Læsetid: 6 min.

Succesfestival med problemer

19. august 1997

Efter weekendens euforiske prisregn er det tid for en nøgtern evaluering af den nye udgave af Odense Film Festival, en sammenlægning af Odenses internationale kortfilmfestival og den nationale Dansk Film Festival

Film-FESTIVAL
I en vis forstand blev Odense Film Festival reddet på stregen, nemlig under lørdag aftens afslutningsarrangement og prisoverrækkelsesceremoni. De foregående fem dages massive filmvisningen i Odenses to biografkomplekser, Café Biografen i Brandts Klædefabrik og Metropol i det omdiskuterede Banegårdscenter, havde ganske vist været præget af fyldte sale og mange filmiske højdepunkter, både i den nationale og den internationale sektion. Men trods den tilsyneladende succes følte man, at der manglede noget.
Idéen med at fusionere Odense Film Festival og Dansk Film Festival er god fra et organisatorisk og publikumsmæssigt synspunkt, men på to områder bør arrangørerne sætte ind, hvis festivalens filmfaglige, kollegiale og indholdsmæssige potentiale skal udnyttes. For det første er de udenlandske gæster en smule ladt i stikken, ligesom dialogen mellem danske og udenlandske filmfolk kunne tilskyndes eller formaliseres med større omhu. Og for det andet bør den nationale afdeling gøres mere attraktiv for den hjemlige filmscene, således at det nærmest bliver et must at tage til Odense hvert år i august.
De aktuelle forhold resulterede i, at man som publikum - trods de mange gode oplevelser i biografernes mørke - savnede ånd, holdninger, kunstdiskussioner eller blot kollegiale, filmfaglige udvekslinger omkring visningerne.
Thomsen på slap line
Havde man i ugens løb gået rundt med disse indvendinger, var man imidlertid tæt på at glemme dem den sidste aften, hvor den nye festivaldirektør, Christian Braad Thomsen, optrådte på slap line og brød den vanlige etikette for denne type arrangementer. Ikke alene lod han under overrækkelsen af Danske Filminstruktørers kollegapris til Helle Ryslinge lidenskaberne løbe af med sig og foldede prismotiveringen ud til en kulturpolitisk brandtale om dem, der i filmbranchen "sidder på den anden side af skrivebordet og ikke har en skid forstand på det, de arbejder med." Han tillod sig også at erklære, at én af de film, som juryen havde belønnet, efter hans opfattelse ikke burde have haft en pris (dog nævnte han ikke hvilken). Og som kronen på værket valgte han at afslutte prisoverrækkelsen med at vise en film, som ingen priser havde fået, nemlig Pernille Fischer Christensens poetiske og kontroversielle værkstedsproduktion Pigen som var søster. Begrundelsen var den enkle, at Pernille Fischer Christensens film faldt i festivaldirektørens smag.
Hvor var det dog befriende på den sidste aften at mærke dette pust af lidenskab, personligt engagement og fanden-i-voldskhed på en festival, der ganske vist rummer alle elementerne til at være Danmarks vigtigste forum for kort- og dokumentarfilm, men som samtidig står i fare for at sygne hen i pænhed og forudsigelighed.
Andre mindre kritikpunkter kunne fremføres. Først og fremmest er opdelingen med internationale film i Cafe Biografen og nationale i Metropol ikke ideel. Skal Metropol endelig inddrages, kunne man i det mindste lægge snittet, så alle film var sikret mindst én visning i den langt mere charmerende og centralt beliggende Cafe Biografen.
Og som nævnt allerede i optaktsklummen sidste tirsdag fortjener dansk kort- og dokumentarfilm - ikke mindst i disse turbulente tider, hvor landets filminstitutionelle rammer gennemgår en komplet omkalfatring - en mere seriøs præsentation, i form af katalogtekster, seminarer, sideprogrammer, pressemøder m.m. Bare ét eksempel: Virker det ikke en anelse besynderligt, at tidligere festivaldirektør og dansk dokumentarfilms grand old man, Jørgen Roos, fyldte 75 år i løbet af festivalen, uden at det på nogen måde kom til udtryk i programlægningen?
Endelig opleves det som et savn, at workshoppen, hvor odenseanske børn under tidligere festivaler lærte at lave tegnefilm, er afskaffet. Dette tiltag var i høj grad med til at give Odense Film Festival et unikt særpræg.
Og priserne
Fordelingen af de mange priser er der ikke meget at sige til. I den danske afdeling leverede juryen ikke de store overraskelser. At det blev Lotte Svendsens satiriske novellefilm Royal Blues (anmeldt i Information sidste mandag), der løb med 'Grand Prix' og 25.000 kroner, havde størsteparten af festivaldeltagerne gættet på forhånd.
'Bedste novellefilm' blev Ole Christian Madsens Sinans bryllup, en dynamisk, velfungerende og vedkommende historie om andengenerationsindvandrere på Vesterbro i København.
Prisen for 'Bedste dokumentarfilm' blev delt mellem to film, Lars Engels' stærkt anfægtende skildring af livet på en retspsykiatrisk afdeling på Skt. Hans, Dømt til behandling: In the Ghetto, samt Tomas Gislasons næsten to timer lange Patrioterne, en personlig, videodokumenteret rejse gennem USA's dunkle bagland af angst, racisme og selvbestaltede militsgrupper.
I kategorien 'Bedste værkstedsfilm' gik prisen til Fanny Knights meget personlige På sporet af et liv. Filmen er produceret på Det Danske Videoværksted i Haderslev, og den balancerer på grænsen mellem det private, det næsten ubærligt smertelige og det både vedkommende og gribende, en balancegang, der falder ud ikke blot til instruktørens fordel, men også som et slagkraftigt argument for medieværkstedernes eksistensberettigelse. Dog kan man anføre, at det er tvivlsomt, om man bør opretholde en kategori for den særlige produktionsform, værkstedsfilmene repræsenterer. I de godt tyve år, Filminstitutets værksteder har eksisteret, er der produceret så mange væsentlige værker, både i København og Haderslev, at det står klart, at disse kan konkurrere på linie med branchens øvrige produktion.
Humoristisk actiondrama
Endelig gav juryen - helt retfærdigt - en specialpris til Jesper Jargils registrering af Per Kirkebys arbejdsproces, Vinterbillede, en film, der både i kraft af sin hovedperson og sin tilgang er en født klassiker i kategorien 'danske kunstnerportrætter'.
Med hensyn til de udenlandske film var fordelingen mindre forudsigelig, men de præmierede film havde alle fortjent deres hæder.
Den store pris på 35.000 kroner blev tildelt den new zealandske instruktør Robert Sarkies' velproducerede novellefilm Signing Off om en ældre radiovært, der efter tredive år i æteren skal afvikle sin sidste udsendelse. Efter en ret ordinær start, hvor man forledes til at tro, at der er tale om endnu en nostalgisk hyldest til svundne tider, skifter stilen brat, og melankolien afløses af et hæsblæsende og humoristisk actiondrama med to hovedpersoner i pensionsalderen!
Som 'Mest fantasifulde film' valgte juryen svenske Helena Seths amerikansk producerede Say My Name, en lavmælt, uprætentiøs og originalt fortalt historie om ensomhed, skildret gennem en billetsælger i New Yorks Subway, der fordriver tiden med at aflytte de ventende passagerer med en skjult mikrofon.
Forenede ambitioner
Og prisen for 'Mest overraskende film' gik - ikke overraskende, fristes man til at sige - til Surprise! af det unge tyske stortalent Veit Helmer. Filmen, der er fuld af slapstick-humor og Storm P-maskiner, beretter om en ung mand, der tilsyneladende vil likvidere sin kæreste, men som i virkeligheden blot har i sinde at overraske hende med automatiseret morgenmad. Som en ekstra finesse har Helmer i løbet af seks måneder egenhændigt håndkoloreret filmens 7.000 billedrammer.
Endelig uddelte den internationale jury tre specialpriser, én til danske Thomas Stenderups dokumentarfilm om begravelsesritualer i Cuba, Fredens Port, én til franske Laurent Pouvarets spøjse animationsfilm, Ferrailles, og én til svenske Magnus Carlssons bidske satire Sverige.
Som sagt, i sin nye form har Odense Film Festival forudsætningerne for at blive en succes på alle planer. Det lokale publikum udviser trofast en solid interesse, og alene dét at få lov til at vise film for fyldte sale er meget værd for instruktørerne. Man kan derfor håbe, at arrangørerne i de kommende år vil forstå dels at genetablere den enestående atmosfære, der tidligere har været omkring den internationale festival, dels vil forstå at udnytte mulighederne i at skabe et attraktivt og vigtigt forum for den hjemlige scene, og endelig at få disse to ambitioner til at forene sig i et hele, der er større end summen af elementerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu