Læsetid: 4 min.

Teatralske traktementer

21. august 1997

Nye dramatiske iscenesættere hugger sig vej gennem rockens ingenmandsland

Mens mestedelen af tidens såkaldte 'alternative' rock efterhånden har gjort denne adjektive betegnelse til skamme ved dyrkelsen af nogle ganske få - oftest retrospektive - kompositoriske og klangmæssige formler, fremkommer der stadig grupper, som vælger andre færdselsårer end netop dét musikalske hovedstrøg.
Nogle af disse, eksempelvis den strukturombrydende, gerne meditative og i enhver forstand grænseoverskridende post-rock, eller den soundtrack-lignende, dub-påvirkede og i rytmisk forstand hip hop-inspirerede trip hop, har fælles træk: De deler en genkommende fascination af cinematiske og teatralske stemningsvariabler (instrumentale såvel som sangbårne), der ofte indkorporeres i de soniske udslip og dermed lægger endnu en dimension til de lydfluktuerende diskurser.
Men ideen er ikke ny. I det hele taget har ekspressive og filmiske tiltag farvet en række af rockhistoriens stifindere: Så divergerende foreteelser som tresser-crooneren Scott Walker, legendariske The Doors, sjælepiskeren Nick Cave, Mars-messias'en David Bowie samt nyere fænomener som Marc Almond, The Devine comedy, Pulp, The Young Gods og Tindersticks, for nu bare at nævne nogle stykker, har alle flirtet med eller været direkte betinget af forskellige former for dramatisk iscenesættelse. I snæver musikalsk forstand, men ligeledes på som uden for scenen.
Det handler selvfølgelig om at nå ud i de ekstremer, som den almindelige, søde popskabelon hverken kan eller vil berøre, at stille eksistensielle, seksuelle og filosofiske spørgsmål ved hjælp af musikkens sanselighed, at kaste trosserne og undersøge, hvor langt alkymien og den umiddelbare energi kan bære.
Bizarre sange
At afsøgningerne ud i ovennævnte randområder langt fra altid fører til store salgsboom, men netop skærer nye alternative stier ind i rock-junglen, beviser en lille håndfuld ret forskellige, svært rubricerbare, men meget tea-
tralske sommerudgivelser.
En af disse, Dream City Film Club (Beggars Banquet/MD), kommer fra den London-baserede kvartet af samme navn, og her brydes der om noget med det britpop-inficerede retro-kodeks. I en timelang pendlen mellem døsigt prikkende og febrilt huggende passager panorerer, zoomer og fryser gruppen sig gennem et storbyunivers af drug-buler, porno-palæer og det, der er værre, og tegner dermed et billede af dén kulturelle vrangside, der i ligeså høj grad, som det nostalgisk bagudrettede vue og den festlige, fartstribede grimasseren, præger årtusindskifttilstanden.
Paranoiaen, apokalypsen og den tilhørende hjemlængsel lurer i enhver insektsummende, neonoplyst sidegade, i enhver af de psykotisk hærgede aktører, som firkløveret folder ud på sit dystre lærred. Og det kan til tider være svært at afgøre, om gruppen tager sig selv alvorligt eller flår sig af grin bag den excessive kugleregn. I hvert fald er linier som "...he wanders if his mother's womb was a drunk tank/ And if the milk from her breasts was poisened/ And he wanders if she ever loved him" fra det skarpladte singleudspil "Pissboy" eller "You fucked me over/ Left me on the floor/ Left me there bleeding/ begging for more" fra den lige så besmittede og frådende dobbelttydige "Filth Dealer" ganske kendetegnende for de sangforedrag, der gennemsyrer denne bizarre cd.
Kan man abstrahere fra de stedvis temmelig overtydelige, lyriske udfoldelser, vil man til gengæld kunne lade sig indhylle i et patchwork af snurrige guitarfigurer, æstende
feedback, knirkende percussion, dulmende træblæsere og andre lunefulde pikanterier - det ene øjeblik som Suede på valium det næste som Tom Waits og Jim Morrisson i hed, alkoholdunstende omfavnelse og hele vejen igennem sammensnoet af forsanger Michael J. Sheehy's rigt facetterede stemmeregister.
Bastard-rock
Knap så depraveret men tilsvarende egenartet er Glasgow-gruppen The Karelia, der efter sigende skulle have taget navn efter et græsk cigaretmærke, men hvis eneste hint i den retning i øvrigt er sanger og tonemester Alex Huntleys sporadiske brug af bouzouki.
Debuten Divorce At High Noon (Roadrunner/Edelpitch) trækker ligesom DCFC på Doors-veksler i numre som "Say Try", "To His Coy Dietress" og "Garavurghty Butes". Ikke mindst på grund af Huntleys klangmodne og fyndigt reciterende vokalarbejde, men også i kraft af den cabaretlignende hurlumhej-stemning, der bestandigt aftegner sig i musikken.
Dét er dog langt fra den eneste refecencielle kobling.
Et arsenal af improvisationer med adresse til både jazz, rockabilly, musichall-æra, Kurt Weill og Jacques Brel, ja sågar flamenco løber sammen i en elegant pirrende og tin-drende dynamisk konglomerat-rock med masser af personlig tæft og nerve. En bastard, der det ene øjeblik slænger sig tilbage i flegmatisk orgelsummen for derefter at opvigle et nerveflossende crescendo for trækbasun og twang-guitar.
Kreativt kaos
Dynamisk formåen er om noget også kendetegnende for Barry Black alias Eric Bachmann, som normalt slår sine folder i den amerikanske støjpop-gruppe Archers Of Loaf. Med Tragic Animal Stories (Alias/Voices Of Wonder) - hans anden soloudgivelse under det tungsindige pseudonym - har han kreeret en lille genistreg af en instrumentalplade, der får det til at boble i blodet og syde i sjælen.
Den konceptuelle ide er her spundet op om ti atmosfæriske forløb, der associerer til hver sin dyretitel. Og som i andre avantgardistiske sammenhænge - hvortil Tragic... må siges at lægge sig - gennemstrømmes de enkelte udtræk af en subtil brug af corny orgeler samt en bred vifte af slagtøj, blæsere og strygere, der skiftevis spirallerer i langsomt opstigende figurer, skiftevis overlapper, duellerer og understøtter hinanden.
Numre som "When Sharks Smell Blood" og "Snail Trail Of Tears" er således eksempler på fint ciseleret gyserfilms-underlægning, hvorimod numre som "Duelling Elephants", "Derelict Vultures" og "Chimps" præges af mere komplekse, illusionsfremmanende manøvreringer.
Alt i alt er der tale om et kreativt kaos, om hvilket Bachman i pladens tilhørende pressemeddelelse rammende udtaler:
Chaos can lead to something interesting. I don't think things have to make melodic sense all the time.
Dragende smukke er disse ordløse fabler under alle omstændigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu