Læsetid: 5 min.

Skjult bag et hukommelsestab

15. august 1997

Margaret Atwood spejler yndlingstemaerne køn, magt og hukommelse i berømt canadisk mordsag fra 1800-tallet

NY BOG
Margaret Atwood er en stor moderne romanforfatter - både som repræsentant for sit land og sit køn, og hun skriver oftest om identitet i begge sammenhænge. Hendes historisk-teoretiske værk fra 1972, Survival, om 'overlevelse' som et fremherskende tema i canadisk litteratur, har fortsat en central og kontroversiel placering i Canadas kulturelle univers. Hun har også et stort lyrisk forfatterskab og er en betydelig stilist, der gerne afprøver forskellige genrer.
Mest kendt er nok fremtidsvisionen Tjenerindens fortælling om et samfund styret af en slags kristne mandlige fundamentalister med den kvindelig hovedperson som fødemaskine. I identitetsromanen Op til overfladen viser Atwood, hvordan erindringen om fortiden, personlig som mytologisk, er helt central for vores aktuelle liv. Myter, jungiansk 'skyggetænkning', erindringsproces og hukommelsestab er centrale størrelser i hendes forfatterskab.
Denne gang prøver Atwood kræfter med den historiske roman.
Alias Grace er fiktion, omend den bygger på virkelige begivenheder. Dens hovedperson, Grace Marks, var en af de mest berømte og berygtede canadiske kvinder i 1840'erne efter at være dømt for mord som sekstenårig.
Kinnear-Montgomery mordene fandt sted den 23. juli 1843 og blev omtalt vidt og bredt ikke bare i canadiske aviser, men også i amerikanske og engelske. Enkelthederne var opsigtsvækkende: Grace Marks var usædvanlig køn og ganske purung. Kinnears husholderske, Nancy Montgomery, havde tidligere født et barn uden for ægteskab og var Thomas Kinnears elskerinde; ved obduktionen blev det konstateret, at hun var gravid. Grace og staldkarlen James McDermott var stukket af til De forenede Stater sammen og blev af pressen udråbt til kærestefolk. Kombinationen af sex, vold og de lavere klassers beklagelige opsætsighed var gefundenes fressen for den tids journalister. James blev hængt og Grace fik tugthus på livstid. Nogenlunde så kort gengiver Atwood selv den virkelige historie i sit efterskrift til bogen.

Fristerinde eller offer
Her afsløres det også, at Atwood er blevet fascineret af historien, fordi holdningerne til Grace afspejler den tids ambivalens med hensyn til kvindens natur. Var Grace et kvindeligt uhyre og en fristerinde, anstifter af forbrydelsen og Nancys egentlige morder, eller var hun et modstræbende offer, tvunget til at tie af McDermotts trusler og af frygt for sit eget liv? Det blev ikke bedre af, at hun selv gav tre forskellige versioner af mordet på Nancy, mens Frank McDermott gav to.
Atwood 'genfortæller' historien om Grace, dels fra hendes egen synsvinkel, sådan som hun ser den adskillige år senere, da lægen Simon Jordan med speciale i hukommelsestab opsøger hende i fængslet for gennem samtale at bryde igennem til fortiden. Jordan er fortæller nummer to, der ser på Grace udefra og som i øvrigt selv har sine egne fortrænginger at slås med.
Jordan kommer langt, men i sidste ende også til kort med Grace, der først under indflydelse af hypnose foranlediget af en falsk læge, nærmer sig sine fortrængninger og sit andet jeg.
Romanen bygger på et stort kildemateriale, og Atwood har haft arkivarer, bibliotekarer og diverse assistenter i sving med at aftvinge fortiden dens hemmeligheder. Men hverken research eller hendes egen fiktion magter at finde et nyt dramatisk vendepunkt i den gamle historie.
Den er nu også ganske spændende i sig selv, og Atwoods forsøg på at trænge ind i Graces og Simon Jordans bevidsthed erstatter dramatik med en næsten ligeså nervepirrende intensitet. For vil Grace pludselig kunne udfylde de tomme huller i hukommelsen fra selve tidspunktet for mordene? Og vil Dr. Jordan erkende sin fortrængte seksualitet? Det kunne være gjort kortere og mere pointeret.
Det er nærliggende at sammenligne med A. S. Byatts Engle og Insekter, der også beskæftiger sig med fortrængninger, sandhedssøgen og spiritisme i 1800-tallet. Her optræder ligeledes historiske personer, men fortællingerne i de to kortromaner er helt Byatts egne, og det giver hende betydelig mere dramatisk frihed til mere overraskende vendinger, end Atwood vil tillade sig med sin virkelige historie. Til gengæld udfolder Atwood sig tematisk og sprogligt, blandt andet med flere veloplagte pasticher på 1800-talsbreve.

Fiksérbilleder
Romanens femten overkapitler indledes med citater fra de originale retsudskrifter og er opkaldt efter hvert sit quiltmønster, der også gengives som trykt vignet. Quilt-syning var tidligere en udbredt kvindebeskæftigelse i Nordamerika og spiller en central rolle i Graces liv. Der findes mange standardmønstre med suggestive navne som Klippefuld vej, Pandoras æske, Paradisets træ.
Mønstrene har ofte samme karakter som det kendte fiksérbillede, der forestiller Freud i profil og som har titlen "What's on a man's mind?". Ved nærmere eftersyn forsvinder Freuds næse og pande og i stedet ser man en flatterende nøgen kvinde. Altså to billeder i ét, som skiftes til at træde frem afhængigt af øjnene, der ser og af belysningen. Præcist sådan er det med Graces historie; den er et fiksérbillede, som Atwood kan lege med, for hvem er bøddel og hvem er offer? Hvad er gemt i hukommelsen, og hvad er glemt?
Var Grace et uskyldigt offer for andres lyster, eller var hun en frådende hævner af social og kønslig uretfærdighed, der skjulte sig bag et hukommelsestab? Det giver bogen ikke entydigt svar på, men som alle gåder, er det spændende, hvor sammenhængende en forklaring, man kan nå frem til, og Atwoods flertydigheder er bestemt ikke kedelige. Grace reduceres ikke; hun forbliver en enhed af flerheder, og tilbage står de centrale spørgsmål, som optog mennesker i forrige århundrede: hvor sidder sjælen, bevidstheden, personligheden, kort sagt: hvad er et menneske? Og det er jo stadig lige interessant.

Oversættelse?
Hovedkapitlerne krydres også med tidstypiske litterære verscitater, som uvist af hvilken grund står uoversatte. Sjusker den ellers gode oversætter, eller hvad? Det er en uskik, der breder sig i oversatte værker, også når versene indgår i selve teksten. Er det forlagene, der presser oversætterne og nægter at betale for det ekstra arbejde, det kræver at oversætte vers? Hvad end grunden er, bør købere og læsere kende årsagen. Varen svarer i hvert fald ikke fuldt ud til deklarationen: oversat.

*Margaret Atwood: Alias Grace. Oversat af Marit Lise Bøgh. 502 s. 398 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu