Læsetid: 1 min.

sportsfolk

29. august 1997

Anja Andersen
*I løbet af næste uge afgør IHF, hvorvidt det højrøstede håndboldgeni skal boltre sig
i Spanien eller i Norge i den kommende sæson. Anja har tegnet kontrakt med Valencia Urbana, men nægter pure at spille for klubben. Bækkelaget har tilbudt at købe hende fri, men spanierne forlanger 750.000 kroner, svarende til den norske klubs årlige lønbudget.

Falske brasilianere
*Et fodboldhold, der udgav sig for at repræsentere den navnkundige brasilianske klub Botafogo, har været på turné i Spanien, hvor de bl.a. tabte 0-6 til Salamanca. Svindelen afsløredes, da Botafogos præsident kunne bedyre, at hans mandskab samtidig var i fuld gang med den hjemlige turnering.

Jens Kramer Mikkelsen
*Københavns overborgmester indvier med eller uden knæbeskyttere mandag en 700 m2 stor rulleskøjtebane ved Nørrebrohallen. Banen er indrettet til street-basket og rulleskøjtehockey - populære holdspil blandt andengenerationsindvandrere, som passende kunne udfordre Politiets IF.

Martin Camara
*Skovshoved-spilleren var nyligt med til at vinde 3-1 over Fredericia, skønt hans spillercertifikat lå i Peru. Derfor ændrede DBU's disciplinærudvalg i går resultatet til 3-0 til jyderne. Skovshoved var også involveret, da disciplinærudvalget i sidste uge ændrede 1-2-nederlaget mod HIK til en 3-0-sejr, fordi HIK havde brugt en karantæneramt spiller. Nu glæder skovserne sig til at afgøre de resterende kampe på banen.

Wilson Kipketer
*Nationens atletikstolthed modtager en check på 50.000 dollar, hver gang han sætter verdensrekord i 800 meter løb. Aner vi et økonomisk motiv i, at verdensmesteren forleden i Köln nøjedes med at kappe 13/100 sekund af rekorden?

Redigeret af Jørn Kring

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu