dem, vænnet til den totale frihed i perspektiv og anatomi. Ring interesserer os idag mindre, når han er dreven, end når han eksperimenterer med linjer og flader, som i det troldske Elletrunter fra 1893, hvor træernes spejlbilleder skaber spøgelsesstemningen.
Fascinerende er han også i billedet fra Nasjonalgalleriet i Oslo I juni måned. En kvinde puster til mælkebøttens frøparasol, hvor hustru Sigrids profil og den minimalistiske handling ikke giver for mange løsninger væk, for hurtigt.
Nye billedlæsere kan gå ombord i Rings vemodige univers med Henrik Wivels inciterende bog i bagagen.

*Henrik Wivel: L. A. Ring. Tilrettelæggelse Mette og Eric Mourier. I serien 'Dansk klassikerkunst'. 64 s., ill. kr. 198, indb. Fogtdal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her