Læsetid: 7 min.

Et skældsords skæbne

20. august 1997

Ordet intellektuel var oprindelig et skældsord, der blev opfundet i Frankrig i forbindelse med Dreyfus-affæren, fortæller dr. phil. Henrik Kaare Nielsen. Her beskriver han de intellektuelles udvikling og opgaver siden da

DE intellektuelle Henrik Kaare Nielsen er lektor ved Center for Tværæstetiske Studier ved Århus Universitet. Han foretrækker at se de intellektuelles rolle og forpligtelser i dagens Danmark i et lidt længere perspektiv. Men hvordan vurderer han udviklingen. Er der tale om et forfald i de intellektuelles traditionelle opgaver, forsømmer de intellektuelle deres forpligtelser?
"Ja - og nej. Hvis man definerer en intellektuel som en person, der på basis af en særlig viden er aktivt engageret politisk og moralsk - og det er noget anden end en lærd eller en akademiker - så er der sket ændringer for de intellektuelle. Der er sket en forskydning bort fra en dominerende tendens til intellektuelt engagement i de seneste femten år. Men samtidig må dette udsagn modificeres, for der er løbende folk, også på universitetet, der forholder sig til samfundsudviklingen. Især på humaniora har strømningerne imidlertid peget andre steder hen i de senere år. Jeg tænker naturligvis på den postmoderne strømning."
- Hvis postmodernismens diagnose på samfundsudviklingen er rigtig, må man vel også sige, at den forholder sig til denne?
"Nu er den postmoderne tradition jo heterogen, men hvis vi taler om den diagnose, der går ud på, at den menneskelige fornuft har spillet fallit, at der ikke længere eksisterer overordnede sammenhænge og at alt er ligegyldigt, så anfæger jeg den. Først og fremmest ser jeg den postmoderne position som et post-68-syndrom. Den udsprang af nederlaget for det grandiose selvbillede, som 68-generationen havde opbygget. I kølvandet på dette nederlag fandt man for det første dem, der trak sig tilbage til faget og gik ind i den traditionelle akademikerrolle."
"Så var der andre, der kastede sig ud i, hvad jeg ville kalde en 'offensiv exorcisme', hvor alt, hvad der havde at gøre med tressernes og halvfjerdsernes frigørelsesprojekt blev lagt for had. Her kom den postmoderne strømning ind som antipolitisk og antiuniversalistisk. Den sluttede fra den historiske kompromittering af nogle bestemte forventninger til en negation af subjektet og fornuften som sådanne. Det er naturligvis noget sludder at erklære subjektet for 'dødt', fordi man er blevet skuffet i sine absolutte, subjektive forventninger. På den måde er postmodernismen et negativt spejlbillede af det, den kritiserer, nemlig de totalitære tendenser, der ganske rigtigt fandtes i halvfjerdsernes strømninger. Men i stedet vil den sætte det rene anarki. Den overser desuden, at samfundets udvikling nu engang sker gennem menneskelig handlen. Den postmoderne desavouering af fornuften og subjektet bliver dermed ensbetydende med at overlade styringen til den hovedløse menneskelige handlen, nemlig markedet."
Postmodernisternes
gøglebillede
- Eller til en beskrivelse af tendenser, eksempelvis markedets sejrsgang, der vitterligt findes i virkeligheden!
"Ja, men i så fald en reduktionistisk beskrivelse, for den postmoderne analyse totaliserer én udviklingstendens og negligerer medvirkende faktorer. Det er ikke meningsfuldt udelukkende at understrege fragmenteringens logik i den aktuelle samfundsudvikling. Der er gamle ordningsformer, der går i opløsning og nye, der skabes. Og denne proces tager form i et konstant brydningsforhold med markedet, staten og det civile samfund - og altså ikke som markedets monolog."
- Der må vel være grunde til at postmodernismen slog an?
"Det er et sammensat fænomen. Nogle hvis visioner og selvbillede fra 1970'erne havde lidt et knæk kunne på den måde finde en ny mulighed for intellektuel profilering - samtidig med at de kunne lægge afstand til det politiske engagement - der så blev afskrevet som totalitært. Dette falder så sammen med, at den yngre generation var blevet træt af 70'er-generationens præk - der er jo heller ingen tvivl om, at nogle af 70-ernes teorier var dybt problematiske og allerede dengang var utilstrækkelige til at forstå, hvad der foregik. Som polemisk kontrast til disse virkede den postmoderne fragmenteringstese plausibel for mange. Den reflekterede da også reelle udviklingstræk, men smed i mine øje barnet ud med badevandet."
Mangel på universelle værdier
- Man finder også en tendens til at udskifte politiske og teoretiske problemstillinger med etiske og religiøse?
"Jeg mener, disse positionsskift ville være mere radikale, hvis de pågældende var blevet libertære. Vi har før set vandringer fra ét fast holdepunkt til et andet - fra Lenin til Gud, kort sagt."
- Ofte er det også en vandring fra frihedens rige til apokalypsen?
"Der ligger jo også en besindelse på verdens skæve gang i holdningsskiftet. Udviklingen er mere heterogen end i de postmoderne 80'ere."
"For de intellektuelle er det nok et problem, at det generelt er svært at finde universelle værdier at drage i felten for. Betingelserne for at være intellektuel har ændret sig. De er anderledes end de klassiske rammer, hvor den intellektuelle intervenerede i den offentlige debat på basis af en særlig viden."
"Ordet intellektuel stammer fra Dreyfus-affæren, hvor den jødiske kaptajn i den franske hær, Alfred Dreyfus, blev anklaget for højforræderi og deporteret til Djævleøen. Blandt andet forfatteren Émile Zola sørgede med sine skriverier for at få hans sag genoptaget. I 1904 fik Dreyfus æresoprejsning efter tolv års forløb. Det var i denne kamp, ordet 'intellektuel' udmøntedes som et skældsord mod Zola og ligesindede. Og det er denne tradition, en intellektuel som Sartre broderer videre på, når han opfatter den intellektuelles opgave som et uvelkomment indspil fra sidelinjen og en intellektuel som den demokratiske samfundsborgers avantgarde-form. Men heraf følger også, at rammebetingelserne for intellektuel virksomhed har været ikke-demokratiske eller mangelfuldt demokratiserede forhold. Spørgsmålet er, om man kan finde dem i dag."
Den tabte aura
- Er almindelig uret ikke nok?
"I dag er det meget svært at finde en position, hvorfra man kan komme med uvelkomne indspil fra sidelinjen! Samfundsborgeren er blevet til det almindelige, og han har ikke brug for en avantgarde. Hele auraen omkring intellektuelle har ingen plads i dag."
"Den klassiske intellektuelle befinder sig desuden i en beskuerrolle, som er grundlæggende ambivalent. På den ene side ligger han inde med en mulighed for kritisk indsigt, som er privilegeret; på den anden side følger med beskuerrollen et tab af erfaring. Den intellektuelle bliver operativ i konkrete tilfælde - resten af tiden befinder han sig netop på sidelinjen. Derved udvikler den intellektuelle en socialpsykologisk tendens til at svinge mellem omnipotens og selvforagt. Lige præcis at engagere sig i en sag, der er vigtig for almenvellet er psykologisk velgørende i forhold til hans identitetsmæssige ambivalens. Den intellektuelles forankring i det sociale går gennem at spejle sig selv i en sag. Heraf følger vel også de intellektuelles hang til store ideer og ideologier."
- Er denne rolle ændret i dag?
"Der er ikke meget tilbage af nogen auratisk avantgardeposition, og dermed bliver rollen som intellektuel også mindre tiltrækkende. I den forstand er grunden skredet under den intellektuelles sociale position."
- Så når jeg efterlyser de intellektuelles moralske engagement i tidens brændende spørgsmål, kan det ses som et forsøg på at reetablere den intellektuelles aura?
"Ja. Men den intellektuelles tab af aura har i mine øjne at gøre med positive udviklingstræk, en pluralisering af samfundet, en afhierarkisering - som desuden er et resultat af den indsats som samfundsborger, intellektuelle af typen Sartre stod for."
- De udviklingstræk, du nævner er vel ikke udelukkende positive. Det ville nok komme bag på tidligere tiders engagerede samfundsborgere at se i hvilken grad samfundet splittes op og de fælles værdier falder væk. Tog de ikke fejl, da de troede, at det var vejen frem?
"Nej, opgaven er at skabe et civilt samfund af engagerede samfundsborgere på de nye præmisser - individualiseringen og de nye fællesskabsformer, den resulterer i."
Et godt argument
- Hvor befinder universiteterne sig i denne udvikling?
"De har egentlig kun noget at gøre med den forsåvidt som universiteterne har været delagtige i den almene demokratiseringsproces. Men også universiteternes aura er væk."
- Hvad mener du, universiteternes opgaver er på de nye præmisser?
"På de nye præmisser har univrsiteterne ingen priviligeret adkomst her, på det plan er det vel mest rimeligt at forvente, at ansatte og studerende medreflekterer sig selv som samfundsborgere. Jeg efterlyser ikke en genoplivning af 70'ernes engagement men derimod en refleksion over udviklingsprocessen."
"Universiteterne kunne i højere grad reflektere over deres virke i forhold til samfundet og prøve at slå bro mellem en form for ekspertise og de mange forskellige offentligheder, samfundet er kommet til at bestå af."
"Men hvis vi taler om passivitet på universiteterne, så må det med, at også ti års Haarder-styre er en erfaring, som sætter sig. Både ministeren og hans planlægningsbureaukrati var fjendtligt indstillet overfor universiteterne. Haarder fik spredt en resignation i forhold til troen på, at argumenter nytter."
- Troen på, at argumenter nytter er vel svækket alment?
"Det er rigtigt, at lige så snart der er magt og interesser på spil, er argumenter ikke udslagsgivende. Men man kan stadigvæk skabe en bevægelse på basis af et godt men afmægtigt argument"!

Dette er den anden artikel i en serie om om de intellektuelles rolle i dag. Den første blev bragt i går. I morgen interviewes dr. scient. pol. Morten Ougaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu