Læsetid: 7 min.

En skole hvor børnene bestemmer

19. august 1997

Et forældrepar vil gerne realisere en drøm om en skole, som for mange politikere, forældre og lærere ville være et mareridt: Her bestemmer børn og voksne på lige fod. Folkeskolen dræber nysgerrigheden, mener de

Klasse-kamp
"Jeg ville ikke se på, at min lille dreng bliver knust".
Sådan tænkte Finn Kunze ved Næstved, da inspektøren ville sende hans søn, Simon, til skolepsykolog. Selv om han var en af de bedste i klassen rent fagligt, var lærerne godt trætte af ham. Han kunne ikke sidde stille og sloges med andre børn. Simon var stemplet problembarn.
Det blev afgørende for, at tidligere socialrådgiver, nu terapeut Finn Kunze tog det for en dansk forælder meget afgørende skridt at pille sin dreng ud af skolen og selv undervise ham hjemme i næsten et år. Og selv om 10-årige Simon nu er tilbage i folkeskolen igen, arbejder hans far og mor ihærdigt på at starte en ny og radikalt anderledes skole end folkeskolen.
Det er en skole, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange forældre, lærere og politikere:
Her skal børnene selv bestemme, hvornår og hvad de vil lære.
Forbilledet er en amerikansk skole fra omegnen af Boston, Sudbury Valley School, som har fungeret siden 1967 og som i de senere år har fået 20 aflæggere rundt omkring i USA og resten af verden. Her tackles disciplin og indlæring totalt anderledes end i den danske folkeskole.
Pædagogøjnene
Det var en voldsom beslutning at tage deres søn ud af skolen, syntes begge forældrene:
"Jeg var frygtelig nervøs over, hvad jeg havde gjort og kom da også op at skændes med min kone, Helle, bagefter. Men vi aftalte, at jeg skulle tage mig af Simon hver formiddag - jeg kan heldigvis selv bestemme, hvornår jeg kan se mine klienter - og så skulle han over i fritidsordningen klokken 12," fortæller Finn Kunze.
Forud var gået nogle år, hvor Simon havde været i clinch med disciplinen i skolen.
"Lige fra starten var der problemer med ham. Hver gang vi talte med lærerne, kunne vi se de øjne, de så ham med: Pædagogøjnene, hvor de skal lære at være sammen allesammen og modtage en kollektiv besked o.s.v. Han ville tit hellere lege alene, og det var et problem, mente lærerne. Vi sagde, lad ham dog bare lege alene. Han skal nok selv finde ud af, hvornår det er nok," fortæller Finn Kunze.
"Allerede i 1. klasse sagde han, når vi talte med ham om det: Jeg keder mig, jeg kan ikke sidde stille så længe ad gangen, og jeg kan ikke holde ud, at der hele tiden er nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre," beretter faderen.
Han erkender gerne, at sønnen har et stærk vilje. Men han mener, at Simons beskrivelse af problemerne er en præcis beskrivelse af sammenstøddet mellem mange drenge og folkeskolen.
Fem minutter
Sønnen Simon har nu et øjeblik rent faktisk siddet stille ved siden af sin far:
"Hvis jeg kom i en skole, hvor jeg selv kunne bestemme, ville jeg lege det meste af tiden - og tegne og så måske lære lidt mere om brintatomer og iltatomer, hvordan de har arme og kan slutte sig sammen. Det har vi snakket lidt om i natur og teknik. Læreren tog noget luft fra en beholder og puttede ned i et glas. Så holdt han en brændende pind derind. Og hvis det var ilt, brændte den. Det var meget godt. Men ellers skal vi først have fysik senere," forklarer Simon.
"Det er irriterende, at man ikke får lov til at gøre det færdigt, man går i gang med. Så skal man til at lave noget andet. I børnehaveklassen havde vi en lærer, hun havde ikke andet i hovedet end fem minutter. Hun sagde hele tiden: Om fem minutter skal vi det, om fem minutter skal vi pakke sammen, om fem minutter skal vi ud," siger Simon og smutter afsted igen. Ud for at finde en krokodille til at puste op og tage med til stranden.
Stilhed
Finn Kunze havde tidligere hørt om den amerikanske skole. Da han var allermest desperat over sønnens oplevelser i skolen, rejste han derover. Omkring to tredjedele af eleverne på Sudbury Valley School, er også tidligere problem-børn.
"Mit første indtryk var, at der var så stille. En følelse af stilhed, af et urværk, hvor det hele bare fungerer. Der er ingen larm, konflikter. Nogle børn legede, nogle læste, nogle spillede musik eller spil. Væggene var tapetseret med bøger", fortæller Finn Kunze.
"Men naturligvis har børnene konflikter. De bliver løst på et møde hver formiddag. Alle kan bringe et problem op ved at udfylde et fortrykt stykke papir. De, der ikke kan skrive, kan bede et andet barn eller en voksen om hjælp. Så fremlægger de sagen. Dommerne er andre børn. Da jeg overværede det, troede jeg ikke mine egne øjne. At se drenge på Simons alder sidde der og høre efter, argumentere for og imod og roligt acceptere en kendelse, var fantastisk - og så kunne de tidligere modstandere i øvrigt gå ud og lege sammen igen bagefterk," fortæller Finn Kunze.
Skolen er ultrademokratisk. Det er et fællesmøde, som vedtager regler for, hvordan man skal opføre sig og hvad, skolen skal investere i. På forhånd bliver der trykt en dagsorden. Så kan de, der er interesseret i emnet, møde op.
En dansk skole
"Hvordan reglerne bliver på vores skole her i Danmark, kan vi ikke vide på forhånd. Men det bliver anderledes end i Boston. Et princip for skolen er, at den arbejder tæt sammen med og orienterer sig i forhold til det omgivende samfund. Derfor er alle skolerne forskellige", siger Tove Hartelius. Hun er folkeskolelærer og skal lede den nye skole.
"For eksempel havde de på skolen i Boston det problem, at computergruppen ikke overholdt reglerne og ikke havde helt styr på deres budget. Noget, som skolen ellers går meget op i. Og efter inspiration fra erhvervslivet, blev gruppen så sat under administration. Det fik hurtigt skik på tingene," fortæller Tove Hartelius.
Født nysgerrige
Hovedprincippet i skolen er, at børnene selv ved, hvad de gerne vil lære og hvornår.
"Børn vil gerne lære. De lærer at tale og gå og alt muligt andet uden at få undervisning. De lærer konstant af andre børn, af voksne og af alt, de kommer i nærheden af. De gider ikke sidde på deres flade i ni år og kede sig. Men det er et stort spring for mange forældre at have så meget tillid til børn, så man tror på det," siger Tove Hartelius, som har specialiseret sig i autonomi i undervisningen i sin tid som folkeskolelærer.
At det går stærkt med at lære, hvis først motivationen er der, illustrerer hun med et eksempel fra Sudbury Valley School. En gruppe børn fandt ud af, at de gerne ville lære matematik. De henvendte sig til en lærer, som sagde: Det er hårdt arbejde, og hvis vi går i gang, skal I komme præcis til tiden hver dag.
Børnene mødte op. De startede med at lægge sammen og trække fra. Gange og dividere, brøker og decimalregning og kvadratrødder kom senere. Hver dag mødte de op, fik instruktion og en bunke hjemmearbejde med hjem.
Det tog i alt 20 timers undervisning over 20 uger, så havde eleverne dækket seks års stof. Afslutningen blev fejret med en stor fest. Daniel Greenberg, som leder skolen, var forbløffet. Men siden har han oplevet det mange gange.
Det forbavser ikke Helle Hoff Kunze, mor til Simon. Hun har selv arbejdet i mange år som folkeskolelærer:
"Et normalbegavet barn kan man ikke forhindre i at lære at læse. De er nysgerrige af natur. Men folkeskolen dræber måske den nysgerrighed," mener hun.
"Det var så hårdt at blive konfronteret med mit eget gamle system i folkeskolen i forbindelse med Simon. Skolen har så svært ved at se folk udenfor som kompetente og børn som kompetente," fortæller hun.
"Man skal ikke undervise børn i gnaverfamilien. Man skal lære dem at finde ud af noget om gnaverne i bøgerne eller på internettet " mener hun.
Hun tog op på skolen for at følge undervisningen og danne sig sit eget indtryk af, hvordan problemerne i klassen hang sammen:
"Den lærerrolle, man dyrker, er stadig den ved tavlen stående alvidende lærer. Tænk Simons matematiklærer sagde, at så længe, det er muligt at lave klasseundervisning, vil han gøre det. Han pralede af, at der kun var et par af eleverne, som læste i en bog, der var lidt lettere. Han kunne ikke se, at mange af de andre brugte tiden på at tegne på deres bøger, spidse blyanter og kede sig. De var stået af for længst. I min tid lærte vi allerede at lade børnene selv lave læsebøger og læse hver for sig i det tempo, de kunne klare. Og i dag står det jo ligefrem i loven, at der skal være undervisningsdifferentiering", siger hun.
Lærer de noget
Det spørgsmål, Tove Hartelius, oftest får stillet, når hun skal fortælle om det nye skoleprojekt lyder: Jamen, hvordan kan man så være sikker på, at børnene lærer noget.
"På Sudbury Valley School har de den erfaring, at nogle af børnene kommer ud bagefter med nogle huller. Men undersøgelser blandt tidligere elever viser, at de selv oplever, at de er meget hurtige til at lære, fordi de er mere motiverede end deres collegekammerater", siger Tove Hartelius.
Finn og Helle Kunze er godt klar over, at deres idealer om skoler ikke deles af de fleste forældre. Tværtimod har de oplevet, at når folkeskolen tog initiativ til noget, hvor børnene selv skulle arbejde i projekter, var langt de fleste forældre nervøse for, hvordan børnene så skulle lære noget.
"Skolen er offer for en samfundskonflikt, hvor forældre er meget bange for, om deres børn bliver tabt i konkurrencen. Det er ikke lærernes skyld," siger Helle Kunze.

Tidligere artikler i denne serie er blevet bragt 8., 11., 13., 14. og 16.-17. august. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu