Læsetid: 7 min.

Der er stadig brug for intellektuel indgriben

22. august 1997

Men tidligere tiders intellektuelle er ikke levedygtige længere, mener adjunkt, ph.d. Frederik Stjernfelt fra Københavns Universitet. Det skyldes, at bestemte typer venstreorienterede intellektuelle i årtier har lagt en færdigsyet opfattelse ned over hvad som helst

DE Intellektuelle
At være intellektuel har været udsat for en kraftig nedvurdering indenfor de seneste årtier, mener Frederik Stjernfelt. Men han forstår det godt. Der har nemlig siden 1920'erne og 30'erne været en stærk tradition for det, Stjernfelt kalder 'automatintellektuelle'. Hermed mener han "folk, der har som deres profession at mene noget om alt, fordi de har en præformeret opfattelse, som kan bringes i anvendelse på et hvilket som helst emne."
Sartre, der flere gange er blevet nævnt i denne interviewserie, snerper i Stjernfelts øjne derhen ad.
Automatintellektuelle
"Men den automatintellektuelle findes i to udgaver, den gammelkommunistiske - med salonkommunistisk vedhæng - som tror på den klassiske kp-marxisme og vil anskue enhver situation ved at anlægge en 'situationsanalyse' for at bestemme dennes 'progressive' side."
- Dem er der da vist ingen, der regner for rigtige intellektuelle!
"Det kan du måske have ret i, men den anden udgave består faktisk til dels i en videreførsel af den første. Her kan vi trække en linje fra Sartre til den 68-intellektuelle, hvor man godt nok har opgivet det klasseløse samfund som ideal målestok for alting, men i stedet har sat en anden holdning, der kort sagt går ud på, at det er bedre at være negativ end positiv. Træffende udtrykt i Bertolt Brechts dictum: "Det dårlige nye er bedre end det gode gamle." Et hvilken som helst gærende oprør og en hvilken som helst protest skal støttes. I alle tilfælde opfattes protest som protest mod det borgerlige samfund - sådan som det typisk kom til udtryk i 70'er-parolen "Et undertrykt folk har altid ret."
- Samtidig fik de, der tænkte sådan i Danmark, sig jo en forskrækkelse allerede i 70'ernes begyndelse med Glistrup?
"Det er blandt andet sådan noget, jeg tænker på. Faktisk havde SF, før Glistrup dannede Fremskridtspartiet og blot havde optrådt med sit skattenægter-nul i fjernsynet, en føler ude for at få ham ind i SF!"
"Positivt defineret må en intellektuel netop være én, der gennemtænker et problem i dets eneståenhed. Derfor skal den intellektuelle naturligvis helst være en fri person, der ikke er bundet af personlige interesser."
Statsansatte
intellektuelle
- I nogle af de tidligere interviews i denne serie, har de adspurgte - i forlængelse af Sartre - lagt vægt på at skelne mellem intellektuelle og akademikere. Ser du en modsætning her?
"I Danmark er det desværre ikke muligt at være fri forfatter som intellektuel - det kræver et langt større sprogområde. Og man kan da sikkert lave en analyse, der viser, at de intellektuelle, der selv er statsansatte, nærer for store forventninger til staten. Derfor mener jeg også, at det er højst gavnligt for eksempelvis universitetsansatte, at de har bijobs andre steder, så de også ser verden udenfor institutionen", siger Frederik Stjernfelt, der selv er fast skribent i Weekendavisen og desuden lige har udgivet en essaysamling, Rationalitetens himmel, om de mest forskelligartede emner, spændende fra den svenske naturforsker og mystiker Emmanuel Swedenborg over Anders And-tegneren Carl Barks til skældsordenes semantik.
Anden politiske vækkelse
Frederik Stjernfelts egen 'første politiske vækkelse' som teenager "forsvandt i lede ved automatreaktionerne og tendensen til at politisere alt i hele verden", erklærer han.
"Min anden politiske vækkelse fik jeg for fire-fem år siden under krigen i Bosnien ved chokket over at opdage de gamle 'protestørers' tavshed - med Enhedslistens Søren Søndergaard som den hæderlige undtagelse. Ellers var der fra Enhedslisten over SF og Socialdemokratiet til ind i de radikale ingen forståelse for, at Bosnien skulle være noget, der angik os. Folk, der få år tidligere jublede over en hvilken som helst stalinistisk junglediktator, var nu påfaldende tavse", mener Frederik Stjernfelt og tilføjer, at problemet i hans øjne netop var, at man ikke kunne lave en tolkning, der gjorde det muligt at finde den progressive side, man kunne støtte. "Et klart eksempel på dette var Gert Petersens udtalelser om, at man jo måtte tilkende muslimerne deres del af skylden."
- Problemet med Bosnien var vel høj grad, at man jo kunne sidde i Danmark og sige hvad som helst, uden at det havde den mindste effekt. Det var tværtimod gratis?
"Det samme kunne man sige om Vietnam-bevægelsen."
- Vietnam-moratorierne virkede, fordi protesten først og fremmest kom fra selve USA. Hvad mener du effekten af intellektuelle protester skulle være i tilfældet Bosnien?
"Man skulle få NATO til at gribe ind! Du har ret i, at det sikkert ikke ville have betydet så meget i NATO, alene hvad danske intellektuelle skrev. Men vi er et NATO-land, og den demokratiske kommandovej er jo sådan, og man må fastholde, at i princippet kan vi påvirke NATO's afgørelser."
"For de danske automatintellektuelle var problemet, at selvom det var hævet over enhver tvivl, at det var serberne, der var aggressorerne, så var de andre parter jo ikke engle. Det er imidlertid ikke en intellektuel opgave at finde nogen at holde med. Internationale konflikter er jo ikke fodboldkampe. Det er et sentimentalt synspunkt. Det var nødvendigt at gribe ind slet og ret for at stoppe nedslagtningerne. De civile, som det gik ud over, havde jo ikke skylden, uanset om de var serbere, kroater eller bosniere. Hovedfejlen var, at man kiggede efter en part at holde med, og da man ikke kunne finde nogen, kunne man ikke finde sit intellektuelle ståsted."
Manglen på borgerligt samfund
At det ifølge Frederik Stjernfelt forholdt sig sådan, hænger præcis sammen med den disposition hos de venstreintellektuelle, han beskriver som paratheden til at se en hvilkensomhelst diffus protest som et oprør mod det borgerlige samfund.
"I Bosnien var dét centrale træk ved det borgerlige samfund, der udgøres af statens voldsmonopol, ophørt med at eksistere. Der var åbnet for private militser, røverhøvdinge og bander af alle slags. Og den kritik, der udelukkende tænker sig i modsætning til det borgerlige samfund, var dermed sat skakmat."
- Hvad uddrager du om de intellektuelles rolle i dag af tilfældet Bosnien?
"Jeg tror ikke, at de tidligere positioner er levedygtige længere. Men samtidig tror jeg stadig, der er brug for intellektuel indgriben, nemlig i tilfælde, hvor man kan tilføje sagen en analytisk opklaring."
"Men man skal dosere sin indsats. Der udvikles en oplagt metaltræthed, når alle ved, at hr. Intellektuel er faret ud otte hundrede gange tidligere. Så gider man ikke høre efter længere."
- Er denne metaltræthed ikke et tidstypisk fænomen, der omfatter langt mere end de intellektuelle grupperinger: politikere, studieværter etc.?
"Jeg er enig i det aspekt af dit spørgsmål, der implicerer, at den intellektuelle i et demokratisk samfund ikke har specielle funktioner - han skal faktisk blot leve op til sine forpligtelser som borger. Men empirisk er det jo sådan, at alle ikke udøver deres borgerpligter lige kraftigt. Så i praksis føres debatten af en elite - hvilket ikke er ment nedsættende, for der er jo ikke tale om et lukket broderskab. Der kræves ikke særligt adgangskort, man skal blot åbne kæften og sige noget fornuftigt."
- Hvordan foregår udøvelsen af borgerpligten i dine øjne på universiteterne?
"Jeg mener nok, at der har været en tendens til passivitet. På universiteterne hænger den også sammen med en tendens til at fordybe sig i sin ekspertise og have nok i sit eget genstandsområde. Så også når man bortser fra den demokratiske diskussion udenfor universitetet, så har universitetet brug for generalister, der går på tværs af fagene og arbejder på at kæde de enkelte, specialiserede indsigter sammen. Her er der en tendens i tiden til at man taber en gevinst fra 68-generationen, nemlig tværfagligheden."
Borgerdyd
Borgerdyder er det imidlertid vigtigt at forsvare i dag, mener Stjernfelt. Borgerdyder såsom høflighed i stedet for ligegyldighed eller aggression, viljen til at argumentere for sine synspunkter, anerkendelsen af argumenter, samt et universalistisk perspektiv, hvor alle indenfor de opstillede regler er lige.
"Staten skal efter min mening være farveblind. Den grasserende politiske korrekthed, som jeg anser for en art intellektuel sygdom, er en vanvittig utopisk overreaktion. I én udgave tror man, at man kan løse politiske problemer ved hjælp af sproglig hygiejne. Man må for eksempel ikke sige 'girl', fordi det er undertrykkende, men skal i stedet sige 'young woman'! Det svarer til at holde sig for øjnene og sige, at så findes problemet ikke."
"I den anden udgave, der i høj grad berører universitetet som institution, er de politiske implikationer, at man opgiver de universalistiske ambitioner og siger, at grupper, der definerer sig som etniske eller på anden måde særlige kan følge specielle studier ud fra et ikke-vestligt sandhedsbegreb. I USA har det for eksempel ført til "African Studies" med produkter som Black Athena - et værk om, at Europas vugge i virkeligheden stod i Ægypten, som hører til Afrika, og at grækerne har stjålet hele kulturen fra afrikanerne."
- Ægyptere er jo ikke sorte?
"Nej, sjovt nok! Men den slags sludder får lov til at trives ud fra en multikulturel hypertolerance."
"I en dansk sammenhæng mener jeg for eksempel, at det er helt centralt at kræve, at indvandrere lærer dansk. For mig kan de klæde sig, som de synes og dyrke de guder, de finder for godt, men uden at kunne dansk, kan de ikke være en del af den politiske kultur, og det er helt afgørende for demokratiet, at dén omfatter alle. I etnicitetsspørgsmål ligger den yderliggående politiske korrekthed påfaldende nok tæt på gamle, ekstremt højreorienterede synspunkter om, at det kulturelle tilhørsforhold er mere afgørende end individuelle rettigheder."
- Gemeinschaft og Blut und Boden?
"Ja. Og her overfor har netop borgerdyderne deres styrke. De går jo essentielt ud på, at man kan tale pænt sammen, uanset forskelle. Borgerdyder består i, at man har lært at omgås folk, der er anderledes."

*Denne uges serie om de intellektuelles rolle slutter i morgen. Jan Sonnergaard interviewer filosoffen Peter Kemp.

Opnion: Ikke én, men
flere meninger, side 14

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu