Læsetid: 4 min.

Spændingen på Nørrebro optrappes

15. august 1997

Politiet brugte tåregas, hunde og en busfuld beredskabsbetjente til at trænge ind
i en tom Nørrebro-lejlighed og konfiskere to plasticpistoler

Trods flere ugers forsøg på at dæmpe spændingerne mellem indvandrere, beboere og politi på Nørrebro, greb politiet torsdag til drastiske midler over for to unge indvandrere, der var mistænkt for at være i besiddelse af skydevåben.
En større politistyrke mødte op med hunde, tåregas og skudsikre veste natten til torsdag og sprængte døren til et ældre indvandrerægtepars tomme lejlighed i Korsgade på Nørrebro i København.
Fangsten var ifølge politiet to plasticmaskinpistoler af den type, der normalt bruges på baner, hvor folk - iført beskyttelsesbriller - skyder til måls efter hinanden.

Helt i orden
Trods den beherskede gevist, forsvarer Poul Lind, der er leder af ordenspolitiet på Københavns Politis Station 3, aktionen.
Politiet greb tingene "meget fornuftigt" an, siger han til Information og mener ikke, at politiaktionen kan forværre stemningen mellem politiet og de unge på Blågårds Plads.
"Hvis man vil sige, at det undergraver forholdet mellem politiet og de unge mennesker, så ved jeg ikke, hvad man skal gøre. Jeg er lige ved at sige, at det er avisernes udlægning af det, der undergraver forholdet mellem politiet og de unge," siger Poul Lind.

To anholdt
Information har talt med to unge mænd, der begge blev anholdt natten til torsdag i forbindelse med den omfattende politiaktion. De tilhører begge gruppen, der færdes omkring Blågårds Plads få meter fra Korsgade-lejligheden.
De fortæller, at de sammen med to andre venner opholdt sig i lejligheden hele aftenen. Den ene af de unge mænd er søn af det bortrejste ægtepar, der bor i lejligheden. De så tv, spillede computerspil og skød efter hinanden med plasticmaskinpistoler
De fire unge mænd forlod sammen lejligheden ved midnatstid for at leje et videobånd. Da de drejede om hjørnet fra Korsgade ind i Griffenfeldsgade foran Sankt Josephs Hospital blev de to anholdt, kropsvisiteret og lagt i håndjern af politifolk, der stod ved tre-fire politibiler. Deres to kammerater fortsatte uantastet.

Afviste nøgle
Den unge mand, hvis forældre bor i lejligheden, fortæller, at han flere gange sagde, at der ikke var flere i lejligheden og tilbød politifolkene nøglen. De afslog at bruge den. Han fik at vide, at de nok selv skulle sørge for at komme ind.
Efter nogle minutter på gaden blev de to transporteret til Station 3, hvorfra de blev løsladt klokken seks uden overhovedet at have været afhørt. Med sig fra Station 3 fik de dog en kvittering, hvoraf det fremgår, at politiet har beslaglagt én plasticmaskinpistol og en dolk, hvis længde er i strid med våbenloven.
Da de kom tilbage til Korsgade ud på morgenen, havde politiet sat hængelås på lejlighedens ødelagte dør. Der var skudt en tåregaspatron gennem ruden ind i et af lejlighedens værelser. I badeværelsesvinduet var der tre huller. Tåregaspatronerne havde anrettet skade på væggene, og politifolkene havde ikke ryddet op efter deres gennemrodning af lejligheden.
Vidner fortæller, at politiet ankom i flere patruljevogne og en bus fra beredskabsafdelingen. Flere af politifolkene var iført indsatsdragter og skudsikre veste.

10-15 skud
Poul Lind oplyser, at et vidne ved midnatstid anmeldte, at der stod unge mennesker med en maskinpistol i lejligheden. Vidnet sagde, at der blev skudt 10-15 skud. Da politiet ankom, observerede de lejligheden, der ligger lige over for Sankt Josephs Hospital.
"De ser to personer deroppe, hvoraf den ene bliver udpeget som en kendt person - altså en tidligere straffet person," siger Poul Lind.
Politiet "indrammede situationen" (dvs. omringede området). Det fremgår ikke af indberetningerne til Poul Lind, at politiet skulle være blevet tilbudt en nøgle til lejligheden. Og hvis det var sket, burde politiet ikke benytte sig af tilbuddet.:
"Hvis der er mulighed for, at der er to tilbage i lejligheden, går vi ikke ind. Det er jo ikke en James Bond-forestilling," siger Poul Lind.
Det fremgår heller ikke af hans indberetninger, at politiet har undladt at anholde to af dem, der kom ud fra lejligheden.
- Hvor mange vidner udtaler, at de har hørt 10-15 skud?
"Det er en."
- Hvis der blev affyret 10-15 skud med maskinpistol dér, tror du så ikke, at flere ville bemærke det?
"Hør lige her. Hvor mange vil du have...? Hvis et menneske ringer herind og siger: Jeg har set det, og nu er der blevet skudt sådan og sådan. Så går vi ikke ud og finder vidner. Så skal der handles hurtigt."
- Der må være stor forskel på lyden af en rigtig maskinpistol og en plasticmaskinpistol?
"Det kan godt være, men hvor mange har hørt en rigtig maskinpistol blive afffyret?"
Poul Lind oplyser, at politiet affyrede otte skud med gaspatroner.
De unge, der har været anholdt, bebuder et erstatningskrav mod politiet, men de skal ikke være sikre på at vinde, siger politiinspektøren. Han mener, at de selv kan have givet anledning til politiaktionen.
"Hvis man står, så andre mennesker kan se det, og leger med noget, der minder om en maskinpistol, kan det i sig selv give anledning til, at politiet laver sådan en aktion," siger Lind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu