Læsetid: 5 min.

Den skizofrene danske rock

28. august 1997

KOMMENTAR
Den danske sanger og sangskriver Nikolaj Nørlunds næste plade udkommer på Columbia, et underselskab til medie- og hardwaregiganten Sony - i sig selv ikke nogen epokegørende nyhed, men interessant i den forstand at Nørlund er noget nær indbegrebet af hvor langt, det er muligt at nå på 90'ernes danske indie-scene. Og altså også på hvor man går hen, når det ikke er muligt at nå længere ad den den vej.
Så man kan lidt firkantet påstå, at efter syv år som flagskib for den yderst aktive indie-scene vil Nørlund nu altså til at sælge nogle plader, og nå ud over kommunikation med et indforstået publikum.
Her vil den uindviede så gerne udbede sig en forklaring på indie-begrebet. Det er et fænomen, der er lige så gammelt som pladebranchen selv, og det hentyder til de små pladeselskaber - the independents - der arbejder uafhængigt i forhold til de giganter, som i komplicerede netværk til hver en tid dominerer markedet. Giganterne herhjemme p.t. hedder BMG, EMI, Sony, Polygram, Warner, Universal og Virgin, der alle har det til fælles at de sidder på en lang række mindre selskaber, hvis produkter de markedsfører og distribuerer.

De uafhængige selskaber kan sjældent gøre sig forhåbninger om at gå ind og stjæle brødet ud af munden på de store, der som regel går efter det, der gør popmusik til pop, nemlig popularitet, eller i hvert fald et popularitets-potentiale. Det er heller ikke altid det indie-entreprenørerne er ude efter. Ofte drives de af kærlighed til en bestemt musikalsk niche i den vildtvoksende underskov af subgenrer, der både findes og trives bag såvel branchens ugentlige salgslister og radiostationernes alt andet end eventyrlystne playlister.
Og eftersom det er billigt at indspille og fremstillet en cd, kræver det ikke den vilde fantasi at forestille sig, hvor relativt nemt det er at stable et pladeselskab på benene.
Men de uafhængige får røven på komedie, når det gælder om at få pladerne ud i butikkerne - og dernæst solgt dem til det danske pladekøbende publikum, der må være ét af verdens mest konservative - på linje med Grækenland og Kuwait. Selvom det altid har været god tone at give de store, etablerede pladeselskaber skylden for stort set alt, er det sjældent kvalitet direkte belønnes af et henrykt massepublikum. Tværtimod har skismaet mellem hvad der er populært og hvad der reelt rykker kunstnerisk sjældent været større.
Dette kan delvist også føres tilbage til musikerne selv, der når de så får muligheden for at formulere sig i skrevne og elektroniske medier sjældent opfører sig på sådan en måde, at det kan kaldes decideret interessant. De lader musikken "do the talking" - og dér er for langt imellem at dén rigtigt har noget at sige.
Blandt de få - når man ser bort fra etablerede snakkemaskiner som Kim Larsen og Lars H.U.G. - der overhovedet syntes at have noget på hjerte udover at "deres nye plade er bedre end den foregående" finder vi polemikere som Jens Unmack fra Love Shop og techno-musikeren Anders Remmer.
Unmack tør som én af de få overhovedet sige noget af det, de fleste andre af politiske årsager - man skal jo leve - holder for sig selv, det vil blandt andet sige at nævne navne på nogle af de grupper, fænomener og personer på tidens scene, der irriterer ham.
Men på en konfliktsky og sært uformuleret scene giver det ikke anledning til de store reaktioner; folk har ganske enkelt for travlt med karrieren!
Remmer påkalder sig fremtiden som sandhedsvidne, når han påstår, at sampleren vil køre guitaren ud på et sidespor, og at både koncertformen og det traditionelle pladeselskabshieraki står foran kollaps - og én ting er sikkert: Indtil videre er fremtiden nok det sikreste at holde sig til, thi selvom singlehitlisterne domineres af maskin-genereret og dance-orienteret, ofte underholdende Mickey Mouse-muzak - Aqua, Tiggy, You Know Who etc. - kan det næppe kaldes en triumf for techno.
Og Remmer overser den pluralisme, der har gjort 90'erne til det musikalsk mest interessante årti siden 60'ernes sidste halvdel. Så sent som i 80'erne havde man på pop-scenen uomgængelige giganter som Prince, Madonna og Michael Jackson. Lignende giganter fattes her og nu - stinkesællerter som Oasis og Blur er ikke på samme måde blevet fællesnævnere for årtiet.
Netop den pluralisme har givet de uafhængige pladeselskaber (behersket) vind i sejlene. Mest succesfulde er de, der har satset på dance, ret beset en opdatering af 70'ernes disco.

Men for lige at vende tilbage til Nikolaj Nørlund - med sin oprindelige gruppe, kvintetten Trains And Boats And Planes, indvarslede han på mange måder det ny årti, da gruppen debuterede med mini-lp'en Hum i 1991. Den blev udgivet på pladeselskabet Cloudland, som fortsatte en afsøgende udgivelsespolitik med navne, som de færreste har hørt om, men som har været mere fascinerende at lytte til end Hanne Boel og Thomas Helmig.
Med Cloudlands grupper var der tale om en æstetisk fløjlsrevolution, snarere end et højtråbende totalopgør à la punken - grupperne bestod af halvstuderede bedsteborgerbørn med større interesse for kunsthistorie og litteratur end for klassekamp og markedsøkonomi. Og det kunne høres på de konsekvent engelsksprogede udgivelser, som i langt højere grad lå i dialog med lignende udenlandske foreteelser end med fænomener, der udsprang af at befinde sig i Danmark på et historisk specifikt tidspunkt.
Andre lignende selskaber var Anders Eigens AGM, en sand rodebutik af randfænomener, københavnske Crunchy Frog, arnested for støjrock og sadcore, det lillebitte Freedom Records og århusianske Mangel På Ilt, som i dén grad gør sig i 'entartet' musik. Seneste skud på stammen er Lidocaine, der blev lanceret sidste vinter med en stribe ambitiøse og stort set usælgelige udgivelser.
Mange af dem, som i sin tid skulle kæmpe sig op fra halvmørket for at få foden indenfor, har altså i stedet vendt den etablerede branche ryggen, og har i kraft af scenens fragmentering skabt sig en niche, der henvender sig til et smalt, men entusiastisk publikum, for hvem musikken primært er en identifikationsmulighed i forhold til den foragtede mainstream.

Denne polarisering og den efterhånden ulidelige anglificering af branchen gør, at man trods den musikalske rigdom, det alsidige udbud og de mange parallelt kørende genrer stadig savner afsøgende musik med nyskabende danske tekster.
En dansksyngende Beck eller Alanis Morrisette ville og kunne gøre den store forskel; indtil videre kan vi nøjes med at glæde os over at et kontemporært dansksproget udtryk har fundet udtryk hos så stilforskellige ensembler som ibens, Grabowski, Pupil, Vildensky og Sorten Muld, der udkommer på en skønsom blanding af store 'onde' koncerner og små 'bedårende' indies.
Så leve pluralismen i alle led, men gode musikere og pladeselskaber:
Vi er nogle, der er ved at nå mætningspunktet, hvad angår engelsksproget, dansk rockmusik.
Hvis ikke I tager jer sammen begynder vi at lytte til instrumentaltechno, finsk jazz og let klassisk!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu