Læsetid: 4 min.

Thailandsk fest er forbi

15. august 1997

Den internationale Valutafond og flere nabolande yder nu lån på 16 milliarder dollar til Thailand, hvor bygning af golfbaner og skyskrabere for lånte penge har givet økonomien en gevaldig nedtur

Thailand får nu storstilet kredit på mere end 16 milliarder dollar fra Den Internationale Valutafond (IMF) og en del af de sydøstasiatiske lande.
Det sker efter at den thailandske regering med hatten i hånden måtte bede om hjælp fra udlandet for at redde sig ud af en omfattende økonomisk krise. Krisen er en udløber af et kollaps i den finansielle sektor.
Regeringen var for langsom til indse, at krisen var på vej, men da først valutaen flød og måtte devalueres 2. juli var der ingen vej udenom. Siden er det gået helt ned ad bakke økonomisk.
Lånet - der er det største til et enkelt land, siden Mexico fik pengemæssig førstehjælp for et par år siden - skal gå til at dække Thailands reserver og betalingsbalanceunderskud, og hjælpe til at give landets valuta Bath'en ny styrke.
Japan, Australien, Singapore, Hong Kong, Malaysia, Sydkorea og Indonesien er sammen med IMF udlånere til Thailand, og en af årsagerne til den store hjælp er, at den økonomiske ustabilitet i Thailand også presser naboernes valutaer nedad.
Observatører advarer dog, ifølge The Financial Times, om, at det stadig er et åbent spørgsmål, om hjælpepakken er nok til at vende Bath'ens rutschetur og dermed lette presset mod de andre. Og andre udtrykker bekymring for, om Thailand vil rette sig efter de krav, der følger i kølvandet på hjælpen.
Thailand har nemlig fået besked på at holde de udenlandske reserver over 25 mio. dollar, at hæve skatten fra syv til ti pct. og at holde inflationen på under ni pct. samt væksten under fire pct.

Offer for sin succes
At det skulle gå så galt for Thailand var ikke umiddelbart til at vide. Vurderingerne lyder, at landet er et offer for sin egen succes.
Landets valuta har længe været en af de mest stabile i Sydøstasien, og Thailand har gennem de seneste ti år været en af de asiatiske tigre - med verdens højeste vækst fra 1985 til 1994. Og landet har længe været holdt frem som mønstereleven i klassen - en model for, hvordan et udviklingsland kunne blive rigere med liberalisering og professionel finansiel styring. Men væksten var drevet af investeringer, som var drevet af kredit.
Økonomien har været pustet op, siger lektor på Internationale Udviklingsstudier Roskilde Universitetscenter Laurids Lauridsen.
Han fortæller, at der var usædvanligt mange investeringer fra bl.a. japanske firmaer op gennem 80'erne, og at de store investeringer udefra betød gang i økonomien, og at en liberalisering i begyndelsen af 90'erne var med til at sætte skub i investeringslysten.
"Der var fuld damp på, og man troede kun at det kunne gå fremad. Men Thailand liberaliserede og investerede uden at føre kontrol - uden at regulere markedet. En masse thailændere gik ud og lånte en masse penge i udlandet og investerede dem i uproduktive ting som aktier og jord," siger Lauridsen.
De ca. 50 milliarder dollar som thailandske finansselskaber har lånt blev også spenderet på beboelseshuse, golfbaner, hoteller og kontorbygninger, men ingen flyttede ind i nybyggerierne. Alligevel fortsatte det uhæmmede byggeri. Resultatet er, at der i dag alene i Bangkok er knap 300.000 usolgte huse, som ingen har råd til at betale.
"Og nu kan dem, der har været ude og låne, ikke betale pengene tilbage," siger Lauridsen.
Det har betydet, at 58 ud af Thailands 91 finansselskaber reelt skulle være lukket - men Nationalbanken er gået ind og har reddet dem med garantier.
"Så via Nationalbanken har staten brugt en stor del af sine reserver," forklarer Lauridsen.

Købt sig ind i politik
Udover kollapset i den finansielle økonomi, som Lauridsen kalder det, er det også en krise i realøkonomien og det politiske system, som er medvirkende til Thailands store dyk.
"En masse af byggematadorerne i provinsbyerne har købt sig ind i politik - f. eks. var den tidligere ministerpræsident byggematador. Og når de så sidder på de tunge poster med indflydelse, giver de kontrakter til nogle af de folk, der har støttet dem tidligere.
Det er blandt andet derfor, at folk i regeringen ikke var så villige til at gribe ind, da der kom tegn på krise i økonomien," siger Lauridsen.
Det er også gået skidt for Thailands eksport det seneste år. Kina, Burma, Indonesien og Vietnam er begyndt at producere eksempelvis tekstiler, der tidligere var et af Thailands domæner - men de andre lande gør det til en billigere pris.

Fremtiden er mudret
Analytikere er enige om, at Thailands dramatiske rutschetur er et resultat af tre ting: En fuldstændig tro på kredit, en ændret udvikling i de regionale økonomier og en vilkårlig politik af de sidste to regeringer, der var ligeglade med korruption, og som førte politik i de økonomiske ledelser.
De næste år vil hele den Thailandske befolkning lide under den økonomiske krise - valutaen er devalueret, importen bliver dyrere og almindelige varer koster mere. Der er udsigt til kronisk politisk ustabilitet og protester fra befolkningen, og nogle analytikere taler om udsigt til et militærkup.
Enkelte iagttagere påpeger det positive, at dette måske er begyndelsen til enden på "den rådne politik," der førte landet ind i krisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu