Læsetid: 4 min.

Tigeren, der ikke tøver

28. august 1997

Kuala Lumpur
Den 27 årige Link Foong Fah, Sino-Malayer, trådte ind på arbejdsmarkedet for fem år siden og hun har allerede skiftet job tre gange.
Hun overvejer at kvitte sit nuværende job som regnskabschef i Shinetsu, en japansk producent af computerkomponenter, til fordel for en anden virksomhed.
"Det er ingen hemmelighed, at i Malaysia, kan man opnå højere løn ved at skifte job", fortæller Link Foong Fah.
For øjeblikket er der ingen, som mærker konsekvenserne af den økonomiske krise, som har ramt Sydøstasien. Med en arbejdsløshed på 2,5% har landet formået at skabe fuld beskæftigelse.
Mangler folk
Med ét slag er sektorer inden for økonomi, service, bygge og anlæg, landbrug og edb, som før fungerede i slow-motion, blevet præget af effektivitet.
Mangel på arbejdskraft fører i dag til, at folk i ledende stillinger presser lønningerne i vejret.
"Alle virksomheder mangler regnskabsfolk. Hvis jeg vil kan jeg få et nyt job på mindre end en uge og det til en højere løn. Jeg forlanger at tale med personalechefen, og så forhandler vi løn", forklarer den unge kvinde.
For en tid har hun ikke tænkt sig at forlade Shinetsu, for hun skal tilbagebetale et lån, som firmaet bevilgede til køb af hendes første bil.
Men indenfor tre måneder vil hun ikke tøve med at anmode om lønforhøjelse eller søge andre udfordringer gennem stilingsopslag i de store aviser eller ved at kontakte en af de utallige jobbørser i Kuala Lumpur.
Jobmekka
"At skifte job er den største beskæftigelse blandt unge malayer", kommer det ironisk fra Wachai, far til Fah, og med et job som videoproduktionsassistent, som han ikke ønsker at forlade, efter have skiftet arbejdsplads tre gange inden for ti år.
Den fulde beskæftigelse, som presser lønningerne i vejret, er det tydeligste eksempel på det økonomiske mirakel i Malaysia. I dette sydøstasiatiske land, som tæller 20 mio. indbyggere, er det arbejdsgiveren, som fastsætter lønningerne.
For at få et loyalt personale godtgør virksomhederne 100 pct. af udgifter til lægehjælp og erstatter dermed den ikke-eksisterende sygesikring.
De tilbyder de ansatte rentefri lån, de betaler udlandsrejser og til trods for de høje lønstigninger, fra 10-30 pct. årligt, holder de indenlandske og udenlandske investeringer sig på et pænt niveau (den årlige investeringsrate svarer til 35 pct. af BNP), væksten nærmer sig otte pct. og den årlige indkomst pr. indbygger eksploderer.
Guidet demokrat
Landets succes skyldes tildels en dygtig mand , regeringsleder Mohamed Mahathir, i spidsen for den malaysiske regering igennem seks år.
Til trods for hans liberale fremtræden, er den malaysiske økonomi styret med hård hånd. Både offentlige og private virksomheder handler i praksis udelukkende efter premierministerens direktiver.
Ifølge den såkaldte "sociale plan", har "doktor" Mahathir indført "positiv særbehandling", en lov som forpligter virksomheder og offentlige instanser til proportionelt at ansætte folk fra Malaysias tre etniske grupper (malayere, 60 pct.; kinesere, 30 pct.; indere, 10 pct.)
Ifølge rapporter fra andre "tigerunger" i regionen, er de økonomiske goder mere ligelidt fordelt i Malaysia, hvilket har mindsket de etniske spændinger i landet.
Klichéen om de rige kinesiske entreprenører og de dovne malaysiske embedsmænd har udlevet sig selv.
Arbejdernes forbillede
Væksten er kommet sammen med en ny gruppe kompetente og dynamiske malaysiske foregangsmænd.
Landmændene, bumibutraerne (jordens børn), er i dag et forbillede for andre arbejdere.
"De malaysiske arbejdere har en højere levestandard end arbejderne i Vesten", siger specialarbejder ved de malaysiske elektricitetsværker, den 39-årige Seman, under et besøg i hans nydelige hus i en af Kuala Lumpurs nye forstæder.
Et videokamera, et Hifi-anlæg og et fjernsyn pryder dagligstuen. De fire børn har hver deres motorcykel.
Seman kører i bil til arbejde: han tænker på økonomien, for han har købt en Proton, den malaysiske "national bil" og den billigste på markedet (35.000 franc - ca. 40.000 kr.), men han er godt træt af trafikpropperne.
"Jeg bor fem kilometer fra min arbejdsplads, og hvis jeg tager bilen på arbejde, skal jeg op kl. 6 om morgenen for at tilbringe to timer på omfartsvejen".
I syv år boede familien Seman i en træhytte ude i skoven uden elektricitet, vand og telefon.
"Pludselig en dag krævede regeringen vores grund for at anlægge en motorvej. Til gengæld blev vi lovet en ny grund og et løfte om, at området ville indgå i udviklingsplanerne".
Regeringen har holdt sit løfte, og Bukit Antara er i dag en lille velhavende forstad. "Politisk stabilitet, investeringsomkostninger som er lavere end i Singapore, og et langt bedre miljø end Thailand og Indonesien, det er hemmeligheden bag Malaysias succes", opsumerer vicedirektør i udvalget for økonomisk udvikling i Kuala Lumpur, Benoît Fille.

Malaysia i tal
Indbyggere:
20 mio
Vækst:
8,2 pct. i 1996
(9,5 pct. i 1995)
BNP pr. indbygger: 360 dollars (ca. 2500 kr.) i 1970,
2300 (16.000) i 1990 og 4400 (30.000) i 1996
Inflation:
3,5 pct. i 1996
Arbejdsløshed:
2 pct. af den erhvervsaktive befolkning i 1996 (8,8 pct. i 1986)

© 1997 Information
og Libération.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu