Læsetid: 6 min.

Tilbage til naturen

22. august 1997

Den er dog materiel. Men hvad er en maskine? Et åndsprodukt! Svar til maskinen Benny Lautrup

FRIE ORD
BENNY LAUTRUP, fysiker ved Niels Bohr-Instituttet, mener ikke, at det med tidens rivende maskinudvikling "længere er så klart, hvad vi vil opfatte som mekanisk, og hvad vi vil kalde levende."
I sit seneste bidrag til meningsudvekslingen mellem ham og mig (i fredags den 15.8. -97), skriver han drillende, at vores udveksling af mere eller mindre højpandede meninger om forholdet mellem maskiner og liv også kan "ses som en dialog mellem to mekaniske systemer med lang individuel erindring og individuelt (genetisk) bestemt processeringsevne. Jeg er faktisk fuldt tilfreds med at have debatteret med Larsens individuelle hukommelse og hans personlige evne til behandling af sprog og begreber. Hvad andet kan jeg i øvrigt have været i kontakt med?"
Her forventer det mekaniske system ved navn Benny Lautrup, at jeg skal svare ham: Du har været i kontakt med åndsvæsenet Ejvind Larsen.
Dette væsen skulle så - som væsener af denne art har for vane - kaste sig ud i et eller andet bevis på, at det skam ikke er en maskine men noget meget finere, nemlig af ånd. Fysikeren ved Niels Bohr-Instituttet kunne så endnu engang sidde og gnide sig i sine tandhjul over, at jeg, som så mange åndshøvdinge før og nu, absolut skal hæve mig over den natur, jeg selv er en del af. Skønt "det er fornuftigt at antage, at naturlovene - som vi kende dem - ligger til grund for både liv og tanke", som Lautrup skriver. Så rigtigt.
Jeg må nemlig skuffe min gode menings- og maskinudveksler på Niels
Bohr-Instituttet: Det forholder sig stik omvendt af de forventninger, der næres af ham. (Maskinen ved navn Benny Lautrup er pudsigt nok endnu kønsbestemt!). Hellere end gerne så jeg alle åndsnørder bragt til besindelse på de naturlige grænser eller love, de som naturvæsener er undergivet sammen med den øvrige natur. Det gør jeg ikke alene af såkaldte økologiske grunde, men fordi åndshovmod forekommer mig en vederstyggelighed, der ikke bliver mindre af min egen synd i så henseende.
Spørgsmålet er imidlertid, hvem det er, der i nærværende meningsudveksling gør sig skyld i et selvretfærdigt åndshovmod. Det er mere end drilleri, når jeg beder naturvidenskabsmanden Benny Lautrup om selv at være så venlig at vende tilbage til den natur, han så insisterende lægger mig på sinde. Det er en bøn rettet til hele den mentalitet, der kaldes moderne og postmoderne, og som af utallige grunde synes præget af et særdeles problematisk forhold til naturen.
Nok giver Benny Lautrup mig ret i, at det ikke giver mening at erklære alt for maskine. Maskine kan noget kun være med mening, hvis der i hvert fald eksisterer en forestilling om ikke-maskine. Var forestillingen om maskine dækkende for alle forestillinger overhovedet, ville udsagnet ikke sige andet, end at alt er alt og det kan man så efter behag give nogle andre bogstaver som betegnelse, for eksempel bogstaverne m, a, s, k, i, n, e, uden at det siger andet, end at alt er alt.

At alt er maskine må som minimum forudsætte en forestilling om ikke-maskine, som "alt" i så fald adskiller sig fra ved netop at være maskine. Hvorfor "alt" altså ikke omfatter alt og derfor må omgærdes med nogle undrende gåseøjne.
"Men hvorfor skulle forestillingen om noget som helst medføre dets eksistens?", spørger Lautrup. "Jeg kan sagtens forestille mig en nisse eller Vorherre eller sågar en grundtvigianer, uden at disse nødvendigvis må eksistere".
Ganske rigtigt. At mennesket er i stand til at erklære sig selv og hele naturen for en maskine, fordi det har forestillingen om en ikke-maskine, er ikke noget bevis for ikke-maskinens eksistens som andet end en forestilling.
Men en forestilling virker, hvad enten den "eksisterer" i maskinen Benny Lau-trups forstand eller ej. Molekylærbiologen Jesper Hoffmeyer fortalte i mandagsavisen i denne uge, hvordan "troen virker på kødet" i kraft af de såkaldte placebo-effekter. Folk bringes til at tro på en påstået helbredende virkning af en bestemt behandling, som ikke udføres og som derfor slet ikke ekisterer i den forstand som Lautrup taler om eksistens, - og se: det ikke eksisterende virker - som forestilling. "Tanker, følelser og fantasier har kropslige konsekvenser," konstaterer molekylærbiologen.
Eller som biologen Claus Heinberg skrev her i avisen for et par år siden: "Kul, ilt, brint, fosfor, kvælstof gør intet menneske, blandt meget andet mangler det ånd, og det hvad enten man med kristendommen, Descartes og New Age's dualisme mener at ånd er noget kroppen uafhængigt, eller man med materialisterne Marx og Grundtvig mener at ånd er den måde materien udtrykker sig på."
Selv har jeg ved et par lejligheder, også her i bladet, søgt at sige det med en omskrivning af indledningen til Johannes-evangeliet: I begyndelsen var naturen og naturen var hos gud, og gud er naturen, der bliver sig selv bevidst i kraft af det naturvæsen, der kalder sig mennesket.
Gudsforestillingen er en naturbegivenhed, opstået på et tidspunkt i naturhistorien. Den forestilling har ved gud i naturen virket. I udpræget grad godt og i udpræget grad ondt. Og det hvad enten Gud så eksisterer i den forstand, som Lautrup taler om eksistens, eller gud "kun" eksisterer som forestilling.
Om det i betragtning af disse tørre kendsgerninger giver nogen synderlig mening at kalde naturen en maskine, tvivler jeg på. Hoffmeyers og Heinbergs naturbeskrivelser in mente. Men det er for mig ikke afgørende her. Er naturen en maskine, er det i hvert fald en helt anden art maskine end de biler, motorcykler og IBM pc'er, Lautrup-maskinen på Niels Bohr-Instituttet henviser til.

Min pointe er - stik imod Lautrups forventninger - , at skønt det er en positiv kendsgerning, at naturen er noget helt andet end en bil eller en pc'er, behøver det ikke at være noget som helst bevis på en eller anden skaberguds eksistens uden for naturen i ikke-naturen. Der er heller ikke noget ønske om at levere et "gudsbevis" i denne metafysiske forstand, når jeg fastholder erkendelsen af, at naturvæsenet mennesket som naturbegivenhed har fået den indbildningskraft, at det kan indbilde sig at have et sted uden for naturen, i det rene intet, hvorfra det tillader sig at forholde sig til naturen som et objekt. Skønt det dog selv er en del af naturen.
Tvætimod. Mit ønske er, at det ikke stiger os til hovedet, at vi er i stand til at indbilde os at have et sted uden for naturen med hvilket vi tror at kunne forholde os videnskabeligt til den.
Men er det ikke netop, hvad der er sket den moderne naturvidenskabsmand og nu snart hele den moderne og postmoderne mentalitet? At indbildningen er stegt os til hovedet.
Skønt videnskaben og det moderne og postmoderne menneske selv er en del af naturen, bliver naturen behandlet som var den frembragt af en åndsmagt uden for naturen selv. Denne åndsmagts rent åndelige lovmæssigheder skulle mennesket kunne abstrahere ud af naturen som de objektive naturlove, hvormed naturen kan beherskes.
Jeg godkender, at en maskine er et åndsprodukt. Derfor er jeg så glad for, at naturen ikke er det.
I næsten omgang glæder jeg mig så over, at den har frembragt et naturvæ-sen, hvor hvem forestillingen om tanke og bevidsthed og ånd og gud og medlidenhed og kærlighed meningsfuld.
Men skal forestillingen ikke føre til åndshovmod må vi tilbage til naturen som oprindelsen til ånden. Så ånden ikke går hen og tror, at det er den, der har frembragt naturen - som en maskine frembringes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu