Læsetid: 3 min.

Stor mave, lille lem

30. august 1997

De store morgenblade kører for tiden en kampagne, hvor tv gøres til prygelknabe for et katastrofalt tilbagefald til middelalderlige tilstande, hvor uvidenhed og overtro rasede, og kun nogle få flinke munke granskede teksterne. Det gennemgående træk ved nutidens klerke er, at de har misforstået, hvad tv er, og at de husker dårligt.
Af natur er fjernsyn et overfladisk medium, hvis mest slående træk er, at tingene bevæger sig. I den forstand er det foruroligende demokratisk, fordi det ikke kræver specielle forudsætninger at kigge med. Analyser af seertal er en videnskab i sig selv. Men det ville være perverst at hævde, at jo færre seere et program har, des bedre må det være. Men det er præcis, hvad klerkene mener.
Og så husker de som nævnt dårligt. Deres minder om en lysende kulturel epoke stammer fra en periode sidst i 60'erne til starten af 80'erne, hvor det ifølge deres svækkede hukommelse tit var sådan, at gaderne lå øde hen, mens befolkningen begejstret sad og så tv-dramatik, dybtborende portrætsamtaler og oplysende programmer om ædle skikkelser i danmarkshistorien. Hovedsagen er, at hvis de kunne se de udsendelser nu, ville de rive sig i håret og jamre sig. Målt med dagens alen er de primitive, lidt naive og - som alt tv - enormt tidsbundne.
Den egentlige forandring ligger i den kolossale forøgelse af jammerfuld fiktion, som alle kanaler bruger for at fylde programfladen ud. Et typisk eksempel fra denne uge var den britiske film Ikke mit barn, som TV 2 viste i deres næstbedste sendetid onsdag aften efter de sene nyheder.

En 10-årig piges forældre er blevet skilt. Pigen bor hos moderen, der ikke har det så godt. Ud over at tæve datteren og låse hende inde i et skab bruger hun hende til at få seksuel tilfredsstillelse. Heldigvis finder moderen snart en flink kæreste, og alt tegner lyst. Desværre viser det sig, at kæresten alligevel ikke er så flink, for han misbruger den 10-årige seksuelt. Det fortæller hun til sin far, der bliver aldeles rasende og pander den fæle kæreste ned. Samtidig får han en god idé: Datteren skal trække for ham, så han kan få nogle penge. Det går dog ikke så godt. Kort efter flytter datteren på en ungdomspension, hvor hun fluks falder i kløerne på en yngre alfons, der lærer hende at ryge stoffer og sætte pris på at køre i taxa mod til gengæld at gå i seng med tykke mænd med store maver og et lille lem. Da hun endelig betror sig til en flink mandlig pædagog på ungdomspensionen, griber han straks chancen og voldtager hende. Til sidst flygter hun til et pigehjem i Sydengland, hvor alt er anderledes trygt ligesom i eventyrene. Filmen slutter med nogle skilte, der fortæller, at hun i dag læser på universitetet, og at sager om misbrug af børn i England kun i forsvindende få tilfælde fører til domfældelse.

Legitimeringen af den perverse og ensidige udpensling af pigens lidelser bunder i to forhold. For det første er det en 'autentisk' historie. For det andet er producenterne ude i et hæderværdigt ærinde. Man vil have flere børnemisbrugere med tykke maver og et lille lem knaldet. Hvis man spurgte dem, hvorfor de ikke har lavet et dokumentarprogram om problemet, ville de svare, at så kan man ikke vise voldtægtsscenerne. Og det er jo sandt nok.

Den egentlige forandring i tv består af en voldsom forøgelse af den type stof. Men her er tv ikke anderledes end aviserne. De tre store morgenavisers udvikling er netop karakteristisk ved, at de er pumpet op af fyldstof og historier, der dybest set er faits divers uden anden berettigelse og perspektiv, end at de har fundet sted. Michael Jackson er pædofil. Gianni Versace var bøsse. Ryd forsiderne og lad os læse om det. Hvad klerkene og avisredaktørerne ikke kan se, er, at presse og tv ligger under for præcis det samme syndrom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu