Læsetid: 7 min.

Tilværelsens tango

27. august 1997

DANS
Tango er mødet mellem Sydamerika og Europa. Det er mødet mellem mand og kvinde. Og det er mødet mellem form og frihed. Uden undervisning lærer man ikke at danse tango. Uden at kunne de faste mønstre er der ingen mulighed for improvisation. Og uden at kunne bevæge sig frit kan man ikke give sin tilværelse udtryk i dansen.
Tangomusikken og -dansen hører hjemme i Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Det er dér, den er blevet til i immigrationens smeltekar, og det er dér, den altid vil have sine rødder og sine mest fanatiske dyrkere - los tangueros.
Tangoen er på en forrygende optur blandt de 11 millioner indbyggere i Buenos Aires. Den er det varmeste samtaleemne, og de unge skynder sig at få lært den dans, som de indtil for to-tre år siden havde travlt med at forkaste som noget folkloristisk pjat! Tango er stil, og har man ikke stil...må man hellere få lært tango.
Tangoens historie
Argentinerne lefler for alt, hvad der kommer udefra, især fra Europa. Tangoens historie vidner om det: Kort før Første Verdenskrig tog den skandaløst løsslupne tango Europa med storm - stort set kun Kaiser Wilhelm og Queen Mary strittede imod - og det var signalet til, at også alle argentinske samfundsgrupper omsider kunne tage dansen til sig.
Nu er det samme sket igen i 1990'erne. Tangoen er gået sejrsmarch igennem Japan, Tyskland og USA, verdens tre økonomisk stærkeste lande. I København er der etableret to tangoskoler. Og i Buenos Aires skyder tangostederne, tangobladene, tango-cd'erne, tangodanserne, tangoradioerne og selv en tango-tv-kanal frem.
Adriana Medina er en af dem, som er hoppet med på bølgen. Hun er 40 år gammel og arbejder som skuespiller. Hun har to børn i skolealderen og var gift indtil 1989.
Det har været svært for hende at være alene siden, og efter rollen som Angustias i García Lorcas stykke Bernarda Albas hus for halvandet år siden forsøgte hun at begå selvmord i det virkelige liv.
Man skal føle det
Så var der en veninde, der spurgte hende, om hun ikke ville med ud at danse tango. Adriana har altid elsket musik, især rock, men hadede i mange år tangoen, fordi hendes far hele tiden spillede den. Men det ændrede sig.
"Tangoen har for mig langt overgået teatret", fortæller Adriana.
"Tango er en kunst. Man skal føle det, man danser. Det er noget åndeligt og samtidig meget sensuelt. Det er udelukkende kroppen, som styrer dansen, når man er koncentreret. Der findes kun én metode: at lytte til sin krop. Det er ligesom, når man kigger ind i sine børns øjne og ved, hvordan de har det".
"Tangoen reddede mit liv. Den har givet mig troen tilbage, og jeg vil danse mere og mere hele tiden. Jeg føler fuldstændigt det samme, som når jeg er forelsket. Tangoen er en passion, en nødvendighed, en udtryksform."
I tango er det manden, som fører kvinden. For 10 eller 20 år siden var det derfor en utilgivelig synd for en frigjort kvinde at danse tango. Men nu strømmer kvinderne til milongas, danseaftener, som dyrene til Noahs ark. Adriana smiler og siger, at hun er af den feministiske generation, og at tango er total machismo, mandschauvinisme. For kvindens vedkommende handler tango om overgivelse, og det er en svær ting for en moderne kvinde.
Tangoen er som det strømmende vand, mener skuespilleren, der bor i Buenos Aires' bedste tangokvarter, det stærkt blandede, men nymondæne San Telmo. Som regel er der ingen tanker i hendes hoved under dansen. Det er ren energi, der gennemstrømmer de to kroppe i en telepatisk, metafysisk kommunikation. En fusion af to bevidstheder og kroppe.
Et helligsted
Adriana går ud to eller tre gange om ugen. Der er en række forskellige steder, hun kan komme. Afhængigt af ugedagen og sindsstemningen. Om fredagen holder hun mest af at gå på Gricel, et temmelig formelt sted, hvor der bliver holdt på formerne, og kvinderne har høje hæle og elegante kjoler på.
Søndag aften er Parakultural i hendes eget San Telmo-distrikt det mest spændende sted. Det er subkulturelt og uprætentiøst. Der er en fantastisk intensitet. Her kan man komme alene, med et barn eller med sine veninder - og man bliver ikke observeret eller vurderet.
Beatriz, Adrianas veninde, siger: "Vi går ikke i kirke, men Parakultural er vores helligsted. Søndagen er den dag, hvor der bliver begået flest selvmord. Men vi har altid noget at gå og glæde os til."
Onsdag og lørdag er La Viruta Adrianas foretrukne sted. Det er ligesom Parakultural uformelt - gummisko og jeans går an - men med et mindre subkulturelt præg. Her kommer mængden af nybegyndere til undervisning først på aftenen, her kommer de gamle charmetrolde, og her kommer de professionelle dansere for at hygge sig mellem klokken 3 og 5 om natten.
Som en fisk
I aften er det lørdag, og Adriana er på vej til La Viruta. Klokken halv ti begynder undervisningen - som kun de professionelle frivilligt undværer - og fra omkring klokken halv tolv er der frit bal.
Ved midnatstid er musklerne blevet varme. Adriana og de andre glider hen over gulvet med poetiske, temperamentsfulde bevægelser og udkrystalliserer hele atmosfæren i Buenos Aires.
Det er tilværelsens tango, de danser. Det er som at se lige ind i hjertet af storbyen. Det er melankolsk. Det er som at se Diego Maradona spille fodbold en søndag aften på Bocas stadion La Bombonera, Chokoladeæsken; en stjerne, der skinner blegt i fortidens modlys. Det er som at tænke på tangokongen Carlos Gardels alt for tidlige død ved et flystyrt i 1935. Som at stå foran Eva Peróns gravsted.
Adrianas højhælede fod vipper så stille og opmærksomt, som en hund bevæger øret, mens alt andet er frosset fast midt i et musikalsk interval. Hun står spændt i en bue ind mod hans overkrop. Den ene skospids så langt væk fra hans laksko som muligt, den anden sko i lodret stilling. Vippende. En svag overføring af bevægelsen vibrerer i hendes læg under den sorte nylonstrømpe. De trækker næppe vejret og lader svedperlens kildende sneglespor passe sig selv på vej ned ad tindingen.
Hendes fod vipper tre gange, fire gange, fem gange. To-fjerdedelstakt. Den gamle tyske trækharmonika, el bandoneón, spænder sine hæse toners gummibånd ud mellem luftens partikler, til det er ved at briste med et knald, og de to dansende næsten vælter helt ind i hinanden, så trækker harmonikaen sig sammen og spytter den oppustede luft ud i et glædeskrig. Samtidig, ikke en metronomisk mindstedel før eller efter, fører kavaleren hende ud i de otte skridts bane igen, otte skridt, som de tilbagelægger tåspids mod tåspids.
Adriana er begyndt at danse med El Negrito, Den Lille Sorte, som hun kalder den mørklødede, elegant klædte superdanser. De smiler hele tiden til hinanden - eller bare ud i vandet, mens hun svømmer rundt som en fisk i hans arme, mod strømmen og med strømmen, op ad floden.
Strøm af mænd
I tangoens barndom kom mændene til Buenos Aires og Argentina i hobetal. Den europæiske befolkningseksplosion fik eventyrlystne italienske, andalusiske, baskiske mænd og unge jøder fra Østeuropa til at strømme til. Britiske og danske småkolonier voksede op. Fra 1857 til 1930 ankom der mere end seks millioner immigranter.
Europa var et umætteligt marked for korn og fra 1880'erne også frosset kød, da det med køleteknikken blev muligt for Argentina at eksportere det. Den lille havneby Buenos Aires voksede til en af verdens vigtigste hovedstæder - med halvanden million indbyggere i 1914 og tre millioner i 1930, med en 3000 personers luksusopera indviet i 1908 og med færdiggørelsen i 1913 af den første metrobane under brostenene.
De sidste krige og indianere døde ud i 1883, og de arbejdsløse soldater slog sig ned mellem de andre indvandrere i de sydlige bydeles barakslum. Deres gaucho-sang og milonga-dans fra pampaens sletteland mødtes med flamenco, sort habanera, polka, vals, mazurka, kvadrille og zarzuela. Violinerne og fløjterne blev efterhånden suppleret af eller erstattet med den tyske trækharmonika med fingertrykknapper. Befolkningsgrupperne udvekslede dans og musik fra deres elskede hjemegne - det hele blandedes til bordelfesterne som deres kropsvæsker i og på de hårdtarbejdende, benspredende kvinder.
Mændene kunne ikke få kvinder nok og digtede sørgmuntre sange om de faldne engle, som de ikke kunne lade være med at forelske sig sanseløst i. I nat var hun min, i dag er hun din, og snart er hun lige så forfalden som en rustende havnekran.
Let og legende
De smiler stadig på dansegulvet, Adriana og El Negrito. Hendes hånd kilder hans nakke, og hans trykker hendes ryghvirvler.
Ottetallet. Adriana svæver rundt i dets form. Det magiske form, dets magiske værdi, hvor to og to ganget med to fletter sig sammen som dansanternes ben. Dets svævende bevægelse på stedet, dets evige rundtur, dets møde med sig selv på midten. Dets slanke talje, dets brede bag og dets tunge bryst.
Hun danser rundt i el ocho, otte-tallet. Hendes partner har trykket hende let på ryggen, og hun gør, som han befaler. Mens han står stille, stepper hun omkring og breder sine regnbuefarvede påfuglefjer ud i luften og ryster dem til alle sider, en slalom med kvarte piruetter. Hun er let og legende som en sommerfugl i hans udstrakte arme. Hun vender tilbage til sit centrum, som blomsten bøjer sig mod bien. Og de forenes bryst mod bryst, kind mod kind, hans arm lukkes om hendes ryg, og nu ikke flere eskapader. Hendes hånd klemmer om hans tommel.
Adriana og hendes solbrune makker behøver ikke ord i nat. De svæver hen for enden af dansegulvet båret på hinandens vinger. Så forsvinder de sammen ud igennem døren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu