Læsetid: 4 min.

Stilhedens festival

26. august 1997

FESTIVAL
Fire koncerter med i alt otte timers ny kompositionsmusik afviklet inden for kun 24 timer er under normale omstændigheder for hård kost for de fleste. Det balancerer på grænsen af en overdosis, og ingen arrangører ved deres fulde fem ville give sig af med at lægge så koncentreret et program i f.eks. en storbys rammer.
Ved den nu fem år gamle festival Ny Musik i Suså ser man imidlertid stort på den slags. Normal tidsregning er sat ud af kraft og koncerterne forløber slag i slag efter en egen indre rytme. Skal projektet lykkes, uden at alt for mange værker passerer uantastede gennem publikums hoveder, kræver det, at en helt særlig koncentration vækkes allerede fra første tone i første værk.
Godt hjulpet af den klare akustik i Susåskolens festsal var Niels Rosing-Schows Echoes of Fire et rigtigt valg som åbningsværk. Musikken er afmålt, klar og stilren og havde for undertegnede samme rensende effek, som man kan opleve, når man lytter til Bachs musik, efter i lang tid ikke at have beskæftiget sig med den.
Storstrøms Kammerensemble spillede lækkert og havde under Giordano Belincampis ledelse en fin, omhyggelig sans for Rosing-Schows detaljer.
Mellem lyd og stilhed
Trods den megen og meget koncentrerede musik er Ny Musik i Suså en festival for stilheden. Eller måske snarere for oplevelsen af kontrasten mellem lyd og stilhed.
Ved koncerter og festivaler i byerne er 'pause' og 'ro' kun metaforer for den larm, der drøner forbi i gaderne udenfor, mellem og mens musikken spiller.
Ved Susåens bredder, er der stille, når musikken ikke spiller. Fornemmelsen for koncentration om musikken sat over for afkobling mellem koncerterne bliver et bærende fælles projekt for musikere og publikum.
Samtidig får den direkte konfrontation med et publikum, der for en god dels vedkommende ikke til daglig bevæger sig inden for den ny musiks snævre kreds, karakter af en svendeprøve for det musikalske udtryk.
Det tydelige skel mellem lyd og ikke-lyd for hvert spillet værks vedkommende sætter som udgangspunkt et værdifuldt spørgsmåltegn ved musikkens, kompositionens og udtrykkets relevans.
Den nerve, det tilfører musikerne hver gang at være tvunget til at demonstrere hvorfor dette værk er bedre at lytte til end til den stille strøm af Susåen, er uvurderlig og nok dét afgørende element der nu for femte gang trækker et pænt stort publikum til festivalen i sensommerlandet.
Tykt og varmt
Festivalen var traditionen tro pakket ind i en dyne af lummer hedebølge, og de programsatte færøsk inspirerede værker og vintertemaet i flere af de øvrige værker kunne på papiret se saligt svalende ud. Men så enkelt hænger temperatur og musik naturligvis ikke sammen.
Sunleif Rasmussens og Hans Henrik Nordstrøms på hver sin måde 'færøske' strygekvartetter havde mange stærkt forrevne og vindblæste musikalske elementer, som lå tæt på i hvert fald den danske kliché om færøsk natur.
Men i den slovakiske Moyzes Kvartets hænder blev musikken blandet med et varmt strejf af østeuropæisk strygerklang. En interessant detalje, ikke mindst fordi den fortæller noget om de musikalske traditioner, der ligger til grund for henholdsvis den nordiske og den østeuropæiske musik. Traditioner som ikke uproblematisk lader sig forene.
Moyzes Kvartettens klang formelig emmer af kilovis af harpiks på buerne og den tunge friktion blandet med et tykt vibrato presser kraft og udtryk ind i hver eneste tone. I glimt - fortrinsvis i Juraj Benes Strygekvartet nr. 3 - var det tydeligt, hvilken musik denne klang er udviklet sammen med.
Men i kvartetter som Rasmussens, Nordstrøms og Nørholms niende er musikken oftest gearet til en mere glat, strømlinet og ind i mellem spøgende tone. Denne klangkvalitet sidder endnu ikke helt naturligt inde under huden på den slovakiske kvartet.
Det kolde gys
Afkøling gennem musikken mødte denne lytter tydeligst under Niels Rosing-Schows andet værk ved festivalen, PISEQ, for saxofon og slagtøj. I form af sitrende kuldegysninger ned ad ryggen, mens DuoDenum (Jeanette Balland og Christian Utke) spillede festivalens mest fascinerende værk.
PISEQ er en rejse i klang, hvor store flader umærkeligt forskubber sig mellem instrumenterne, uden at man klart kan spore i hvor de er opstået eller hvordan de har bevæget sig fra den ene musiker til den anden.
Et studie i instrumentation og komposition efter spektrale principper, men først og fremmest en drømmende, uvirkelig oplevelse af opløsning i tids- og rum-fornemmelsen.
PISEQ er den tredje af tre 'Ritus' af Niels Rosing-Schow. Den første (for fløjte og slagtøj) skulle vi have hørt ved Thomas Sandbergs slagtøjskoncert lørdag aften. Stykket måtte aflyses på grund af en sygemelding fra fløjtenisten og i stedet spillede Sandberg en improvisation.
Som Ivar Frounberg understregede i sin programtekst til værket...to arrive where we started for kammerensemble, opstår det, vi kalder musik, i spændingsfeltet mellem musiker og publikum. Improvisationen er denne sandhed i sin rå form - Susåfestivalen som sådan i mere sofistikeret form et udtryk for det samme.
Danmarks Radio optog samtlige koncerter. Lyt med på P2 onsdag kl. 22 (bl.a. Sunleif Rasmussens strygekvartet) og søndag kl. 15.

*23-24. august 1997. Ny musik i Suså

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu